Skræmmekampagne om udgifter til ledsagelse

Med et beslutningsforslag (B 190) pålagde et flertal i Folketinget i juni 2016 Socialministeren at nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle ”… udarbejde løsninger på udfordringerne med at få bevilliget ledsagelse efter serviceloven til mennesker med handicap”. Den tværministerielle embedsmands-arbejdsgruppe skulle således ”… tilvejebringe et samlet overblik over de nugældende regler om ledsagelse efter serviceloven samt beskrive forslag til, hvordan reglerne kan forbedres og forenkles til gavn for såvel borgere som kommuner”.

Arbejdsgruppens deadline var februar 2017, men regeringen har tilsyneladende fundet det nødvendigt at fremskynde arbejdet. Torsdag i den forgangne uge oversendte socialministeriet rapporten fra embedsmændene til Folketingets socialudvalg.

Foruden en gennemgang af eksisterende lovgivning indeholder rapporten en behandling af de forslag, som har været i spil i diskussionen om socialpædagogisk støtte og ledsagelse i forbindelse med ferie mv.

• Indførelse af mulighed for tilkøb af ekstra socialpædagogisk ledsagelse
• Udvidelse af målgrupperne for ledsageordningerne (§ 97 og § 45)
• Udvidelse af opsparingsreglerne i ledsageordningerne
• Minimumsrettigheder for ledsagelse til fem dages ferie for borgere på botilbud
  
  

Forslaget om tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse er jo Socialminister Ellemanns eget forslag, og det får da også den mest positive behandling i arbejdsgruppen. Men når det kommer til de øvrige forslag, som sigter på at styrke udviklingshæmmedes rettigheder til ledsagelse, så er sagen en anden. Her gør ministeriernes embedsmænd sig nemlig meget umage for at tegne et billede af, at det vil bringe statskassen på randen af fallit, hvis forslagene skulle gennemføres.

Embedsmændenes rapport puster således det antal borgere, som vil kunne komme i betragtning til en udvidet ledsageordning (§ 97 og § 45) kunstigt op. Det sker ved at medtage en stor gruppe modtagere af socialpædagogiske bistand i eget hjem (§ 85), hvor der åbenlyst er ganske få som overhovedet har ledsagelsesbehov. Hverken efter § 85 eller § 97. Men når embedsmændenes medtager denne store målgruppe i beregningen, så er det med til at få de forventede udgifter til at eksplodere. Helt op imod 2 milliarder kroner årligt, påstår rapporten.

De beregninger har ikke meget med virkeligheden at gøre, mener LEVs landsformand, Sytter Kristensen:

- Det antal borgere, som vil kunne anvende en udvidet ledsageordning er langt lavere end i ministeriets beregninger. Men det ser jo skræmmende ud, når man er politiker og skal passe på pengene. Og Karen Ellemann og hendes embedsværk gør sig virkelig umage for at skræmme livet af sine forhandlingsparter i Folketinget. Det kan man jo mene, er en del af spillet – jeg synes ikke det er fair, siger Sytter Kristensen.

Embedsmændenes rapport har en tilsvarende problematisk beregning af merudgifterne ved en minimumsrettighed på ledsagelse til fem dages ferie. Her lægger ministeriet til grund, at hver borger gennemsnitligt har brug for to socialpædagogiske støttepersoner i forbindelse med en ferie. Det betyder, at den gennemsnitlige omkostning pr. borger pr. fem dages ferieledsagelse bliver hele 42.000 kroner. Enhver med blot et minimum af indsigt på området ved, at der kun vil være brug for så meget personale i sjældne tilfælde, nemlig hvor borgerens støttebehov er ekstra stort.

Men embedsmændenes talgymnastik virker. De beregnede merudgifter eksploderer og en reel politisk prioriteringsdebat kortsluttes.

LEVs landsformand er grundlæggende forarget over, at en arbejdsgruppe, der er nedsat på foranledning af et flertal i Folketinget, kan anvendes til en skræmmekampagne som det sker her:

- Gad vide om Dansk Folkeparti, der stillede forslaget om denne arbejdsgruppe, er tilfreds med resultatet? Synes man virkelig, at vi alle er blevet oplyst på et højere niveau?, spørger Sytter Kristensen

Læs mere
Rapport om forslag til forbedret ledsagelse efter serviceloven