Det skrev vi for 53 år siden

Overlæge G. Wad :
Redaktionen for »Evnesvages Vel« har gjort mig den ære at bede mig udtale mig i spørgsmålet om, hvor store institutioner for åndssvage bør være. Jeg forstår, at man nærer bekymringer for institutioner af størrelsesordenen ca. 1000 patienter.

Hvis dette spørgsmål var stillet til mig for 10 eller blot 5 år siden, ville jeg uden mindste betænkning og på grundlag af mangeårig erfaring have svaret: Det er revnende ligegyldigt, bare institutionen er stor nok. Jeg ville have uddybet dette med at sige, at havde jeg et åndssvagt barn, var der intet sted i dette land og formentlig ikke i den ganske verden, jeg så gerne så barnet anbragt som på Den Kellerske Anstalt, der dengang rummede ca. 1700 patienter.

Men der er jo sket lidt både af den ene og den anden slags siden. For mit vedkommende er jeg næppe blevet klogere. Men andre — der uden mindste tvivl er meget klogere end jeg — har disponeret og beordret og arrangeret, således at forholdene i dansk åndssvageforsorg i dag på godt og ondt er så meget anderledes, at intet menneske — medmindre man modtager guddommelige åbenbaringer — i dag kan svare med samme skråsikkerhed, som jeg ville have kunnet for 5 år siden. Spørgsmålet må nok deles op, og jeg vil tro, at det må deles op i mindst 3 underafdelinger.

1. Hvor stor må en institution være?
2. Hvor store afdelinger må man have inden for en, enkelt institution?
3. Hvor store enheder må man have inden for hver enkelt afdeling? Og jeg tænker her navnlig på sovestuerne.

Ad. 1. I gamle dage, hvor vi i alt fald her i Jylland havde en administrerende overlæge, der virkelig var ansvarlig, ville jeg som allerede nævnt uden betænkning have accepteret institutioner med 1000 eller for den sags skyld 2000 patienter. Det helt afgørende var, om der var et tilstrækkeligt antal afdelinger, således at man var helt sikker på, at man havde til rådighed de fornødne muligheder for at fordele og sortere patienterne. Ikke, som man nu i nymodens raseri har fundet på efter helt fiktive inddelinger mellem børn og voksne, efter alder, køn, intelligensgrad, vanskelighed og i øvrigt efter behov. Altså det gamle ideal, under hvis skygge eller læ, jeg er opvokset: den store kombinerede anstalt, hvor man kunne modtage alle kategorier af åndssvage og behandle dem, dels med undervisning, oplæring og udskrivning for øje, men dels med henblik på det, som foreningens formand, landsretssagfører Albert Christensen, på Nyborgmødet med et bemærkelsesværdigt udtryk betegnede som et ”reservat” for de patienter, som nu engang må blive i institution, og hvis behov på mange måder er anderledes end de ”perfektibles”.

Dengang havde man i alt fald i Jylland den ordning, at en administrerende overlæge var ansvarlig. Han var faktisk i forholdet til bestyrelsen eneansvarlig, over for dette har man bl.a. anført den indvending, at ingen enkeltmand kunne kende 1700 patienter. Med hånden på hjertet: kan en enkeltmand kende 800 patienter? eller 400? eller hvor langt skal vi ned? Skal en overlæge være i ”faderens sted”, som man så kønt siger om os, så må vi dog vist påfaldende meget længere ned end 400, måske ned til 40 eller til 20 eller 10 eller i disse børnebegrænsningens tider til 3 eller 4. Men det vil jo nok blive lidt kostbart og uhandigt. Begynder man først at bevæge sig i tal, der skal måles i hundreder, er det uden betydning, hvilket talt, der står foran nullerne. Og det kunne en administrerende og ansvarlig overlæge også udmærket klare, hvis han gjorde sig det klart, hvad man, han selv, hans patienter og plejepersonale og ikke mindst hans egen samvittighed ventede af ham. Og selv den mest ømme samvittighed (sådan en har jeg til meget besvær for mig selv haft i mange år) ventede ikke, at overlægen personlig skulle kunne kende 800 patienter. I min velmagtstid var jeg ansvarlig for sammenlagt mere end 2700 patienter, når her inkluderes Vodskov med filialer, familiepleje og ventetidsforsorg. Det har aldrig været tallet, der har holdt mig vågen En administrerende overlæges opgave var at koordinere. Eller sagt med ganske enkelte ord på jævnt dansk: overlægen skulle sørge for, at det rendte rundt, og at der for hver enkelt patient var i alt fald een ansvarlig funktionær, der kendte patienten og stod til ansvar for ham over for overlægen.

Det gik storartet. Det gik så fremragende, at minsandten overlægen fik mulighed for at beskæftige sig med og kende et langt større antal patienter personligt, end min beskedenhed tillader mig at sige. Nu har man fundet på at dele ansvaret op på 4 (fire) centerledere, der alle skal være ansvarlige. Dette har medført en sådan overbygning af administration, en sådan overdrivelse af indbyrdes konferencer, et sådant tidsspilde i det daglige, at Parkinson ikke i feberfantasier ville have kunnet forestille sig noget tilsvarende. Resultatet er blevet, at i alt fald overlægen (jeg vil meget nødig, nej, jeg vil slet ikke udtale mig om de øvrige centerlederes forhold) men altså overlægen må spilde sin tid i endeløse møder og konferencer og forhandlinger og korrespondance, således at resultatet i dag er, at han hverken kan overkomme at kende patienterne, tale med dem, kende plejemødre, men værre endnu: alt initiativ på institutionen er ved at gå i stå. Vi har fået trossen i skruen, og det forekommer lejlighedsvis, at vi hverken kommer frem eller tilbage.

Under disse omstændigheder kan jeg i dag ikke besvare spørgsmålet, om vi skal have store eller små institutioner. Jeg tror i dag ikke, at det spiller nogen rolle. Ledelsen er kommet patienterne så fjernt, at det er ganske ligegyldigt, om institutioner rummer 100, 1000 eller 2000 patienter. Der skal under alle omstændigheder nok blive så meget administrativt forhandlings- og papirarbejde, at vi ikke når at udføre det, som jeg faktisk egentlig troede, jeg fik min løn for: kende patienterne og arbejde med dem.

Vorherre siges at have sørget for, at træerne ikke voksede op i himmelen. Mon Vorherre har overvejet, at man jo har lært at lave papir af træerne?

Ad. 2. Hvor store afdelinger? Hvis man sådan rigtig vil sige noget, der sikkert vil gøre en populær, så siger man: jo mindre afdelinger des bedre. Det kan jo da enhver forstå. Jo færre patienter pr. afdelingsleder eller pr. plejer des bedre for patienten. Dette synspunkt er sikker på at vinde bifald fra funktionærforbundet. Her er det jo kuriøst, at man fra fagforeningshold i disse tider, hvor hver institution kæmper for overhovedet at bevare det mindste minimumstal af plejepersonale og bogstaveligt er ude af stand til at skaffe sig dette, finder det rigtigt at slå drabelige slag for at mindske afdelingernes størrelse og dermed forøge behovet for det plejepersonale, vi ikke har og ikke vil få i overskuelig tid. Jeg har ladet mig fortælle, at der i dag i Danmark findes nybyggede, fuldt monterede afdelinger, som man endnu ikke har taget i brug, fordi man savner arbejdskraft. Alligevel går ansvarlige mennesker og organisationer ind for opdeling af de såkaldte store afdelinger. Vedkommende er naturligvis til en vis grad sagkyndig; men alligevel viser det sig, at forældrene alt for let falder for sådanne letkøbte postulater. Prøver vi at anskue det med de åndssvages øjne (noget, man i disse år hører ikke så meget om) stiller det hele sig efter min mening påfaldende anderledes.

For så vidt angår børn, består der efter min mening overhovedet ingen tvivl om, at det store flertal af vore afdelinger er alt for store. Helt urimeligt og uforsvarligt store. Dette ved vi fra det såkaldte ”Brookland experiment”. Men i øvrigt ved vi det fra den daglige erfaring. Det er uden for sømmelighed, at vi f.eks. her i Vodskov har et børneasyl for ældre asylbørn på 84 pladser. Intet taler til forsvar herfor. Om man skal ned på 20 eller 15 eller 25 er mig eet fedt. Det beror jo bl.a. på, hvorledes de nye afdelinger er indrettet. Men 84 børn i een afdeling! Kære venner, hvor er vi henne?

Det samme gælder nok de imbecile børn. For så vidt angår de debile børn, altså skolehjemsbørnene, er jeg ikke helt så sikker i min sag. Der må naturligvis være en grænse et eller andet steds opad. Men på den anden side kan det ikke ryste mig eller holde mig vågen, at vi her i Vodskov i een bygning har ca. 125 skolebørn. Der er meget, der taler for et robust fællesprogram — men med den helt nødvendige underforståede tilføjelse, at vi jo også må have et mindre skolehjem for det debilklientel, der ikke kan klare sig i det store milieu. Det er jo i det hele taget medaljens revers, at vi nok har formået at bygge store afdelinger, men ikke det helt nødvendige supplement til disse, der må bestå i et antal mindre afdelinger, beregnet for de åndssvage, der ikke kan tåle lugten i bageriet.

For så vidt angår voksne vil jeg være enten ligeglad, om de bor i store afdelinger eller små, eller jeg vil for så vidt angår et afgrænset klientel med næb og kløer gå ind for, at der på hver forsorgscenter bevares eller bygges store afdelinger. Hvis der skal være nogen mening i det fæle ord ”reservat”, må det efter min mening bestå deri, at der på hver institution findes afdelinger, hvor det er de åndssvage, der dominerer. En sådan afdeling skulle efter mit skøn belægges med voksne, resp. ældre patienter, om hvem man med stor sikkerhed tør sige, at de ikke kunne udskrives til ”friere forhold”. Om der bor 50 eller 100 patienter på en sådan afdeling er for mig uden betydning. Afgørende er, at man får mulighed for at sortere de patienter bort, som ikke egner sig til dette milieu. For det er jo meget, meget morsommere at bo på en stor afdeling end på en lille og meget mere stimulerende. Der sker meget mere. Der kommer mange flere besøgende. Der er helt anderledes muligheder for fællesarrangementer. Der er en ganske anderledes følelse af fællesånd. Det er en blodig skam, at man overvejer at reducere de ”store afdelinger”. Det kan være til gavn for personale og til ureel reklame, men det er spillemig synd for patienterne. Jeg taler her efter 30 års erfaring, hvor jeg i alt fald i de første 25 år havde så megen føling med patienterne, at jeg vidste, hvad jeg talte om. Men det er naturligvis en forudsætning, at de »store« afdelinger ikke er overbelagte, og kun er belagt med egnet klientel. Og de to forudsætninger når vi jo nok ikke på denne side tusindårsriget og i alt fald ikke under helhedsløsningen.

Ad. 3. Hvor mange patienter på hver sovestue. Om dette spørgsmål er der sagt en forskrækkelig masse sludder, navnlig fordi man ud fra egne (overklassefornemmelser og erfaringer) søger at slutte sig til, hvad åndssvage mener og føler. Og føler de åndssvage noget andet, end hvad man selv mener, de burde, så har man altid et par nedsættende ord at føje til. ”Flokmentalitet” er et af de sidstopfundne.

Hvor stor skal en sovestue være? Fra gammel tid (jeg ved ikke, om man stadig taler derom) har man i børnehjemskredse gået imod to sengs-stuer. For det var jo helt forfærdeligt, hvad sådan to unge kunne finde på af sexuelle arrangementer. Fra børnepsykiatrisk hold har man været betænkelig ved tre sengsstuer. For så rotter de to sig sammen mod den tredje. Og mon der ikke også var noget galt med fire senge i en sovestue? Men det har jeg faktisk glemt, ganske ligesom jeg glemmer så meget, der ikke gør andet indtryk på mig end at jeg på mine gamle dage fortsat kan undre mig over, hvad mennesker dog kan finde på at mene og sige. De store sovesale med 30 og 50 senge er der vel ingen, der vil forsvare, ej-heller jeg, selv om man kan se dem i England, hvor alle synes at være glade ved dem. I den helt urimeligt fornemme Winchester kostskole, hvor bl.a. så prominente elever som feltmarshal Wavel har gået, så jeg så sent som for 3-4 år siden sovestuer med 16 senge. At man gider snakke så meget om dette spørgsmål. Kun på eet punkt må jeg med al den smule autoritet jeg kan mønstre protestere. Vi vil og må og skal og bør og kan ikke være bekendt at indrette vore institutioner med lutter eneværelser. Jeg ved, at der er ønsker, ikke just planer, herom, og jeg henstiller til forældreforeningen, at man søger at stikke alle tænkelige kæppe i hjulet på disse planer. Efter min mening vil det være intet mindre end forbryderisk at byde et barn, der kommer ude fra til en institution, og som aldrig sit ganske liv har sovet alene nogen eneste nat at bo i et eneværelse. Der er et vist behov for eneværelser. Hvor stort er svært at gøre op. Efter min mening kan man bedst udtrykke det således: Vore åndssvage medborgere bør stort set have det således, som ikke vi ønsker det, men som vi har fornuftig anledning til at tro, at de selv ønsker at have det. Dette betyder i mine øjne, at de fleste bør bo i 2-3-4-6 sengestuer, men ganske særligt, at der på hver eneste afdeling bør være et vist antal enestuer til brug for de patienter, som skønnes enten til stadighed eller for en overgang at trænge dertil. Men man bør gøre sig ganske bestemt klart, at dette ikke er et flertal eller blot et tal, der nærmer sig et flertal.

Til slut må jeg komme med et par bitre bemærkninger. Da den nye åndssvagelov kom den 1. oktober 1959, var det jo for mange, som om solen nu brød frem, og en nytidsmorgenrøde udbredte sig over det ganske land. Og i alt fald til at begynde med blev der jo også bevilget penge til forsorgen, penge i et format, som man den første tid talte højt om og pralede med. I dag sidder vi igen i muddergrøften. Pengene er gået til mange fortræffelige formål (plejelønsforhøjelser og lommepenge) men herudover må det vist i al vankundighed siges, at pengene jo mere er gået til opbygning af et administrationsapparat, der igen er skabt i forventning om en virkelig forbedring af de åndssvages kår, end til hvad jeg vil kalde virkelighedsnære og aktuelle gevinster for de åndssvage. Og ved sådanne forstår jeg opførelse af institutionspladser. Det er ikke externatskoler og externe foranstaltninger, vi i første omgang trænger til. I første omgang trænger vi til institutionspladser. I anden omgang trænger vi til institutionspladser. I tredje o.s.v. og så kan De selv fortsætte. Og før vi får de helt uomgængeligt nødvendige pladser, er der i mine øjne ingen grund til at tale højt om, hvad den nye lov har skaffet Danmarks åndssvage. Men så kommer spørgsmålet: vi kan være uenige om, hvorledes disse pladser skal bygges. I små, mellemstore eller store enheder. Men tilbage bliver den hårde og måske onde virkelighed, at store enheder er billigere at opføre, billigere at drive og kræver færre funktionærer (tænk blot på, hvad nattevagt koster). Igen hånden på hjertet og svar på det gamle og evigt aktuelle spørgsmål: skal vi bygge stort og gennemførligt, eller skal vi bygge efter, hvad nogle anser for at være idealkrav, men som efter helhedsløsningen og byggestop mere og mere synes at fortone sig i en blå sky. Her er Rhodos, og her må dansk åndssvageforsorg springe. I gamle dage sprang vi. Det kan være, vi sprang forkert. I dag kan det forekomme, som vi står på stedet og tegner generalplaner.

Spørgsmålet er ikke: store eller små institutioner og ganske overmåde meget mindre spørgsmålet: små eller store sovestuer, men vel nok til en vis grad: små eller store enkeltafdelinger. Det helt afgørende spørgsmål er: er der plads til patienterne. Overbelægning og pladsnød må først og fremmest afskaffes. Så går resten nok af sig selv.

Det vil sige, gør det? For een ting har vi i dag glemt, som vi gamle lagde så megen vægt på, nemlig det, som i dag er et uartigt og nødigt hørt ord, men som vi kaldte ånden på institutionen. Kan der findes en ånd, hvor der ikke findes enkeltmandsansvar?

G. Wad