Samlet front mod Ellemanns reformforslag
Udover KL er det svært at finde nogen som helst, som synes, at Ellemanns forslag om et indsatskatalog i en reform af servicelovens voksenbestemmelser er en god ide.
Weekendens mediebillede har været præget af en intens debat om regeringens forslag til reform af servicelovens voksenbestemmelser. Som vi allerede har skrevet flere gange på LEV.dk, så er der flere elementer i reformforslaget, som er stærkt problematiske. Væsentligst er det såkaldte indsatskatalog, som medfører, at borgeren mister det entydige retskrav på en række specifikke ydelser – som for eksempel beskyttet beskæftigelse og dermed et dagligt miljøskifte.
LEV er ikke alene med bekymringen over reformforslaget. Formand for DH, Thorkild Olesen, medvirkede søndag aften i TV-Avisen, hvor han udtrykte sin generelle bekymring over forslaget – men også fremhævede mennesker med udviklingshæmning som en af de grupper, som rammes af forslaget. Thorkild Olesen mener, at flere udviklingshæmmede risikerer at blive overladt til en tilværelse indenfor deres botilbud døgnet rundt, hvilket er en bekymring som LEV også har udtrykt flere gange.
Kritikken af reformforslaget bakkes op af hele handicapbevægelsen, blandt andet Spastikerforeningen, UlykkesPatientForeningen (Tidligere PTU), Epilepsiforeningen og Dansk Handicapforbund.
Orientering på DR's P1 har også set på regeringens forslag. I programmet konstateres det, at der ikke er stor forskel på indsatskataloget og så den tilbudsvifte, som tidligere socialminister Manu Sareén trak tilbage på grund af betydelig modstand.
Fagfolk: Indsatskataloget er en rettighedsmassakre
P1's radioindslag indeholder også et interview med ekstern lektor i socialret på Aalborg Universitet, Nina von Hielmcrone, som er uenig i regeringens argument om, at indsatskataloget er nødvendigt for at lave en helhedsorienteret sagsbehandling. Den mulighed eksisterer allerede i den nuværende lovgivning, vurderer hun. Også Kirsten Ketscher, professor i socialret ved Københavns Universitet, har til DR udtalt sig om det katalog, som hun ligeud betegner som en ”rettighedsmassakre"
Markant politisk modstand
Også fra politisk hold er der også en betydelig skepsis overfor forslaget og i særdeleshed den del, der handler om indsatskataloget. Socialordfører for SF, Kirsten Normann Andersen, udtaler til Jyllands-Posten: ”Man må gå ud fra at kommunerne vil tage nogle af de løsninger i anvendelse igen, som de tidligere har fået underkendt af statsforvaltningen”. Hun bliver suppleret af Karina Adsbøl, handicapordfører for Dansk Folkeparti: ”Man kan jo frygte, at indsatskataloget vil føre til endnu større besparelser på handicapområdet”.
Senest har Pernille Rosenkrantz-Theil, socialordfører for Socialdemokraterne, i Jyllands-Posten mandag givet udtryk for en stærk modstand mod indsatskataloget: ”Socialdemokraterne vil ikke være med til at veksle rettigheder til et skønsbaseret system. Lur mig om ikke et antal af kommunerne kommer til at bruge det som skruetvinge mod de handicappede. ”
Markant opbakning til LEVs synspunkter
I LEV er vi glade for den brede kritik af forslaget. Landsformand i LEV, Sytter Kristensen, udtaler:
- Når så mange andre - handicaporganisationer, journalister og fagfolk – deler vores vurdering af indsatskataloget, så er det klart, at vi kun bliver bestyrket i vores bekymring. Men jeg noterer også med stor tilfredshed de meget stærke politiske udmeldinger fra mange af partierne på Christiansborg. Jeg håber inderligt, at regeringen hurtigt kommer til fornuft og dropper indsatskataloget, siger Sytter Kristensen.
Læs mere
Nu forhandles der ny servicelov
DR: Eksperter: Regeringens udspil går hårdt ud over handicappede
JP: Ellemanns handicapforslag møder bred og skarp kritik
JP: S nægter at fjerne rettigheder for handicapppede