Spring navigationen over og gå direkte til indhold

LEV til KL: Lad os mødes og tale STU

Formanden for KL’s Børne- og Kulturudvalg afviste i et debatindlæg i Altinget om STU’ens fremtid, at KL vil forringe uddannelsesmulighederne for unge med udviklingshæmning og andre med handicap. Indlægget var et svar på et indlæg fra LEVs landsformand, der udtrykte bekymring for KL’s anerkendelse af STU’en som en ungdomsuddannelse. Nu inviterer LEV børne- og kulturudvalgsformanden til møde.

NYHED

LEVs landsformand, Anni Sørensen, har i dag sendt et brev til formanden for KL’s Børne- og Kulturudvalg, Anna Mee Allerslev. Heri foreslår Anni Sørensen, at der afholdes et møde mellem hende og Anna Mee Allerslev, hvor man kan drøfte holdninger og perspektiver i forhold til Den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse, STU.

LEV: Bevar retskravet på en STU
Anledningen til mødet er en debat mellem de to foreninger, som er fundet sted i netmediet Altinget.dk henover marts og april. Debatten mellem KL og LEV udsprang af rapporten ”Bedre veje til en ungdomsuddannelse”, som det såkaldte Stefan Hermann-udvalg udgav i marts måned. Ekspertudvalgets rapport rummer en række anbefalinger til reform af de uddannelser, som er rettet mod de unge, som ikke går den lige vej igennem systemet. Den helt centrale anbefaling går ud på, at man samler en lang række forberedende uddannelser til én – den såkaldte FVU – Forberedende Voksenuddannelse.

KL har præsenteret et lignende udspil, under overskriften ”Godt på vej”. Der er mange ligheder mellem KL’s udspil og rapporten fra Stefan Hermann-udvalget, men en afgørende forskel er, at KL med sit udspil anbefaler, at STU’en skal indgå i den samlede forberedende voksenuddannelse (FVU). Og det var netop denne anbefaling, som et debatindlæg fra LEVs landsformand, Anni Sørensen, tog udgangspunkt i. Her skrev Anni Sørensen blandt andet:

”En sammenlægning af STU'en med FVU er en de facto afskaffelse af førstnævnte. Der vil i realiteten ikke længere være tale om en ungdomsuddannelse, idet den sammensmeltes med en uddannelsesforberedelse. Men værst af alt, så vil en sammenlægning indebære en markant svækkelse af det retskrav, som i dag gælder for STU-målgruppen.”

Anni Sørensen konstaterer videre, at KL længe har argumenteret for, at afskaffe det retskrav på en STU, som blandt andre unge med udviklingshæmning har i dag. Det vil især ramme unge med de mest indgribende funktionsnedsættelser mener landsformanden. Anni Sørensen afslutter med håbet om, ”…at politikerne på Christiansborg vil ignorere den kampagne, som KL og en del af deres medlemmer sikkert vil iværksætte i den kommende periode. Stå fast på, at Danmark er et samfund, hvor vi også tilbyder ungdomsuddannelse til de svageste.”

KL: Vi vil ikke forringe uddannelsesmuligheder
Nogle dage senere svarede Anna Mee Allerslev med et nyt debatindlæg i Altinget. Her afviste formanden for KL’s Børne- og Kulturudvalg, at KL har intentioner om at forringe uddannelsesmulighederne for unge med funktionsnedsættelser. Anna Mee Allerslev kommenterer ikke direkte på spørgsmålet om KL’s holdning til det gældende retskrav på en STU. Men hun forklarer, at KL’s hensigt ikke er ”…at fjerne muligheden for uddannelse for unge med funktionsnedsættelser. Tværtimod. Målet er at skabe en forenkling inden for hele området af forberedende uddannelsestilbud med de unge i centrum – også de unge, som i dag er på STU”

Der er imidlertid noget som tyder på’ at KL slet ikke betragter STU’en som en ungdomsuddannelse. I sit indlæg fremhæver Anne Mee Allerslev således blandt andet, at KL’s forslag er, at ”…erhvervsgrunduddannelsen (EGU), kombineret ungdomsuddannelse (KUU) og STU sammenlægges til én uddannelsesretning. Vi taler om en ramme, der sikrer høj kvalitet”

Møde skal afklare perspektiver og holdninger
Dermed er der tale om fundamentalt forskellige opfattelser af hvad en STU overhovet er i henholdsvis KL og LEV. Det er baggrunden for at LEVs landsformand, Anni Sørensen, i dag i et brev til Børne- og Kulturudvalgs-formanden har opfordret til, at der afholdes et møde hvor perspektiver for STU’en kan drøftes. I brevet opfordrer hun til, at der på mødet kan komme en afklaring på om KL fortsat mener, ”… at målgruppens retskrav på en STU skal afskaffes”, og om det dermed fortsat er ”… KLs intention, at mennesker med de mest indgribende funktionsnedsættelser ikke skal have et retskrav på en ungdomsuddannelse?”

Læs mere
LEV-formand: KL indtager en bedrøvelig og kynisk position (Altinget.dk)
KL afviser LEV-kritik: Vil hjælpe alle unge i uddannelse (Altinget.dk)

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.