Parasportens Dag er for alle
Parasport Danmarks nye tiltag ’Parasportens Dag’ giver alle med et handicap mulighed for at stifte bekendtskab med idræt for første gang. Dagen bliver afholdt i tre forskellige byer den 23. september.
Til september åbner Parasport Danmark dørene for et helt nyt tiltag: Parasportens Dag. Her vil børn og unge med bevægelses-, syns– eller udviklingshandicap få mulighed for at prøve kræfter med parasport for første gang, eller prøve en helt ny sportsgren inden for parasporten, hvis man allerede er i gang. Parasportens Dag vil blive afholdt tre forskellige steder i Danmark: Aalborg, Vejle og København.
- Parasportens Dag bliver en bred rekrutteringsdag, hvor børn og unge kan prøve, hente viden og information og stille spørgsmål om parasport. Alle er velkomne, siger Søren Jul Kristensen, der er bredde- og teamchef i Parasport Danmark.
Parasport Danmark, der tidligere hed Dansk Handicap Idræts-Forbund, har før lavet rekrutteringsdage, men det var kun for personer med bevægelses- og synshandicap. I år er det første gang, at alle handicapgrupper bliver inviteret med.
- Tidligere havde vi Paralympic Day, der henvendte sig til børn og unge med fysisk funktionsnedsættelse, men i forlængelse af vores navneskift til Parasport Danmark vil vi markere, at parasport er for alle handicapgrupper – bevægelses-, syns- og udviklingshandicap. Derfor har vi til Parasportens Dag også inviteret personer med udviklingshandicap og generelle indlæringsvanskeligheder med. Vi håber, at folk vil tage godt imod tiltaget, siger Søren Jul Kristensen.
Tre muligheder til deltagerne
Parasportens Dag kommer til at bestå af tre dele: Parasportens STADION, Parasportens KONTOR og Parasportens MARKED. På STADION har børn og unge op til 24 år mulighed for at prøve en masse forskellige sportsgrene under kyndig vejledning af dygtige trænere.
- Vi samarbejder med lokale klubber til Parasportens Dag, så der kommer til at være en stor faglighed hos de trænere, som skal instruere børnene. Parasport Danmarks fællestrænere og landstrænere vil også være med, og samtidig vil nogle af vores eliteatleter være til stede, og de vil give input indenfor netop deres sportsgren, siger Søren Jul Kristensen.
Mens stadionkonceptet har været repræsenteret på tidligere rekrutteringsdage, så er Parasporten MARKED en helt ny ide. Her vil det være muligt for alle at kigge nærmere på de idrætter, der ikke bliver præsenteret på STADION. Derudover vil der også være stande fra handicaporganisationer og relevante virksomheder, der vil have masser af gode input til udøverne og deres familier.
På Parasportens KONTOR vil Parasport Danmarks konsulenter stå klar med hjælp til at komme videre, hvis man har fundet en sportsgren, man har lyst til at udforske mere.
- Vi håber at dagen bliver et inspirationssted for alle med et handicap, så de vil komme i gang med at dyrke idræt. Parasportens Dag skal være et samlingssted for alle i parasporten, siger Søren Jul Kristensen
Hør nærmere om Parasportens Dag på www.parasportensdag.dk eller kontakt Parasport Danmark.
Læs mere
Parasportens dag 2017 flyer