Spring navigationen over og gå direkte til indhold
Foto: Shutterstock

Kontantreglen beskytter mange

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har netop fremsat lovforslaget »Lov om betalinger«, som blandt andet skal ændre kontantreglen.

NYHED

LEVs landsformand, Anni Sørensen, havde onsdag følgende læserbrev i Information onsdag den 22. marts.

Reglen stammer helt tilbage fra dankortets indførelse og betyder, at virksomheder ikke må afvise kunder, der gerne vil betale med kontanter. Den blev indført for at sikre, at mennesker, der ikke kunne benytte betalingskort, stadig havde mulighed for at betale på lige fod med alle andre.

Nu vil man så slække på reglen ved at give nogle butikker mulighed for at afvise kontanter fra klokken 22 om aftenen til klokken seks om morgenen – i nogle områder endda fra klokken 20. Begrundelsen er, at man vil forebygge røverier.

Jeg synes også, vi skal stoppe tyve, men denne løsning vil desværre få negative konsekvenser for mange både ældre og handicappede borgere, som ikke er i stand til at benytte sig af de eksisterende elektroniske betalingsmidler.

Mange i vores forenings målgruppe – mennesker med udviklingshæmning – kan ikke håndtere pinkoder, NemID, MobilePay og så videre.

I artiklen »Røveritruede butikker må være kontantfrie fra klokken 20« (den 15. marts), bliver erhvervsministeren bedt om at forholde sig til problemet. Det gør han således: »Butikkerne må stadig godt tage imod kontanter, det er helt op til dem selv. Så hvis der er mange, der har brug for kontanterne, vil butikkerne kunne gøre det.«

Ideen med kontantreglen er jo netop, at der ikke er »mange«, som har brug for at anvende kontanter – og derfor mener jeg bestemt, at vi stadig skal have en regel, der beskytter mindretallet og sikrer, at de fortsat kan betale med kontanter hele døgnet.

I det mindste indtil der findes en løsning, som også disse grupper kan benytte sig af.

Læs mere
Kontantreglen beskytter mange (Information.dk)
Røveritruede butikker må være kontantfrie fra klokken 20 (Information.dk)

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.