Politisk ansvar for besparelsers konsekvenser, tak!

Men hvordan kan den slags overhovedet ske? Det er det spørgsmål, som enhver med lokalt, men også nationalt, politisk ansvar må stille sig selv.

Som enhver anden pårørende til et menneske med udviklingshæmning bliver jeg både vred og rystet over Gittes historie. Den rammer i hjertet af de bekymringer, som vi alle kender til – bekymringer, som er blevet stadig mere udbredt de seneste år, hvor besparelser og rationaliseringer er regnet ned over denne del af handicapområdet. Derfor er Gittes historie også endnu et vink med en vognstang om, at ’effektivisering-vanviddet’ er løbet af sporet.

I disse uger forhandles der kommunale budgetter, og en finanslov er ved at være på trapperne. Endnu engang ser vi kommunale budgetforslag, hvor embedsapparatet foreslår såkaldte ’effektiviseringer’ eller ’justeringer’ af serviceniveauet på den hjælp og støtte som ydes mennesker med udviklingshæmning eller andre handicap. Kommunernes takster for botilbuddene – og det vil jo sige de midler, der er til at yde den nødvendige hjælp i hverdagen – er allerede blevet beskåret betydeligt i flere omgange, og serviceniveauet er igen og igen forringet på næsten alle områder.

Konsekvensen er markante forringelser i blandt andre mennesker med udviklingshæmnings mulighed for at leve en rimelig tilværelse med indhold, mening og udviklingsmuligheder. Men som sagen om Gitte fra Aarhus viser, kan det også føre til svigt i den basale omsorg for mennesker, som er helt afhængige af hjælp.

Det kan være svært, at udpege hvilken specifik kommunal besparelse, der har ført til personalets manglende omsorg og pædagogiske indsats for Gitte. Men der tegner sig et billede af en ledelse og et kommunalt system, som konsekvent har ladet være med at reagere på blinkende røde advarselslamper. Man har ladet stå til – måske fordi en ordentlig pædagogisk indsats og omsorg for Gitte kunne medføre, at der skulle flere ressourcer til. Og den slags koster jo penge i det kommunale budget.

Gittes bror, Thomas Brorson, har talrige gange protesteret over behandlingen af sin søster, og både Landsforeningen LEV og især den lokale kreds, LEV Aarhus, har sat fokus på problemerne via møder med politikere, embedsværk og kontakt til presse mv. Kredsen har forlangt, at Aarhus Kommune tog sagen alvorligt og påpeget, at Gittes sag er et symptom på mere udbredte problemer i kommunens botilbud, hvor der i en længere årrække er gennemført den ene sparerunde efter den anden. Aarhus Kommunes embedsmænd erkender, at der er sket alvorlige svigt af Gitte, men forklarer det med luftige formuleringer om utilstrækkeligt ledelsesmæssig fokus, manglende rettidighed og behov for læring. Fokus, rettidighed og læring er der jo ikke noget galt med, men jeg må sige, at jeg savner en politisk ledelse i kommunen, som tager ansvar for konsekvenserne af de gentagende besparelser som de gennem årene har besluttet.

På Christiansborg er situationen på mange måder den samme. Selvom Folketinget har et klart flertal af partier, som fortæller os, at de vil styrke velfærden og at ’et samfund skal kendes på hvordan det behandler sine svageste’, så fortsætter man år efter år med at lægge stramme økonomiske rammer ned over kommunerne. Det handler om en budgetlov og kommunale udgiftslofter, som tilsammen tvinger en stor del af kommunerne til år efter år, at finde besparelser på velfærden – ikke mindst over for dem, som har sværest ved at forsvare sig. I Finansministeriet kalder man ganske vist den slags for ’effektiviseringer’, men realiteten er et samfund som gradvist, men vedvarende, ’behandler sine svageste’ dårligere og dårligere.

Jeg gætter på, at vi ved en kommende folketingsvalgkamp vil blive dynget til med løfter om såkaldt ’styrket kernevelfærd’ – ganske som de har gjort det ved tidligere valg. Nu mangler vi bare, at de pæne ord følges op af politisk handling og prioritering af ressourcer.