Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Førtidspension: Interessant principafgørelse

Ankestyrelsen udsendte i december en principafgørelse med nummeret 58-18. Afgørelsen er interessant, fordi den er en konsekvens af den præcisering af reglerne for tilkendelse af førtidspension, som blev vedtaget sidste forår.

NYHED

Som en konsekvens af et længerevarende pres fra LEV og en lang række andre organisationer blev reglerne for tilkendelse af førtidspension præciseret sidste forår. Præciseringen var udtryk for en politisk erkendelse af, at kommunerne i for mange tilfælde trak borgere rundt i udsigtsløse og uværdige forløb, som reelt blot resulterede i en udskydelse af førtidspensionen og ikke så meget andet. 

Ankestyrelsen – som er klagemyndighed på det sociale område – har nu behandlet en række sager i kølvandet på sidste års præcisering af lovgivningen og truffet en såkaldt principafgørelse, der udover at være en afgørelse af de konkrete sager også fungerer som en rettesnor for kommunen i fremtidige sager.

Principafgørelsen slår fast, at det er en forudsætning for visitation til et ressourceforløb, at kommunen skal kunne beskrive positive udviklingsmuligheder af arbejdsevnen hos en person. Det er ikke tilstrækkeligt - hvad der tidligere har været gældende - at det ikke kan udelukkes, at arbejdsevnen kan udvikles gennem eksempelvis ressourceforløb eller ved deltagelse i STU. Formuleringen ”at det ikke kan udelukkes” stammer fra en tidligere principafgørelse 33-15, som Ankestyrelsen med denne nye principafgørelse ophæver. 

I LEV vurderer vi, at den nye afgørelse kan tolkes som en reel ændring i Ankestyrelsens praksis på dette område. Det har netop været et problem, at mange kommuner har anført, at det ikke har kunnet udelukkes, at arbejdsevnen med tiden kunne udvikles. Nu skal kommunen beskrive et realistisk beskæftigelsesmål i sagen. Et andet interessant aspekt er, at afgørelsen også slår fast, at der er forskel på udvikling af arbejdsevne og tiltag, som udelukkende har sigte på forbedring af borgerens livskvalitet.

Som nævnt indledningsvis er reglerne om førtidspension kun blevet præciseret og ikke ændret grundlæggende. Kommunen skal stadig dokumentere arbejdsevnen. Principafgørelsen slår fast, at en borger som udgangspunkt ikke kan tilkendes førtidspension, uden at det først er forsøgt i udvikle arbejdsevnen i et ressourceforløb, med mindre det er åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan udvikles. En tilsvarende formulering er gældende i dag.

Som borger, pårørende eller frivillig er det værd at være opmærksom på principafgørelsen, da kommunen som nævnt tidligere skal tage den i betragtning, når man afgør nye sager. Og her skal man altså mere aktiv ind og pege på de udviklingsmuligheder, man ser hos borgeren.

Læs mere
Læs hele afgørelsen her (retsinformation.dk)

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.