Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Nyt samarbejde mellem Røde Kors og LEV skal bekæmpe ensomhed hos mennesker med udviklingshandicap

Røde Kors, Landsforeningen LEV og bostedet Vestereng vil samarbejde om at bekæmpe ensomhed hos ældre med udviklingshandicap i Svendborg. I sidste uge underskrev de tre parter en samarbejdsaftale, der er startskuddet til en ny besøgsvenordning.

NYHED

Det har indtil nu været vanskeligt at finde besøgsvenner til udviklingshandicappede på bostedet Vestereng. Men med samarbejdet mellem LEV og Røde Kors håber man nu at kunne ændre på dette. Røde Kors vil matche Vesterengs udsatte beboere med Røde Kors-frivillige, der skal komme med nærvær og interesse i at opbygge en relation, der kan skabe glæde og forebygge ensomhed.

Projektmedarbejder hos LEV Turid Christensen fortæller, at der er stort behov for den fælles indsats:
”Den gennemsnitlige levealder for udviklingshandicappede er desværre omkring 14 år kortere end befolkningsgennemsnittet, men levealderen er steget markant de sidste 50 år.  Antallet af udviklingshandicappede på over 65 år forventes at stige med 27 % fra 2010 til 2020, og det har betydning for den enkeltes sociale netværk, der udenfor de institutionelle tilbud hovedsageligt består af familiemedlemmer. I takt med at familien falder fra, mister personen med udviklingshandicap sit sociale netværk og er derfor udsat i forhold til at opleve ensomhed, der kan have alvorlige konsekvenser for livskvalitet og helbred.”

Svært ved selv at danne relationer
Beboerne på Vestereng er alle voksne eller ældre med udviklingshandicap, og flere har ingen eller få sociale relationer. Deres funktionsnedsættelser betyder samtidig, at de selv har svært ved at opsøge, danne og vedligeholde relationer. Det er derfor med glæde, at afdelingsleder på Vestereng Pia Appelrod går ind i samarbejdet:
”Det giver mig en stor glæde og et håb. Her er en enestående chance for, at det øvrige samfund får en indsigt i, hvad det er for nogle mennesker, vi har med at gøre. En del af beboerne mangler venner og det at have relationer til andre end professionelle er selvfølgelig utrolig vigtigt.”

Ensomhed er et stort problem
Røde Kors’ engagement udspringer af ønsket om at gøre en forskel der, hvor behovet er. Og især har organisationen en stærk ensomhedsdagsorden. Udviklingskonsulent i Røde Kors Anni Brejnholt udtaler:
”Næsten 300.000 danskere føler sig alene og udenfor fællesskabet, og uanset om man er ældre, fængslet, alenemor, psykisk sårbar eller har et udviklingshandicap, så ønsker Røde Kors at være tilstede og gøre en forskel. Derfor giver det naturligvis også mening, at vi indgår i dette nye samarbejde og forsøger at finde frivillige til at blive venner med beboerne på Vestereng”.

Røde Kors har allerede andre steder i landet aktiviteter for og med mennesker med udviklingshæmning, men det er nyt, at Røde Kors og LEV nu går sammen om at sætte ind imod ensomhed.

Søger frivillige i Svendborg
Flere beboere på Vestereng søger allerede nu en ven, så Røde Kors, Vestereng og LEV leder med lys og lygte efter lokale frivillige, der har tid og lyst til at melde sig som besøgsven. Alle interesserede vil deltage på et opstartskursus hos Røde Kors og blive klædt på til at indgå i en relation, der giver masser af nærvær og glæde retur.

 

Interesserede kan kontakte:

Røde Kors
Udviklingskonsulent Anni Brejnholt
Telefon: 2138 9569
E-mail: anbre@rodekors.dk

Landsforeningen LEV
Projektmedarbejder Turid Christensen
Telefon: 2171 6184
E-mail: tc@lev.dk

Vestereng, bosted for udviklingshæmmede voksne og ældre
Afdelingsleder Pia Appelrod               
Telefon: 6225 1613
E-mail: pia.appelrod@svendborg.dk

Læs mere
Røde Kors

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.