Officiel undskyldning – også til mennesker med handicap
Den nytiltrådte statsminister vil, som et af sine første initiativer, give ’godhavnsdrengene’ en officiel statslig undskyldning for overgreb og svigt frem til 1976. LEVs landsformand ønsker de tidligere børnehjemsbørn tillykke og glæder sig over, at statsministeren også vil udrede grundlaget for en tilsvarende undskyldning til mennesker med handicap.
Spørgsmålet om en officiel statslig undskyldning til godhavnsdrengene har længe været omdiskuteret. Adskillige tidligere socialministre har hidtil afvist at en sådan officiel undskyldning kunne komme på tale – ’der var tale om gerninger i en anden tid, som det ikke giver mening at sige undskyld for i dag’, har været et af de gennemgående argumenter mod undskyldningen.
Men nu er den officielle undskyldning altså på vej. Statsminister Mette Frederiksen vil ved et arrangement på Marienborg den 13. august give en officiel undskyldning for statens manglende tilsyn med forholdene for de anbragte børn.
I en udtalelse på sit ministeriums hjemmeside siger statsministeren blandt andet, at det er ”… på høje tid, at vi giver ofrene en undskyldning”. I udtalelsen understreger hun imidlertid også, at ”godhavnsdrengene og andre børnehjemsbørn var ikke de eneste, der var udsat for svigt af det statslige tilsyn. Det var andre grupper, fx mennesker med handicap, også.”
Derfor vil regeringen igangsætte et udredningsarbejde, der skal belyse omfanget af svigt af andre persongrupper, herunder mennesker med handicap. Udredningen skal fastlægge grundlaget for en officiel undskyldning fra staten til andre grupper.
Den melding glæder LEVs landsformand, Anni Sørensen. Hun glæder sig på vegne af godhavnsdrengene, som i årevis har kæmpet hårdt for, at staten skulle påtage sig et ansvar for de hårdhændende overgreb, som de anbragte børn blev udsat for dengang.
Overgrebene i åndssvageforsorgen
- Det er en stor og vigtig anerkendelse til godhavnsdrengene og deres kamp. Det er fortjent. Jeg er samtidig meget taknemmelig for, at statsministeren vælger at fremhæve mennesker med handicap som en af de grupper, der også fortjener en officiel statslig undskyldning.
- Tusindvis af mennesker med udviklingshæmning blev i samme periode udsat for en behandling i Statens Åndssvageforsorg, som også efter datidens målestok var helt uacceptabel: Tvangssterilisering, årevis med bæltefiksering, invaliderende hvide-snit operationer og meget andet. Disse ofre mener jeg også har krav på en officiel statslig anerkendelse og undskyldning, siger Anni Sørensen.
De hårdhændede overgreb på de anbragte på børnehjemmet Godhavn i perioden frem til midten af 1970’erne er veldokumenterede i flere forskningsrapporter og vidneberetninger. Og drengenes skæbne har også været genstand for stor medieopmærksomhed, spillefilm mv. Men der findes også betydelig viden om forholdene for børn, unge og voksne med udviklingshæmnings forhold i forsorgen i samme periode.
Et forskningsprojekt fra 2010 dokumenterede eksempelvis, hvordan mennesker med udviklingshæmning – mange af dem børn – systematisk blev udsat for den vidtgående hjerneoperation "det hvide snit" (lobotomi) helt frem til 1983. Mange af operationerne havde dødelig udgang – andre var stærkt invaliderende.
Et andet omfattende forskningsprojekt fra 2015, publiceret under titlen ”På kanten af velfærdsstaten” rummer tilsvarende dokumentation og beskrivelser af nogle af de hårdhændede overgreb, som alt for mange anbragte i åndssvageforsorgen blev udsat for.
Læs mere
Udviklingshæmmede børn fik det hvide snit (K.dk)
PM Officiel undskyldning til Godhavnsdrengene og børnehjemsbørn (Statsministeriet.dk)