Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Danskerne er ikke i tvivl – mennesker med udviklingshæmning er en del af kernevelfærden

Over 90 procent af danskerne svarer i en ny Kantar Gallup-undersøgelse, at det er en del af kernevelfærden at skabe tryghed og trivsel for mennesker med udviklingshæmning. Og et stort flertal er også villig til at bakke det op med flere skattemidler.

NYHED

’Kernevelfærd’ er et vigtigt valgtema – også denne gang. Og alle er enige om, at der skal være råd til kernevelfærden. Politikerne er ofte ret upræcise, men typisk omfatter betegnelsen ældre, sundhed og børn. Men hvor står mennesker med udviklingshæmning i denne kamp om fokus, sympati – og økonomisk prioritering? Er ordentlige vilkår og udviklingsmuligheder for mennesker med udviklingshæmning en del af kernevelfærden?

De står helt centralt. Over 90 procent af danskerne svarer i en ny meningsmåling, som LEV har fået foretaget hos Kantar Gallup, at det er en del af kernevelfærden at skabe tryghed, udvikling og trivsel for mennesker med udviklingshæmning.

Og danskerne mener det alvorligt. En stor del af de adspurgte i undersøgelsen er også villige til at betale mere i skat for at forbedre forholdene for voksne med udviklingshæmning.

På spørgsmålet ”kommunerne bør forbedre serviceniveauet i forhold til voksne med udviklingshæmning og familier med et barn med udviklingshæmning, også selvom det vil resultere i skattestigninger?” svarer mere end to ud af tre, at de er enige eller delvist enige. 16 procent er helt eller delvis uenige, mens resten svarer ”ved ikke”.

Resultatet glæder LEVs landsformand, Anni Sørensen:
- Danskernes er ret entydige i deres  opbakning til, at børn, unge og voksne med udviklingshæmning er en helt grundlæggende og vigtig del af velfærden her i landet – og til at det er en velfærd, som skal prioriteres med tilstrækkelig økonomi. Det er på tværs af partipolitiske præferencer, og det varmer selvfølgelig, at danskerne grundlæggende bakker op om LEVs kamp for bedre vilkår, siger Anni Sørensen.

Men befolkningens vilje til at sikre denne del af kernevelfærden må siges at stå i kontrast til de seneste mange års intense sparepolitik i forhold til mennesker med udviklingshæmning, mener Anni Sørensen. Besparelser, som kan mærkes hver eneste dag: Forringede muligheder for et beskæftigelses-  eller dagtilbud med mening og indhold, beskæringer i antallet af pædagogiske medarbejdere i botilbud, nedskæring af hverdagsledsagelse eller ledsagelse i forbindelse med en årlig uge i sommerhus i Danmark. Og desværre en hel masse andet.

Landspolitikerne har et ansvar
Anni Sørensen  håber, at resultaterne af Kantar Gallup-undersøgelsen vil gøre indtryk på de partier, som nu er i fuld gang med valgkampen. For det er på Christiansborg, at hovedansvaret for sparepolitikken ligger, mener landsformanden. Danskerne ønsker og forventer, at landspolitikerne handler aktivt for at beskytte mennesker med udviklingshæmning.

- Hovedansvaret for de mange forringelser ligger hos skiftende regeringer og deres respektive flertal de seneste syv-otte år. Fra Christiansborg har man år efter år pålagt kommunerne alt for stramme økonomiske rammer – og det har slået direkte igennem i forhold til nogle af samfundets mest sårbare, mener Anni Sørensen.

Bedre retssikkerhed og mindre ulighed
Det er en kendt sag, at forvaltningen af sociallovgivningen kan være forskellig fra kommune til kommune. Ankestatistikken på socialområdet viser, at der er ekstremt mange fejl og mangler i kommunernes afgørelser – især på børne-handicapområdet, hvor fejlprocenten de sidste par år har ligget på omkring 50.

Det mener et overvældende flertal af danskerne er urimeligt. Der skal være mindre vilkårlighed og styrket retssikkerhed for borgerne, fremgår det af undersøgelsen. Helt konkret så siger ni ud af ti i undersøgelsen, at de er enige eller delvist enige i, at ”Folketinget skal gribe ind over for kommuner, som har mange forkerte afgørelser.”

Viljen til at igangsætte konkrete initiativer, der kan styrke retssikkerheden, er også tydelig i forhold til svarene på et andet af undersøgelsens resultater. Ni ud af ti af danskerne i Kantar Gallup-undersøgelsen mener således, at ”mennesker med udviklingshæmning, som ikke selv kan klage over en afgørelse fra kommunen, skal have ret til at få uvildig hjælp til at klage.”

Det tolker Anni Sørensen som en overvældende opbakning til LEVs mangeårige kamp mod den handicapbetingede ulighed i retssikkerhed:
- Jeg synes, at det viser, at danskerne generelt har en fin forståelse for hele målgruppen af udviklingshæmmede. De ved godt, at det kommunale apparat kan være meget svært at navigere i, og for mange er det helt umuligt, hvis man ikke har nogen til at hjælpe sig. Og det kan ikke kun bero på, at man har familie eller andet, som lige kan hjælpe en. Hvis retssikkerheden skal sikres, så skal alle have mulighed for at få den fornødne hjælp, siger Anni Sørensen.

Ikke et spørgsmål om rød eller blå
LEV har valgt at få gennemført Kantar Gallup undersøgelsen for at vise kandidaterne i den igangværende folktingsvalgkamp, at forholdene for børn, unge og voksne med udviklingshæmning er et vigtigt emne for danskerne. Uanset udfaldet af valget, så er det vigtig viden, mener LEVs landsformand:
- Uanset om statsministeren hedder Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen efter valget, så må der nu sættes en stopper for den udsultning af handicapområdet, som vi har været vidne til. Det burde hverken være et spørgsmål, om man tilhører rød eller blå blok – det viser danskerne med deres tydelige svar i denne undersøgelse, siger Anni Sørensen.

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.