Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Jan og Jacob fik fint besøg af minister

Jacob og Jan fik fint besøg, da Social- og indenrigsminister Astrid Krag og LEVs landsformand Anni Sørensen besøgte dem på deres arbejdsplads i MENY Karlslunde for at høre mere om, hvordan det er at arbejde på det almindelige arbejdsmarked, når man samtidig har et handicap.

NYHED

Både Jan og Jacob får udbetalt deres førtidspension hver måned, men ved siden af deres pension har de altid haft et ønske om at få et job, der kan bidrage til en hverdag med indhold, ansvar og kolleger.

Gennem KLAPjob fik Jan og Jacob deres job hos MENY.

Glæden og stoltheden ved deres arbejde stråler ud af Jan og Jacob. Det opdagede ministeren også hurtigt på sit besøg. Jan, som er ordblind og sidder i kassen, fortalte ministeren, hvordan han bruger sit helt eget system med symboler til at taste varer ind. Jacob arbejder i vinafdelingen og inviterede ministeren og formanden ned til smagsprøver.

– Det gør et kæmpe stort indtryk at høre Jan og Jacob fortælle om, hvad det betyder at have noget at stå op til og have nogle, der forventer noget af en. Samtidig beviser de over for sig selv, at de kan noget. Og de kan jo vældig meget begge to. Det er dejligt, at de kan få lov til at bidrage på arbejdsmarkedet, men det er også dejligt, at der er nogle arbejdsgivere, der har brug for det de kan, siger Social- og indenrigsminister, Astrid Krag.

Jan og Jacobs arbejdsgiver, købmand i MENY Karlslunde, Harly Jacobsen er meget glad for Jan og Jacobs indsats i butikken og mener, at hans butik har pligt til at tage et socialt ansvar.

– Vi har som butik et socialt ansvar. Arbejdet giver Jan og Jacob indhold i hverdagen og vi har også rigtig meget glæde af dem, og vores kunder kan rigtig godt lide dem. De giver en super god kundeservice og de giver et godt humør og så er de passioneret omkring deres arbejde, udtaler købmand Harly Jacobsen.

LEVs formand Anni Sørensen var meget tilfreds med besøget og var glad for, at ministeren fik mulighed for at møde og snakke med Jan og Jacob. Begge mænd er et glimrende eksempel på, at alle kan noget og alle der kan og vil skal have mulighed for at være en del af arbejdsmarkedet.

– Med besøget i dag har ministeren fået et indblik i KLAPjobbernes verden og det er jeg rigtig glad for. De her skønne borgere Jan og Jacob, som er på førtidspension, har vist, at med det rigtige job, den rigtige indstilling og den rigtige købmand, så får de et bedre liv. Det er til gavn for købmanden, dem selv og alle os andre, udtaler formand for LEV, Anni Sørensen.

KLAPjob har i alt skabt over 3.300 job til målgruppen.

Læs mere
Besøg KLAPjobs hjemmeside

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.