Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Store kampe venter i 2020

Landets kommuner har nu vedtaget deres budgetter for 2020. I de tre største kommuner har LEVs kredse været med i omfattende aktiviteter for at sikre bedre forhold for mennesker med udviklingshandicap – eller i bedste fald undgå nedskæringer. Det er til en vis grad lykkedes at holde besparelserne stangen, men allerede næste år truer nye. Så behovet for aktivisme bliver kun større.

NYHED

I de seneste uger har LEV delt adskillige historier på de sociale medier om, hvordan de kommunale politikere har prioriteret midlerne på handicapområdet for næste års budget. I nogle kommuner bliver der tilført midler. Andre steder bliver der sparet, eller niveauet er uændret.

De resultater skal blandt andet ses i lyset af kommuneaftalen mellem KL og regeringen for kommunernes budgetter for 2020, der blev indgået for nogle måneder siden. Her fik landets kommuner tilført ekstra økonomiske midler til at løse det såkaldte demografiske, træk. Det vil sige hjælp til, at der er kommet flere ældre, flere børn og flere mennesker med handicap, der har brug for støtte i hverdagen.

Flere midler – mere politisk opmærksomhed - større forventninger
Men spørgsmålet er, om det er nok. For både før og under folketingsvalget var der et stort politisk fokus på at prioritere handicapområdet højere. Og i blandt andet handicaporganisationerne har der været en klar forventning til, at handicapområdet ville blive tilført flere midler. Heriblandt også ude i de lokale LEV-kredse, der tydeligt mærker konsekvenserne af de besparelser, som handicapområdet har været igennem i de seneste år. En af de lokalformænd er Jon Jensen fra LEV Odense, der sidder tilbage med en vis skuffelse.

- Der har heldigvis været meget opmærksomhed på handicapområdet både før og under valgkampen. Men der var ikke meget at komme efter valgkampen. Hverken i statsministerens åbningstale eller regeringens finanslovsudspil. Det var skuffende. I Odense er der blevet tilført lidt flere penge til handicapområdet. Men da der også er kommet flere mennesker med udviklingshandicap i kommunen, er der jo reelt tale om, at der er kommet lidt flere penge, der skal deles mellem en hel del flere mennesker. Så der er ikke sket nogen genopretning af handicapområdet i Odense Kommune. Efter alle de fine ord fra politikerne under valgkampen, havde jeg nok forventet mig noget mere.

Det samme gør sig gældende i landets næststørste kommune. I Aarhus er hele socialområdet i budget 2020 tilført knapt 70 millioner kroner. Men da budgetoverskridelserne allerede her i 2019 på handicapområdet er store, vil der fortsat være hul i kassen i 2020 og dermed udsigt til besparelser, fortæller den lokale LEV-formand, Anne Kjeld Pedersen

- Derudover vil der fortsat blive flere mennesker med handicap, der skal have del i den meget slunkne pengepose, uden at posen gøres reelt større, pointerer den lokale LEV-formand.

I København har socialudvalget valgt at droppe de planlagte besparelser på handicapområdet. Der er stort set kun besparelser på de administrative poster. Men der er fortsat lang vej endnu, pointerer den lokale LEV-formand Steen Stavngaard.

- På trods af, at de værste skrubtudser forsvandt, er der lang vej tilbage til blot at opnå acceptable vilkår for mennesker med udviklingshandicap. Det halter gevaldigt på kvaliteten af bostederne i kommunen, hvor der mangler specialiseret pædagogisk arbejdskraft, og hvor beboerne ikke kommer på ferie og ikke får ledsagermidler til at komme på aktiviteter ud af huset. Så der er bestemt desværre masser at kæmpe for i det kommende år, pointerer Steen Stavngaard.

Massivt pres på kommunalpolitikerne
Både i København, Aarhus og Odense har de lokale LEV-kredse lagt et massivt pres på lokalpolitikerne og allieret sig med grupper af pårørende og græsrodsbevægelser for at gøre politikerne opmærksomme på de omfattende konsekvenser, som de planlagte besparelser ville have haft.  LEV Aarhus har medvirket til at bringe flere historier frem i pressen om bosteder, der har sparet så meget, at plejen og omsorgen for voksne med udviklingshandicap er ekstremt mangelfund, fortæller LEV formand i Aarhus, Anne Kjeld Pedersen – der lister nogle af de grelle historier op:

- Vi har hørt om en blind udviklingshæmmet, der lades alene på værelset alle eftermiddage. Vi har hørt om blebrugere, der ikke får skiftet ble. Vi har hørt om mennesker med epilepsi, der lades alene under og efter krampeanfald. Desuden har vi hørt om en chef, der aflyste al ledsagelse resten af året - indtil pressens bevågenhed fik ham til at trække det tilbage. Vi har hørt om bosteder, hvor uddannede pædagoger erstattes med uuddannede medhjælpere for at spare penge. Vi har hørt om bosteder, hvor alle sociale og kulturelle aktiviteter aflyses resten af året. 

Også i LEV København har der været godt tryk på kedlerne for at lægge massivt pres på politikerne i Socialudvalget. Her har der været ugentlige demonstrationer på Rådhuspladsen, som en gruppe af pårørende, som kalder sig handicapaktivisterne, har arrangeret, og som LEV København har deltaget i og støttet op om økonomisk. Der har også været adskillige pressehistorier, der har bidraget til at planlagte besparelser på handicapområdet nu er blevet trukket tilbage. Derudover har LEV-København brugt mange kræfter på at sætte politikerne ind i, hvilke omfattende konsekvenser, deres ellers planlagte besparelser ville have haft, fortæller Steen Stavngaard.

- Vi har i LEV København haft meget korrespondance med alle medlemmer i Socialudvalget i kommunen for at overbevise dem om at droppe besparelserne. Og det tror jeg har bidraget til, at handicapområdet er sluppet billigt i denne omgang.

LEV Odense har ansat en freelance-journalist til at bedrive pressearbejde det næste halve år og skrive historier, der kunne være med til at sætte politisk fokus på handicapområdet. Men der har også været en række andre tiltag, der skulle bidrage til at sætte en handicappolitisk dagsorden i kommunen, fortæller Jon Jensen:

- Vi har haft en løbende dialog med ældre- og handicapudvalget i kommunen. Vi har tradition for hvert år at arrangere velbesøgte borgermøde med de relevante rådmænd, hvor der altid er pressedækning. Og så har vi fået en hel del debatindlæg og kronikker publiceret i den lokale presse. Derudover har vi også et rigtig godt og givtigt samarbejde med de lokale pårørenderåd for bostederne og de beskyttede værksteder.  

Kampen fortsætter i 2020
Selvom handicapområdet nogenlunde er sluppet for besparelser i landets tre største kommuner, er der lang vej igen og masser af politisk påvirkningsarbejde forude, påpeger Anne Kjeld Pedersen fra LEV Aarhus:

- Vi vil til stadighed gøre politikerne opmærksomme på tingenes elendige tilstand med læserbreve, foretræde for Socialudvalget, møder med rådmanden, historier i pressen. Vi vil holde fast i vores regelmæssige møder med topembedsmænd. Vi tænker blandt andet på de mennesker, der ikke har pårørende til at tale for sig, men også på de pårørende, der er ved at køre træt i alle de kampe, der skal kæmpes med kommunen.

Jon Jensen fra Odense stemmer i:

- Vi fortsætter ad mange spor – blandt andet det politiske. Her vil vi mødes med embedsværket og styrke alliancen med andre handicaporganisationer og fagbevægelserne og ikke mindst med pårørenderådene. Vi skal have styrket den politiske aktivisme her i Odense. Det der flytter noget, efter min mening, det er at arrangere demonstrationer. At samle folk fysisk. Der er brug for mere kampånd i byen her, men mange pårørende er bange for at stille op. De er nervøse for, at kommunen kommer efter dem og tager hjælpen fra dem. Det er et stort problem, vi skal have løst her.

Også i København er det politiske påvirkningsarbejde med budget 2021 allerede i gang, fortæller Steen Stavngaard.

- Som tidligere nævnt, så er der masser af steder, hvor der er brug for et kæmpe løft på handicapområdet i København. Særligt på bostederne står det slemt til i kommunen. Og så har jeg fundet ud af, at Socialforvaltningen i København skal spare 90 millioner kroner i 2021, hvor handicapområdet tilsyneladende skal stå for de 37,4 % af beløbet. Så helt arbejdsløse bliver vi ikke lige foreløbig.

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.