Sundhedstjek for mennesker med handicap virker
Sundhedsstyrelsen har offentliggjort en evaluering af fire kommunale projekter om sundhedstjek til mennesker med blandt andet udviklingshandicap. Konklusionen er klar: Sundhedstjek virker. Sygdomme opspores, afdækkes og fører til tidligere behandling. Nu må Christiansborg sørge for, at sundhedstjek bliver en rettighed for mennesker med handicap i hele landet, mener LEVs landsformand.
Evalueringen af de fire sundhedstjek-projekter viser, at målrettede sundhedstjek gør det muligt at opspore og afdække en række sygdomme og sundhedsforhold hos mennesker med udviklingshandicap og psykiske handicap. I alt 671 borgere inden for målgruppen kom til sundhedstjek hos egen læge i løbet af projektperioden.
Evalueringen viser nogle interessante resultater fra de fire projekter:
- 45 % - eller ca. hver andet sundhedstjek giver anledning til yderligere undersøgelse
- I 32 % af tilfældene - ca. hver tredje borger - giver borgerens fremtoning i sig selv mistanke om helbredsproblemer
- Hvert femte sundhedstjek giver anledning til en efterfølgende justering af borgerens medicin
- I 38 % af tilfældene bliver der taget en blodprøve, som giver anledning til yderligere undersøgelse
Konklusionen er klar. For borgerne i målgruppen fanger et sundhedstjek helbredsproblemer, der ellers ikke bliver taget hånd om. Det drejer sig om mindre lidelser som D-vitaminmangel, behov for synstest og briller, høreproblemer og justering af medicin – lidelser, som ikke på den korte bane er livstruende, men som hæmmer borgerne i deres livsudfoldelse, og som kan udvikle sig til alvorlige problemer med tiden.
LEVs landsformand, Anni Sørensen glæder sig over, at relevansen af sundhedstjek endnu engang er blevet underbygget.
- Der er desværre kæmpe stor ulighed i sundhed. Mennesker med udviklingshandicap lever i gennemsnit hele 14 år kortere end resten af befolkningen. Det er årlige sundhedstjek et vigtigt redskab til bekæmpelse af. Og det er baggrunden for, at vi i en årrække har arbejdet for at opsøgende sundhedstjek bliver en entydig rettighed for mennesker med udviklingshandicap
Sundhedstjek medfører fald i sygehuskontakter
Det fremgår også af evalueringen, at sundhedstjekket efterfølgende medfører en stigning i målgruppens brug af læge, men et fald i indlæggelser og ambulante forløb. Rapporten konkluderer, at ”man med flere kontakter i primærsektoren kan forebygge potentielle forløb i sekundærsektoren”.
Sundhedstjek og finanslov
- Denne evaluering viser med tydelighed, at sundhedstjek ikke blot virker, men også er en bedre anvendelse af ressourcer. Det er oplagt, at regeringen og dens støttepartier tager denne viden med ind i de aktuelle forhandlinger om finansloven, siger Anni Sørensen.
Læs mere
Læs nyheden på Sundhedsstyrelsen hjemmeside
Læs eller hent rapporten (sst.dk)