Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Nu er det nok!

Modstanden mod den årelange udsultning af det sociale område blev i eftermiddag endnu engang markeret ved en stor demonstration på Rådhuspladsen i København.

NYHED

Solidariteten på tværs af alle dem, der på den ene eller anden måde er i berøring med det sociale område, var måske det mest slående. Mennesker med psykiske problemer, social angst, udviklingshandicap, hjemløse, pårørende, socialpædagoger, sosu-assistenter og mange andre sagde alle i kor: Nu er det nok.

Her er et lille udpluk af, hvad der blev sagt fra talerstolen:

”Det sociale område har været nedprioriteret i årevis. Der skal tilføres flere penge nu. Og der er brug for visioner for fælles velfærd,” sagde Lisbeth Waidtløw fra LFS.

Anni Sørensen, formand for LEV, sagde: ”Vi skal have varige forbedringer. Nu.” Og Per Jonasson fra LEV København fulgte trop: "Det har gjort indtryk, at vi har råbt op."

Hvor er du, Frank?
Mathilde, Sandra og Vanita fra Medieskolen Juno opfordrede Københavns overborgmester Frank Jensen til at stille sig frem og tage ansvar: ”Burde du ikke være mand nok til det?” ”I har taget noget, som betyder noget meget vigtigt for os, vores fem arbejdsdage. Stå ved det i stedet for det der barnlige pis.”

Kim Allan Jensen fra hjemløseorganisationen SAND opfordrede politikerne til ”at skabe et ligeværdigt liv for alle.”

Mia Kristine Hansen og Monica Lylloff fra ”Enmillionstemmer kom ind på den evige mistænkeliggørelse, man som bruger af det kommunale system mødes med. ”Den mentalitet, man møder, er uempatisk, kold.”

Midt under demonstrationen kom socialborgmester i København, Mia Nyegaard, ud fra rådhuset og tilsluttede sig demonstrationen. Hun fik straks flere hip fra talerstolen om at få gjort noget ved problemerne. Og det er hun også indstillet på. Til LEV sagde hun:

Socialborgmester: De er behov for et reelt løft
”Det påvirker mig utrolig meget at høre talerne her. Det bør være alle partiers mærkesag at få løftet området. Lige nu har vi med økonomiaftalen fået, så vi lige kan trække vejret, men der er behov for et reelt løft.” Som det er nu, kan Mia Nyegaard ikke se, at der overhovedet er økonomi til at starte på den nødvendige genopretning for de seneste ti års forvaltning af området. Og så takkede socialborgmesteren hele kampagnen bag #Enmillionstemmer for alt det, som de har været med til at sætte fokus på.

Og kampen fortsætter. Som en af demo-deltagerne, Claus Pitzner, sagde det: ”Jeg tror, at det hjælper. Jeg ved ikke hvordan, men det betyder noget, at vi står her.”

Anni Sørensen supplerer:

"Sammen er vi stærkere. Det viser både demonstrationen i dag og de seneste mange måneders kampe. Og fordi vi kæmper sammen - handicaporganisationer, fagforeninger, borgere, græsrødder, handicapaktivister - så tror jeg på genrejsning af socialområdet og særligt handicapområdet."

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.