At være noget for andre mennesker

Af Martin Hungeberg, freelancejournalist

Jens Christensens største drivkraft er at finde de blinde pletter.

- For der er steder og afkroge, hvor stat og kommune aldrig når hen med deres tilbud. Det er i den forbindelse særligt de 40-50-årige og opefter med et udviklingshandicap, som vi oplever bliver ladt i stikken. De mister måske deres forældre i den alder eller kan ikke arbejde mere, og det påvirker ofte i en meget negativ retning, forklarer Jens Christensen, der er leder i den frivillige forening Glæden i det centrale Aarhus.

Glædens leder Jens Christensen har arbejdet med mennesker med udviklingshandicap og været frivillig siden 1982. Han har et ønske om at udnytte samspillet mellem det frivillige og stat/kommune, for der er et stort uudnyttet potentiale, mener han.

Foreningen er placeret i Klostergadecentret, der også huser et væld af andre foreninger og en café, som især bliver benyttet af ældre mennesker, men også af mennesker med udviklingshandicap fra Glæden. Netop disse to grupper er centrale for foreningen:

- Vi har 25 frivillige med udviklingshæmning, som udfører frivilligt arbejde og blandt andet fungerer som besøgsvenner for ældre, ofte demente mennesker her i kommunen. Vi har også 25 frivillige, der ikke er udviklingshæmmede, og de hjælper til med alle de aktiviteter, vi har her, men også med at klæde de udviklingshæmmede på til at begå sig og få indhold i hverdagen, lyder det fra Glædens leder Jens Christensen.

Én af de frivillige med udviklingshandicap er Finn Sejr, som har været en del af Glæden siden stiftelsen i 2011. Han har ageret besøgsven for flere ældre, som han har knyttet tætte bånd med.

- Min første besøgsven havde fået sin familie til at sørge for, at præsten nævnte mig ved hans begravelse. Det blev jeg meget glad for, og det husker jeg tit tilbage på. Jeg græder meget sjældent, men der blev jeg altså rørt, siger Finn Sejr.

Den brogede sten
Udover at forsøge at udfylde et behov for en gruppe mennesker, som det resterende samfund ikke formår, er ét af hovedformålene med Glæden at give mennesker med udviklingshandicap en stemme. Den faste mandagsaktivitet er fortælleværksted, hvor der deles livshistorier på kryds og tværs. I februar udkommer der endda en bog på baggrund af 11 fortællinger fra frivillige i Glæden.

Bogen har titlen Den brogede sten og er en ufiltreret samling af historier om livet på godt og ondt – med de frivilliges egne ord, vendinger og fortolkninger.

Heino Østergaard Nielsen fortæller hudløst ærligt sin historie i bogen. Her beskriver den 50-årige aarhusianer blandt andet sin opvækst. At hans biologiske far er fra Østrig, at han havde mange gode legekammerater som barn, og at han slet ikke kunne koncentrere sig, da han begyndte i skole. Han passer godt på sine klassebilleder fra specialskolen, han efterfølgende kom i, for det er en tid, han savner. Hvor barndommen synes lykkelig, har voksenlivet budt på både op- og nedture for Heino.

- Jeg er sårbar, det ved jeg, og jeg har haft en masse gode oplevelser i mit liv, men indimellem er det svært. Meget svært faktisk. Det er vigtigt at fortælle sin historie, så andre kan se, hvordan vi har det. Så bliver vi ikke glemt, forklarer Heino Østergaard Nielsen, der til dagligt bor på et bosted syd for byen. Ét af de store lyspunkter i hans liv er at komme i Glæden.

- For det meste kan jeg ikke vente med at komme hjemmefra, så stedet betyder meget for mig. Jeg skal til at være frivillig igen på et plejehjem, hvor jeg synger for de ældre. Jeg kan se, de nyder det, og det gør mig glad. Ellers bruger jeg også Glæden til at snakke med de andre. Både i gode og dårlige perioder, fortsætter Heino Østergaard Nielsen.

Netop samtalen om den enkeltes liv og hverdag fylder meget i Glæden. Leder Jens Christensen er uddannet pædagog og har arbejdet med målgruppen og været frivillig siden 1982, så han ved, hvad behovet er.

- Mange af de udviklingshæmmede, som kommer her, har det vanskeligt i hverdagen. Nogle er meget deprimerede, så det kræver noget af alle at være her. Vi vil gerne skabe et frirum for dem, og vores tid går ofte med samtaler om livet, for det er der brug for, fortæller han. Det stiller også krav, når han skal finde nye frivillige, der ikke har handicap.

- Det er først og fremmest nærhed, som er vigtig i den sammenhæng, og vi har også flere tilknyttet, der enten arbejder med eller har arbejdet med målgruppen før. Vi har heldigvis aldrig problemer med at finde gode mennesker til at være frivillige, tilføjer Jens Christensen.

Døde på en glad måde
Aktiviteterne i Glæden omfatter læsegrupper, tegning, støtte i hverdagen og musik til motion og udflugter. Foreningen har også et samarbejde med plejecentre, hvor flere i øjeblikket er frivillige. Blandt andre Finn Sejr, som hjælper en ældre dame med at handle ind.

- I starten, hvor jeg var frivillig, troede jeg, at jeg skulle gøre en anden person glad, men jeg bliver faktisk også selv glad af det. Det er bedre end noget andet her i livet! Jeg føler, at jeg bliver en del af samfundet som handicappet på den her måde, lyder det entusiastisk fra Finn Sejr.

Den ældre kvinde er den femte, han er besøgsven for, og mange af oplevelserne, han har fået som frivillig gennem årene, har prentet sig fast.

- Jeg besøgte én på et tidspunkt, som tit ringede til mig om aftenen, fordi han ville sige tak for, at jeg kom. Det betød meget. Og så var der ham, som døde ved juletid. Jeg ved, at han ikke døde ensom, men på en glad måde, for jeg havde jo besøgt ham og snakket med ham. Det var til hans begravelse, at jeg blev rost. Før jeg gik ud af kirken, gik jeg hen til kisten og klappede på den og sagde til ham, at han skulle have held og lykke med der, hvor han nu skulle hen, fortæller Finn Sejr.

Når Glæden etablerer kontakt til ældre mennesker gennem plejecentre, er der typisk en frivillig, der ikke har handicap, med til de første møder. Men i flere tilfælde bliver det med tiden den frivillige med udviklingshandicap, som selv tager af sted og har den primære kontakt.

- Vi vil rigtig gerne, at de udviklingshæmmede bliver mere integrerede i samfundet, for det er der ikke nok fokus på. Der er samtidig for mange ressourcer hos de her sårbare mennesker, som ikke bliver udnyttet. Men det kan vi, hvis vi skaber fællesskaber med omsorg og udfordringer. På baggrund af vores erfaringer tager vi også ud og underviser andre handicappede og pædagoger – både indenfor det frivillige og det professionelle. Vi oplever, at både civilsamfundet og samfundet kan lære noget af hinanden, pointerer Jens Christensen og afslutter:

- Dagligt ser vi, hvor stort et behov, der er. Vi vil gerne give de her mennesker et bedre liv, og det kan vi mærke på dem, at de får ved at omgås andre og være noget i andres øjne. De vokser simpelthen, og det er fantastisk at opleve.

BOKS

11 brogede historier om livet

Den brogede sten er en helt ny bog, hvor 11 af de frivillige i Glæden fortæller deres livshistorie. Det er brogede, personlige historier

På bogens bagside står der: ”Denne bog er en fortælling om mennesker, der hører til i vores fællesskab. Hver enkelt fortælling vil utvivlsomt vække tanker og følelser i dig som læser, hvilket vil være dit afsæt for nysgerrighed og undren overfor de konkrete livshistoriefortællere og andre mennesker i det hele taget. Derfra starter fællesskabet.”

Om bogens titel, står der i indledningen: ”Den brogede sten, som ses på forsiden af bogen, er det faste omdrejningspunkt for livshistoriefortællingerne. Den gyldne farve symboliserer glæder i livet. Den sølvfarvede del symboliserer de perioder i livet, som har været svære, men lærerige, og de sorte streger på stenen symboliserer det, som vi ikke umiddelbart vil dele med andre.”

DEN BROGEDE STEN
Elleve historier fra vores brogede liv
Af Magdalene Svendsen
Forlaget Ådalen

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 1 2020

Læs mere
Læs hele bladet her