Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Nu starter evalueringen af det specialiserede socialområde

Social- og indenrigsminister Astrid Krag har i dag offentliggjort kommissoriet for evalueringen af det specialiserede socialområde, herunder ikke mindst handicapområdet. Der lægges op til undersøgelser og analyser, der skal danne grundlag for styrkelse af indsatsen for mennesker med behov for en specialiseret indsats. Levs landsformand glæder sig over, at arbejdet nu sættes i gang, og ser frem til involveringen i arbejdet.

NYHED

I forbindelse med dannelsen af den socialdemokratiske mindretalsregering efter valget i sommeren 2019, blev der udarbejdet et såkaldt forståelsespapir, hvor det blandt andet fremgik, at en ny regering vil arbejde for ”kvalitet og retssikkerhed i tilbuddene til mennesker med handicap og funktionsnedsættelser, og indsatsen skal være præget af en høj faglighed og den nødvendige specialisering.” En vigtig del af realiseringen af de målsætninger var at gennemføre en evaluering af den nuværende planlægning og organisering af  handicapområdet med henblik på at styrke indsatsen, den nationale vidensdeling og sikre den mest hensigtsmæssige opgavefordeling mellem kommuner og regioner.” 

Den evalueringsopgave har Social- og Indenrigsministeriet nu udarbejdet et kommissorium for, som social- og indenrigsminister Astrid Krag præsenterede ved en reception i ministeriet her til morgen.

Evalueringsarbejdet skal foregå i tre spor, hvoraf de to første nu sættes i gang. Spor 1 er en bred afdækning af målgrupper, tilbud og organiseringen på det specialiserede socialområde. I spor 2 udvikles en model for, hvordan man kan analysere de enkelte målgrupper og deres behov. De to første spor danner grundlaget for spor 3, hvor der senere vil blive set på, hvordan området indrettes bedst muligt.

Levs landsformand, Anni Sørensen, glæder sig over, at den lovede evaluering kommer i gang:

- Baggrunden for evalueringen er den bekymring for alvorlig afspecialisering, som Lev og andre handicaporganisationer har peget på i årevis. Med den debat, som udspandt sig forud for folketingsvalget i 2019, lykkedes det endelig at få det på den nationale dagsorden. Derfor er jeg også glad og forventningsfuld i forhold til evalueringen. Vi har i den grad behov for at styrke kvalitet, specialisering og retssikkerhed – og det er evalueringen første skridt hen imod, siger Anni Sørensen.

Anni Sørensen mener, at kommissoriet for evalueringen, peger mange af de rigtige steder hen, og hun ser frem til, at Lev bliver inddraget i arbejdet.

- Kommissoriet har stort fokus på kvaliteten i de forskellige specialiserede tilbud på socialområdet, herunder behovet for at udvikle en specialeplan. Og det er også vigtigt. Men vores erfaringer viser entydigt, at der også er behov for fokus på borgerens retssikkerhed og den kommunale myndighedssagsbehandling. Det hjælper så at sige ikke meget, at vi har højt specialiserede tilbud på socialområdet, hvis ikke de borgere, som har behov for dem, rent faktisk også visiteres til dem. Den dimension er med i kommissoriet, og den skal have stor fylde, siger Anni Sørensen.

Evalueringsarbejdet løber henover 2020 og 2021. Spor 1 og spor 2 igangsættes med det samme, og forventes afsluttet i henholdsvis 2020 og 2021. Sideløbende med spor 1 og 2 udarbejdes løsningsforslag (spor 3) med henblik på drøftelse med de politiske partier i 2021.

Læs mere
Kommissorium for en evaluering af det specialiserede socialområde (sim.dk)

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.