Vi kan alle gøre en forskel

Af Arne Ditlevsen

Sundbyvang var en af de sidste store institutioner for åndssvage. Klassisk betonbyggeri i 70’er stil. Mange af boenhederne på Amager er nu revet ned og erstattet af nye og mere tidssvarende boliger. Men nr. 21 på Fussingsvej har overlevet. I et lille, gammelt vaskerum, der nu mest af alt ligner et gam­melt kontor i østtysk stil, stadig med slidte badeværelsesklinker på gulvet, er der tænkt store tanker. Tanker om at åbne verden for mennesker med udviklingshandicap – og dem for omverdenen.

Det førte i 2018 til etablering af Hverdagsaktivisterne. Initiativtager var Camilla Køhler Karlsson, og hun sidder stadig med tøjlerne. Hverdagsaktivisterne holder til i København, og helt kort går det ud på, at mennesker med udviklingshandicap laver frivilligt arbejde. Det kan være ved store events som Copenhagen Hell og Ungdommens Folkemøde, men også ved mange små. De har miljørunder, hvor de samler skrald, de har startet Venskabslinjen, hvor man kan ringe ind og få en snak med et ’varmt lytten­de øre’. Og så har de etableret Projektmagerne, som er en gruppe af skæve, idérige frivillige, der bliver uddannet i ’projektmageri’. Målet er at lave mindst et projekt årligt, og lige nu arbejder de på en stor fest for menne­sker med udviklingshandicap og deres familier til februar.

Se video med Camilla her: (Artiklen fortsætter under videoen)

Camilla Køhler Karlsson er ikke i tvivl om, at Hverdagsaktivisterne har gjort en forskel:

”Den vigtigste forskel er, at vi kommer ud og er synlige i lokalsamfundet. At vi er med til at sprede viden og accept af mennesker med udviklingshandicap. Når vi eksempelvis er ude at samle skrald i lokal­området, hvor de frivillige bor, viser de, at de også tager stilling til deres lokalområde. Jeg tror jo på, at Hverdagsaktivisterne kan gøre den sociale kløft mellem normale hr. og fru Danmark og mennesker med udvik­lingshandicap mindre.”

Måske er kløften allerede blevet mindre, for der har ingen diskriminerende ople­velser været for Hverdagsaktivisterne, fortæller Camilla.

”Jeg har ikke oplevet det en eneste gang. Jeg oplever til gængæld, at vi får den vilde­ste opbakning. Og det er noget, vi særligt får på Copenhell. Det er klap på skuldrene, når vi går ned gennem stierne. ’Hvor er det fedt, at du er her og hjælper.’ Vi får så meget anerkendelse. Det er virkelig stort.”

Pædagogisk nedtur og frivillig optur
Hverdagsaktivisternes succes er også Camillas succes.

”Jeg har sgu aldrig været særlig glad for at gå i skole, man da jeg startede på pædagogseminariet, følte jeg egentlig, at jeg havde fundet mit kald.”

Sådan begynder Camilla, da hun skal for­klare, hvordan hun endte med at udtænke det frivilligkoncept, der blev til Hverdags­aktivisterne. Hun arbejdede som en besat og forlod pædagoguddannelsen med 12 i snit. Nu skulle hun ud og lave spænden­de pædagogisk arbejde i børnehaver og vuggestuer, troede hun. Men det kom ikke til at ske. Camillas evner for udvikling kom slet ikke i spil, og da hun på et tidspunkt fik arbejde i et klubtilbud ved en skole, blev hun lige pludselig også lærer for 7.-9. klasserne i dansk og matematik. Slet ikke det, hun havde forestillet sig. Det blev en personlig nedtur. Handicapområdet havde hun forsvoret, at hun nogensinde ville ar­bejde med. For det gjorde hendes mor! Men det var alligevel moren, der overbeviste Camilla om, at hun blev nødt til at tjekke det ud.

Og det viste sig at være den helt rigtige hylde for Camilla. Hun endte nemlig med at arbejde som pædagog i et aktivitetstilbud – med syv timer om ugen afsat til at hjælpe med at udvikle pårørendeforeningen Venner af Captum. Camilla havde fået smag for at udvikle – og havde en chef, der gav hende rum og rammer til at eksperimen­tere. Så da Camilla præsenterede en idé om, at hun skulle arbejde med at udvikle et aktivt fritidsliv for mennesker med han­dicap, fik hun 100 procent opbakning – og hendes arbejdstid blev ændret til fuldtids at sætte gang i det, der blev til Hverdagsaktivisterne.

Drømmen er at gøre det landsdækkende
Camilla og hendes kollega Mille Tindø, de eneste ansatte hos Hverdagsaktivisterne, er nu rykket ud af det gamle vaskerum. De har fået et nyt og noget venligere kontor i den samme bygning. Og selv om fremtiden for Hverdagsaktivisterne er meget usikker – det er således delvist finansieret af fondspenge frem til maj næste år – så har Camilla alligevel store drømme for fremtiden:

”Jeg drømmer om, at vi bliver landsdæk­kende. Både i store og i små byer. Andre har sagt, at det er nemt nok at gøre det, jeg gør, i Københavns Kommune. Der kunne jeg vir­kelig godt tænke mig at bevise, at man kan skabe noget mega stærkt og sejt i en lille by. Jeg tror så meget på at se de frivilliges kompetencer og muligheder sat i spil. Det handler om at sætte rammerne for det på en rigtig god og fornuftig måde, så tror jeg, at det vil være win win for alle – uanset om du er i en stor by eller en lille by.”

CAMILLAS BLÅ BOG
Hvem er du?
”Jeg er Camilla, jeg er 33 år, gift, mor til to virkelig vidunderlige børn. Jeg har to kaniner og hunden Bertram - det er en rigtig blanding, der er chihuahua, gravhund og powder puff i den.”

Hvordan vil du beskrive dig selv?
”Jeg er en social iværksætter med krudt i røven, har svært ved at sidde stille. Jeg brænder for udvikling og har en meget stor indre skabertrang.”

Er du selv frivillig?
”Jeg er frivillig i Venner af Captum, som er vores pårørendeforening. Og som noget ret nyt er jeg med i et Advisory Board i KU.BE, der er et kulturhus på Frederiksberg. Min deltagelse skal understøtte adgang og tilgængelighed i forbindelse med aktiviteter.”

Har du nogle særlige talenter?
”Jeg er ret kreativ. Jeg er god til at male, tegne, strikke og hækle, men jeg synes også, at min tankegang er finurlig og laver nogle mærkelige krumbøjninger nogle gange.”

LET LÆST
Hverdagsaktivisterne laver frivilligt arbejde. De har en venskabslinje, som man kan ringe til. De hjælper ved store arrangementer i København. Og meget mere. Camilla Køhler Karlsson har startet Hverdagsaktivisterne. Det har betydet meget for hende. Nu arbejder hun med noget, som hun er rigtig glad for.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 7 2020

Læs mere
Læs hele magasinet her