Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Hvor frivillige mødes er der sjovest at være

Poul Erik Petersen startede i 2016 Team U-Frivillig. Det er en forening, hvor mennesker med udviklingshandicap kan komme til at lave frivilligt arbejde i forbindelse med alle mulige arrange­menter – sportsbegivenheder, koncerter, byfester, julemarkeder mm. – i Odense Kommune.

NYHED

Af Arne Ditlevsen

Interessen har fra starten været overvæl­dende. Lynhurtigt var der 25 aktive med­lemmer, og i dag er der 40. Sidste år var Team U-Frivillig aktiv i 72 arrangements­dage – eller hver femte dag året rundt. De frivillige rydder op, serverer kaffe, viser vej ved løbsarrangementer og meget mere. Man deltager kun så meget, som man magter, og det er tilladt at sige nej.

I øjeblikket er fem med udviklingshan­dicap i gang med at uddanne sig til frivillig-koordinatorer. Planen er, at de skal overtage noget af det administrative arbejde, som Poul Erik Petersen og andre tidligere pædagoger i øjeblikket står for.

Hvorfor er Team U-Frivillig en god ide?
- Jeg vidste jo, at mange i målgruppen sad derhjemme og røvkedede sig. Og det

var kun blevet værre med besparelserne, der havde været på det sociale område. Mange havde, og har, derfor behov for noget at lave i fritiden, hvis de ikke syn­tes, at dagtilbuddet gav nok i hverdagen.

Har du altid været en ildsjæl?
- Ja, jeg har alle dage været i forskellige frivillige organisationer. Tidligere var det også meget i håndbold- og fodbold­klubber.

Hvad giver det dig?
- Det udvider min horisont og netværk at være frivillig. Hvor de frivillige mødes, er der sjovest at være. Og man møder mange nye mennesker.

Hvad håber du, at de frivillige får ud af det?
- Jeg håber, at det kan være med til at nedbryde ensomhed, give de frivillige et større netværk. Mange kommer også til at kende andre frivillige, som ikke har udviklingshandicap. Det er fedt at se, at de bliver mere modige. Flere går nu selv hen til andre foreninger og tilbyder sig der. Og det er sgu godt.

Om Poul Erik Petersen
Poul Erik Petersen er 66 år. Han har startet Team U-Frivillig, men han er også med i bestyrelsen for Lev Odense, bestyrelsesmedlem i Frivil­ligt Center Odense og koordinerer en besøgsven-ordning – blandt andet i samarbejde med Røde Kors. Han bruger omkring 20 timer om ugen på frivilligt arbejde.

Poul Erik har i sit professionelle arbejdsliv været leder af en række forskellige tilbud til mennesker med udviklingshandicap.

Artiklen blev bragt i Lev Bladet nr. 5 2020

Læs mere
Læs hele bladet her

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.