Ny retssikkerhedsalliance får også Lev-perspektiv
Retssikkerheden på handicapområdet har det skidt. Der er brug for dialog om løsningerne. Og i den dialog skal vi selvfølgelig både tale med dem, vi er enige med, og dem vi er uenige med. Derfor er Lev med i den nye retssikkerhedsalliance på handicapområdet
I marts måned offentliggjorde Danske Handicaporganisationer (DH) og Kommunernes Landsforening (KL), at man i fællesskab har taget initiativ til en retssikkerhedsalliance på handicapområdet. Målet er at sikre kvalitet og faglighed i sagsbehandlingen, så flere borgere får den rette afgørelse om hjælp første gang. Løsningerne vil både omfatte forslag til ny lovgivning, organisatoriske tiltag og flere ressourcer til området.
En bred vifte af organisationer har givet tilsagn om deltagelse i alliancen, eksempelvis Dansk Socialrådgiverforening, Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet, Institut for Menneskerettigheder, FSD (Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark) og Det Centrale Handicapråd.
Der er ingen tvivl om, at netop KL har været en af vores mest stabile modstandere, når vi i Lev har krævet forbedringer af retssikkerheden. Men i Lev har vi altid taget dialogen.
Anni Sørensen, formand i Lev
Lev er repræsenteret i alliancen af landsformanden og en politisk konsulent, som begge er udpeget af DH. Det er vi selvom alliancen har fået en del kritik fra både debattører på #enmillionstemmer og fra nogle af DH’s medlemsorganisationer. Mange er bekymrede for, at udbyttet bliver for magert, og for at alliancen er en støtte til KL, som ellers aktuelt ser ud til at være under pres i retssikkerhedsdiskussionen.
Alligevel skal Lev deltage i alliancen, mener Levs landsformand, Anni Sørensen:
- Der er ingen tvivl om, at netop KL har været en af vores mest stabile modstandere, når vi i Lev har krævet forbedringer af retssikkerheden. Men i Lev har vi altid taget dialogen. Derfor mener jeg heller ikke, at vi kan vende en invitation til dialog om forbedringer af retssikkerheden ryggen – heller ikke selvom det er med aktører, som vi ofte er uenige med, siger Anni Sørensen.
Levs stemme skal selvfølgelig ikke kun høres ved mødebordet i alliancen. Og vi kommer helt sikkert ikke til at ’lægge bånd på’ vores kritik af retssikkerhedssituationen for mennesker med udviklingshandicap – eller til at afstå fra forslag, der måske ikke er enighed om i alliancen
Anni Sørensen, formand i Lev
Anni Sørensen ser først og fremmest alliancen som et forum for dialog snarere end en alliance i traditionel forstand:
- Det vil nok blive udfordrende at nå frem til fælles løsninger. Men for mig at se er det helt afgørende, at også mennesker med udviklingshandicaps særlige retssikkerhedsudfordringer har en stemme i alliancen. Jeg havde også meget gerne set, at repræsentanter fra #enmillionstemmer var inviteret med i alliancen.
- Levs stemme skal selvfølgelig ikke kun høres ved mødebordet i alliancen. Og vi kommer helt sikkert ikke til at ’lægge bånd på’ vores kritik af retssikkerhedssituationen for mennesker med udviklingshandicap – eller til at afstå fra forslag, der måske ikke er enighed om i alliancen, pointerer Anni Sørensen.