Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Snyd ikke dig selv for ledsagelse

For mange mennesker med udviklingshandicap er det helt afgørende, at man kan få ledsagelse, hvis man skal på ferie eller til festival. Men mange får ikke den ledsagelse, de har ret til

NYHED

Af Arne Ditlevsen

Mennesker med handicap, som ikke kan færdes på egen hånd, kan have ret til socialpædagogisk ledsagelse efter servicelovens §85 i forbindelse med en kortere ferie i Danmark. Det fremgår af en principafgørelse fra Ankestyrelsen. Selvom man har en omfattende funktionsnedsættelse, som betyder, at man ikke kan rejse alene, så har man ret til - så vidt muligt - at blive kompenseret, så man kan leve og udfolde sig som andre, der ikke har en funktionsnedsættelse.

En anden mulighed for ledsagelse er efter servicelovens §97. Ledsagelsen giver mulighed for at deltage i aktiviteter efter eget valg – eksempelvis en tur i biografen eller til sport. Ved vurdering af, om man er berettiget til denne ledsageordning, skal der blandt andet lægges vægt på, at man ikke kan færdes alene uden for hjemmet, at man kan efterspørge individuel ledsagelse uden socialpædagogisk indhold, og at man har forståelse for indholdet i aktiviteten.

Den såkaldte udlandsbekendtgørelse siger, at det er muligt at tage ledsagelse efter §97 med til udlandet under kortere ophold. Bekendtgørelsen indeholder en oversigt over de bestemmelser i serviceloven, man har ret til at tage med til udlandet. Ankestyrelsen har udtrykt, at ”en rejse på 14 dage i udlandet kan almindeligvis betegnes som et kortvarigt ophold”.

Derudover kan beboere i botilbud købe ledsagelse af egne midler. Tilkøbt ferieledsagelse skal ligge ud over den støtte og ledsagelse, som beboerne i et botilbud har ret til ifølge loven. Det er alene botilbuddets ledelse, som bestemmer, om man vil tilbyde sine beboere at tilkøbe socialpædagogisk ferieledsagelse.

Prisen for den tilkøbte ferieledsagelse skal beregnes på baggrund af både de direkte og indirekte omkostninger, som er forbundet med ydelsen af ledsagelsen. Det vil eksempelvis både sige personalets løn (inkl. tillæg, feriepenge osv.) og en andel af de administrative omkostninger.

Lev: Svært at få ledsagelse – især for de mest sårbare

Lev har både før og efter den såkaldte tilkøbslov blev vedtaget i Folketinget været meget kritiske over for både den og i det hele taget det niveau af ledsagelse, der bliver givet. I oktober sidste år gennemførte Lev en undersøgelse af niveauet af ledsagelse, og svarene fra mere end 1.000 pårørende viste, at en stor del af beboerne – især de mest sårbare – nærmest ikke modtager nogen ledsagelse overhovedet.

Mange modtager mellem nul og to timers ledsagelse uden for deres botilbud om måneden. Mange af Folketingets partier har anerkendt, at der kan være et problem, men der har ikke været den store vilje til at gøre noget ved det. I forbindelse med finanslovsforliget i slutningen af 2020 var deres ’løsning’ at bevilge 16 millioner kroner til en ’forsøgsordning’ med et klippekort på ekstra 12 timers ledsagelse til modtagere af ledsagelse efter §97. Personer, der modtager socialpædagogisk ledsagelse (§85), er ikke omfattet af reglerne for klippekortet.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 2 2021

Læs også:

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.

Lev Magasinet 2 2021

- Portræt: Monica Lylloff - Kvinde bag #enmillionstemmer
- Tema: Sommerferie i coronaens kølvand
- Skuespiller: "Følg jeres drømme"