Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Sulten efter festivaler er glubende

Nye og gamle festivaler håber at kunne byde velkommen til en fed sommerfest. Men usikkerheden er stor

NYHED

Af Arne Ditlevsen / Foto: Privat/Sølund Musik-Festival

I Skanderborg håber Lasse Mortensen, leder af Sølund Musik-Festival, at årets planlagte kæmpefest i juni kan afvikles – også selv om den ikke bliver så kæmpe, som den plejer. Men usikkerheden er stor her mindre end tre måneder før portene åbnes:

”Vi afventer politikernes beslutninger. Vi har nedsat en arbejdsgruppe, der arbejder med forskellige løsninger. Vi frygter lidt at restriktionerne bliver så omfangsrige, så det bliver sværere og sværere at nå at lave en festival.”

Tror du, at der bliver begrænsninger i antallet af besøgende - og på anden måde?

”Det er vi ikke i tvivl om. Tænk på, at vi skal op på 1000-1500, før det giver mening. Det er umiddelbart svært at se, hvordan vi når dertil på cirka 60 dage. Desuden kommer restriktionerne med coronapas, hurtigtest, sprit, ekstra rengøring osv. osv.”

De er virkelig ulykkelige. Nogen truer politikerne samt os, og andre vil smadre hele Danmark, hvis ikke der kommer en festival

Lasse Mortensen, leder af Sølund Musik-Festival

Lasse Mortensen er ikke i tvivl om, at festivalgængerne virkelig savner deres festival, der sidste år slet ikke kunne afvikles:

”Vi har konstant fyldt indbakke og telefonsvarer. Der er faktisk ingen sjove beskeder, for det er dybt alvorligt for vores elskede gæster, at de ikke kan komme på deres egen festival. De er virkelig ulykkelige. Nogen truer politikerne samt os, og andre vil smadre hele Danmark, hvis ikke der kommer en festival. De mener det, så det er bestemt ikke for sjov. Vores gæster er max presset. Mange græder rigtig meget, tigger og beder til, at de må komme og feste med deres kæreste, venner og familie. Så det hele er faktisk noget værre lort.”

Inden udgangen af april bliver det afgjort, om Lasse Mortensen og Sølund Musik-Festival kan lave en mindre festival med max 1000 gæster om dagen i tre-fire dage.

”Det er meget sent, men folk er virkelig ’sultne’ på at komme, så vi håber, billetterne bliver revet væk.”

Ny festival på vej i Viborg

Mens flere gamle festivaler er meget usikre på, hvad de kan tilbyde i år – og nogle allerede har besluttet at vente til næste år – så satser man i Viborg på, at en helt ny endags-festival kan afvikles i år.

Initiativtager er Lev Viborg i et samarbejde med andre foreninger, der arbejder for udsatte/ udstødte eller mennesker med handicap. Formand for Lev Viborg, Susanne B. Andersen, er helt enig med Lasse Mortensen i, at behovet for en fed fest er stor:

”Vi trænger virkelig til det,” siger hun. Festivalen forventes afholdt inden udgangen af august på området ved Grønhøj Kro. Dagen bygges op med et stort navn med blandt andet brugerbands før og efter.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 2 2021

Læs mere:

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.

Lev Magasinet 2 2021

- Portræt: Monica Lylloff - Kvinde bag #enmillionstemmer
- Tema: Sommerferie i coronaens kølvand
- Skuespiller: "Følg jeres drømme"