Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Tag på sommerhøjskole og fordyb dig i livet

Fordybelse, nærvær, ud i naturen og kunst og kreativitet. Det er nogle af nøgleordene for de sommerhøjskoler, der håber at kunne åbne dørene for mennesker med udviklingshandicap i år. Nogle af højskolerne er helt nye, andre har flere år på bagen. Her er et kig på tre af mulighederne.

NYHED

KORT FORTALT


SOMMERHØJSKOLE

En uge eller to på højskole kan være en fantastisk måde at holde sommerferie på.
Man kan få nye venner og have det sjovt.
Her kan du læse om tre forskellige højskoler.

Af Arne Ditlevsen / Foto: Privat

Viborg sommerhøjskole

”Min oplevelse er, at der mere generelt er et behov. Både i weekender og ferier. Mange mennesker med udviklingshandicap vil gerne det sociale, men mestrer det ikke selv, så jo mere vi kan hjælpe til og udvikle tilbud til deres fritid des bedre.”

Sådan siger Susanne B. Andersen, formand for Lev Viborg, og initiativtager til sommerhøjskolen for mennesker med udviklingshandicap i Viborg, der til sommer afvikles for fjerde gang.

I år er temaet ”Hvad kan vi, når vi ikke kan noget?”. Det er en uge med fart og fordybelse for 25 mennesker med udviklingshandicap. Med hjælp fra en præst, en omsorgsklovn (der blot er sig selv) og formanden for beskæftigelsesudvalget i Viborg Kommune drøfter man ’kringler og kroge i livet’.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 2 2021

Jysk Børneforsorgs sommer(hus)højskole og ”Den nære højskole”

I Aarhus står Jysk Børneforsorg bag to nye sommerhøjskoler for mennesker med udviklingshandicap. Den ene er en daghøjskole i Aarhus, den anden er en uge i sommerhus i Harboøre ved Vesterhavet.

Om baggrunden for de nye tilbud fortæller udviklingskonsulent og projektkoordinator Didde Christine Toft:

”Vi fik flere henvendelser fra forældre om, at de unge ikke havde et sted at tage på ferie. Mange forældre vil så tage deres søn eller datter hjem i ferien, men det er ikke nødvendigvis lykken en hel sommer for en ung på 22. Så vi gik i dialog med Anne Kjeld Pedersen fra Lev Aarhus om, hvad der var af muligheder. Det har så resulteret i to højskoletilbud til sommer.

Generelt er der et behov for dem, som måske ikke kan se sig selv på en stor højskole. Derfor tilbyder vi ti unge og voksne en uges ophold i sommerhus. Hjælperne bliver frivillige pædagogstuderende. Der er desværre ikke plads til ledsagere og heller ikke mulighed for bevægelseshandicappede.

Det skal være så billigt som muligt, for alle har ret til ferie

Didde Christine Toft, Jysk Børneforsorg

For dem, der har behov for at sove hjemme, har vi Den nære højskole i dagtimerne fra kl. 9-16. Vi har fået positiv respons og mange tilmeldinger allerede.”

Den nære højskole foregår på Diakonhøjskolen i Højbjerg, og deltagerne kan have ledsager med. Didde Christine Toft forklarer, at der er stort fokus på at holde deltagerprisen nede: ”Det skal være så billigt som muligt, for alle har ret til ferie.”

Maja og Steffen på Country & Western-kursus. Foto: Djursland Folkehøjskole

Djursland Folkehøjskoles sommerkurser

Hvis man er til en lidt større højskole, så er to uger i juli på Djursland Folkehøjskole en mulighed. Som de foregående år er der sommerkurser med forskellige temaer. Hvert sommerkursus indeholder to temauger og deltagerne møder også to hold undervisere - til gengæld er alle eleverne de samme i de 14 dage. Temaerne omfatter blandt andet musik og kunsthåndværk, sang, dans, cirkus, teater og country & western.

Forstander Heidi Vølcker siger om sommerkurserne: ”Alle mennesker har brug for et afbræk og en pause fra hverdagen. Alle mennesker har brug for at samle kræfter, at møde nye mennesker og at få ny inspiration til tilværelsen. Det gælder også mennesker med udviklingshandicap, og det er derfor, vi laver sommerkurser på Djurslands Folkehøjskole.

Højskoleophold inspirerer deltagerne til at lære noget nyt. Det udfordrer deltagerne til at afprøve sig selv. Det giver selvtillid, og meget ofte opstår der nye og varige venskaber

Heidi Vølcker, forstander Djursland Folkehøjskole

I de senere år har vi oplevet, at behovet for sommerkurserne og behovet for meningsfulde aktiviteter om sommeren stiger. Det hænger muligvis sammen med besparelser andre steder.

Ved at tage på et sommerkursus på højskole får deltagerne et forrygende ophold med masser af undervisning, hyggeligt samvær og oplevelser. Mange får venskaber for livet. Højskoleophold inspirerer deltagerne til at lære noget nyt. Det udfordrer deltagerne til at afprøve sig selv. Det giver selvtillid, og meget ofte opstår der nye og varige venskaber.”

Normalt er der på Djurslands Folkehøjskole 65 elever ad gangen på sommerens kurser. I år er det, af corona-hensyn, begrænset til 60 elever ad gangen på de to 14-dages kurser.

Læs mere:

KORT FORTALT


SOMMERHØJSKOLE

En uge eller to på højskole kan være en fantastisk måde at holde sommerferie på.
Man kan få nye venner og have det sjovt.
Her kan du læse om tre forskellige højskoler.

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.

Lev Magasinet 2 2021

- Portræt: Monica Lylloff - Kvinde bag #enmillionstemmer
- Tema: Sommerferie i coronaens kølvand
- Skuespiller: "Følg jeres drømme"