Tør man sige nej til et tilbud om botilbud? Er forældre i dag blevet mere kræsne? Ved dem, der udmåler støtte til hjemmeboende med udviklingshandicap egentlig, hvad det handler om? Her kan du læse om, hvad Levs rådgivning møder i forhold til voksne hjemmeboende med udviklingshandicap – og hvad man har krav på af støtte
En voksen med udviklingshandicap, der bor hjemme hos sine forældre, har ret til at få samme socialpædagogiske støtte fra en medarbejder i kommunen, som hvis hun boede på et botilbud.
Sådan går det desværre bare ikke altid – til stor frustration for mange forældre.
I Levs rådgivning møder man et væld af komplekse problemstillinger, der kan komme af at have et voksent barn med udviklingshandicap boende hjemme. Det er lige fra at skulle kæmpe mod en næsten intimiderende tidsudmåling på den støtte, ens barn skal have, til at forældrene måske selv mangler en forståelse for, at deres barn nu er myndigt, og man kan altså ikke bare tage beslutninger på deres vegne. Det fortæller Cecilie Damgaard Staur og Sonja Pelle Nielsen, der arbejder med at rådgive Levs medlemmer.
Noget af det, der særligt fylder, er, at støtte til voksne hjemmeboende ofte bliver et kludetæppe af løsninger - foruden over- gangen til voksenbestemmelser.
Et problem med det kan eksempelvis være, at kommunens visitator mangler ind- sigt i, hvad det betyder, at det er et menne- ske med udviklingshandicap, de har med at gøre. For visitator er nu ofte fra det område i kommunen, der arbejder med ældreplejen. Sonja Pelle Nielsen gengiver en dialog med en visitator og en ung med udviklings- handicap, som den kunne udspille sig: ”Nå, du går selv i bad?” spørger visitator. ”Ja ja, jeg går selv i bad...” Mor står lige ved siden af og siger måske også: ”Nej, nej, nej, det gør du ikke, jeg hjælper med og sørger jo for både det ene og det andet.” Men ånden er måske ude af flasken, fortsætter Sonja Pelle Nielsen, og visitator sporet skævt ind på sagen. Visitator kan opfatte mors bemærkning som ”ikke at ville give slip”, i stedet for belysning af den unges reelle støttebehov, og dermed kan udmålingen af støtte blive urealistisk.
Så nogle kan få afvist eller få utilstrækkelig støtte ene og alene af den årsag, at de bor hjemme, uddyber Levs rådgiver.
Det er ikke et valg, de har truffet for deres egen skyld, men for barnets, og man sparer kommunen for tusindvis af kroner ved, at barnet ikke er ude at bo i botilbud - hvorfor kan man så ikke få lidt hjælp og støtte?
Cecilie Damgaard Staur, Levs rådgivning
En stor frustration for mange forældre kan også være, at de føler, de ikke bliver afløn- net for de opgaver, de løfter:
”Det er ikke et valg, de har truffet for deres egen skyld, men for barnets, og man sparer kommunen for tusindvis af kroner ved, at barnet ikke er ude at bo i botilbud. Hvorfor kan man så ikke få den rette hjælp og støtte?” siger Cecilie Damgaard Staur. Noget andet, der kan presse en del forældre, er, at de ønsker at give deres børn det samme ungdomsliv som deres søskende – det vil altså sige på på den unges egne præmisser og forudsætninger. Hun skal ikke flytte hjemmefra, når hun er 18 år og 2 dage, men have mulighed for at glide ind i voksenlivet ligesom andre. Hun skal måske bare have lidt mere tid til det. Som forældre kan man imidlertid komme under pres, fordi der måske på møder med kommunen bliver talt om den unges flytning. Og fordi det er ret meget ude af egne hænder:
”Det voksne barn bor hjemme, mens det venter på et botilbud. Man ved, hvad der er planen, men man er ikke herre over, hvornår der kommer en plads eller mulighed. Og så kan man blive nødt til at slå til, når ens barn måske er 19 år og fem måneder, fordi der kommer et botilbud, og man ved ikke, hvornår det kommer igen,” siger Sonja Pelle Nielsen. Men er det det rigtige tilbud? Tør man sige nej?
Som man kan læse i artiklen på side 14 om Suzanne Overgaard og hendes datter Julie, så er der også en del forældre, der ikke siger ja til det første det bedste. Er de mere kræsne, end man har set tidligere?
”Det er en anden generation, der måske har nogle andre forventninger, end det forældre tidligere havde til et socialt sy- stem. Man har stadig nogle drømme for sit barn, og så sætter man jo ikke den unge ud i noget, der bare er opbevaring. De ønsker naturligvis et tilbud, der kan skabe et godt og indholdsrigt liv for deres unge, som ikke altid er i stand til at skabe det selv,” forklarer Sonja Pelle Nielsen.
Måske bliver forældre også nogle gange bekymret på et forkert grundlag:
”Man får meget mere information via sociale medier og nyheder om de ting, der ikke fungerer. Så det kan være, at man er mere bekymret i forhold til, hvad der egentlig er reelt på det enkelte botilbud,” siger Cecilie Damgaard Staur.
Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 6 2021
AFLASTNING – Pårørende til en ung med udviklingshandicap har stadig ret til aflastning, efter den unge er blevet 18 år. Uanset serviceniveauer, hvor nogle kommuner har sat loft på antal døgn, så skal kommunen træffe en konkret afgørelse om antal – og dette kan godt overstige serviceniveauet.
PERSONLIG OG PRAKTISK HJÆLP (’HJEMMEHJÆLP’) – Tabt arbejdsfortjeneste falder bort, når barnet fylder 18 år. I stedet kan forældre få et kontant tilskud eller indgå kontrakt med kommunen om levering af hjælpen. Tilskud som hjemmeplejer: Antal timer bliver udmålt på baggrund af barnets konkrete behov, både i forhold til udførelse af de konkrete opgaver eller guidning af den unge til selv at gøre det. Tilskuddet baseres på en hjemmehjælpers løn. Der kan kun udmåles støtte til opgaver forbundet direkte med den unge, og derfor kan der eksempelvis ikke udmåles tid til, at mor eller far har tid med mindre søskende. Man er ikke bemyndiget til dagpenge eller optjener til beskæftigelseskrav.
VÆRGEMÅL – har som sådan ikke betydning for støtten. Men det kan have betydning i forhold til at hjælpe den unge med at klage. Levs rådgivere skriver altid til forældrene: ”Husk nu at du skal have værgemål eller fuldmagt fra den unge for, at du kan handle på hendes vegne.”
DAGTILBUD – Hjemmeboende har ret til dag- tilbud, som hvis de boede i et botilbud. Det ses også, at hjemmeboende kan have flere dage i beskæftigelse, fordi det er den billigste løsning, hvis forældrene har et arbejde at passe. Det er heller ikke givet, at de har brug for hjemmedag.
SYGDOM HOS DEN UNGE – Unge får dage, hvor de ikke kan være i dagtilbud, men må holde sen- gen. Ofte kan den unge ikke være alene i hjemmet. Her må forældrene konkret forinden aftale med kommunen om muligheder for støtte, hvis forældrene eksempelvis har et arbejde at passe.
I 25 år blev Suzanne Overgaards tanker domineret af frygten for, hvad der skulle ske med hendes datter. Men det slap hun, da hun endelig erkendte, at hun og hendes mand giver Julie et rigtig godt liv ved at lade hende bo hjemme
Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.
