Sådan spurgte vi på Levs Facebook-side – og blev næsten lagt ned af svar. Tanken var blandt andet at undersøge, om det var et tabu at have sin store søn eller datter boende hjemme på et tidspunkt, hvor andre børn er flyttet hjemmefra for lang tid siden. På Facebook var der over 70, som svarede, og på mail kom der også en del reaktioner til Lev Magasinets redaktion.

Svarene gik i mange retninger: Nogle gik på, at deres barn på 26 boede hjemme, fordi han simpelthen ikke fik tilbudt en bolig. Andre skrev, at det var bedst for deres datter på 30 at bo hjemme. Og forældre til unge på 18 og deromkring skrev, at de virkelig frygtede for, når deres barn skulle flytte.

De mange henvendelser – og efterfølgende personlig kontakt til en del af dem – viser, at mangel på valgmuligheder, besparelser på det pædagogiske personale, mange vikarer og uuddannet personale har sat deres tydelige spor i de senere år. En mor fortæller eksempelvis, at deres datter fik tilbud om at flytte på plejehjem – i mangel af bedre. Hun var i starten af 20’erne på det tidspunkt.

’Frit valg’, som det så flot hedder, kan i hvert fald meget hurtigt blive set som lidt af en vittighed mange steder. Der er ikke engang ét tilbud at vælge imellem.

Livet med en ung boende hjemme til han eller hun er 30 eller 40 år kan være drænende. En mor skriver således, at hun snart ikke kan mere.

Til gengæld viser det sig også, at mange har det godt med at bo hjemme – både forældre og den unge. Det giver tryghed i dagligdagen, faktisk mindre besvær for forældrene, end de har oplevet i en periode, hvor deres søn eller datter boede i et botilbud. En mor fortæller også, at hun oplever, at de kan give deres datter et liv, der medfører udvikling. Noget som langt fra er givet, hvis man bor i botilbud, mener moren.

Er forældrene i dag mere kritiske end tidligere generationer i forhold til, hvad deres børn får tilbudt af botilbud? Måske. Der er i hvert fald forventninger til standarden, til aktiviteter, til ture ud af boligen, til at det skal være et hjem og ikke en institution. Så en del forældre tænker givetvis, at de ikke vil tage imod det første det bedste tilbud.

Og til det med tabuet – så er det svært at sige ud fra vores arbejde med artiklerne i dette tema. Det virker i hvert fald som om, at mange forældre har forståelse for, at ’man venter og ser’. Måske professionelle – sagsbehandlere, lærere, pædagoger mv – tænker det i højere grad?

Det oplever i hvert fald en af de forældre, der medvirker på de følgende sider. Hun er bare kommet til den erkendelse, at det egentlig ikke rager nogen, hvad de beslutter i hendes familie, og hun har det godt med, at deres datter bor hjemme.

Før eller siden vil det naturligvis være nødvendigt for langt de fleste at flytte fra forældrenes trygge base. Og uanset om man frivilligt har valgt, at ens søn eller datter på 30 skal blive boende hjemme, eller det foregår ufrivilligt, så siger langt de fleste, at hvis den rigtige bolig var der, så ville de da vælge, at deres voksne barn kunne bo sammen med andre unge, have et ungdomsliv og udvikle sig der.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 6 2021

Læs også: