Af Arne Ditlevsen | Foto: Sarah Christine Nørgaard/Byrd

”Vi vil ikke være tilfredse med noget, der minder om en institution.”

Suzanne Overgaard er meget kontant, når det handler om muligheden for, at hendes datter, Julie på 33 år, skal flytte i et botilbud. Julie bor hjemme hos forældrene i et nedlagt landbrug på Djursland. Hun har prøvet at bo ude for over ti år siden. Og det var ikke nogen succes – især ikke for forældrene.

”At komme derop og se, at hun sad på et toilet og havde siddet der i lang tid eller ikke havde fået sin medicin - det var til at få ondt i maven af,” siger Suzanne Overgaard. Personalet var rigtig søde og imødekommen- de, men ressourcerne var der bare ikke til at tilgodese alle beboernes individuelle behov.

Til gengæld har hun det godt med, at Julie i dag bor sammen med forældrene:

”Vi giver hende helt klart et godt liv, så længe vi har muligheden for det.”

Suzanne Overgaard med Julie og sønnen Jacob.  Foto: Sarah Christine Nørgaard/Byrd

Julie skal være del af et fællesskab

På spørgsmålet om, hvad det giver Julie at bo hos forældrene og ikke på et botilbud, er 61-årige Suzanne Overgaard ikke i tvivl:

”Vi kan give hende oplevelser – helt basale ting som at gå en tur i skoven.” Julies mor er overbevist om, at deres tilgang har medvirket til, at Julie, der er født med manglende hjernebjælke, lider af epilepsi og ikke har noget verbalt sprog, stadig udvikler sig:

”Når mennesker som Julie bliver 18 år eller deromkring, går udviklingen ofte i stå, men det er ikke sket for Julie. Det viser de små ryk, vi ser hos hende.” Det hænger ifølge Suzanne Overgaard sammen med, at Julie ikke bare ’skal opbevares’:

”Hun skal være en del af et fællesskab og skal bidrage med noget... hun skal have en følelse af, at vi er sammen om en opgave. Hun bidrager med at tømme opvaskemaskinen, hjælper med at muge ud ved hestene, lægge vasketøj på plads, alle de der små ting... Det så jeg ikke i det botilbud, hvor hun var. En af hendes store oplevelser var at gå til købmand, men det var skåret mere eller mindre væk, der var ikke ressourcer til det. Også det at være ude var svært, for der skulle være en, som hjalp hende med at få alt tøjet på.”

Samværet med andre end familien får Julie blandt andet i det dagtilbud, hun kom- mer i fem dage om ugen. Her er det i øvrigt først og fremmest personalet, hun søger, og ikke så meget de andre med udviklingshandicap.

Arbejdslivet for Suzanne Overgaard og hendes mand har altid været styret af, at der har skullet være nogen hjemme, når Julie er hjemme. Helt afgørende for at dagligdagen fungerer for familien Overgaard er dog, at de nu har fået bevilget, at der kommer en og hjælper Julie om morgenen på hverdage. Hun hjælper Julie i tøjet, med morgenmad, madpakke, børste tænder, og så kører hun Julie til dagtilbuddet. Derudover er de bevilget nogle timers hjemme- hjælp, og Julie får handicapkompenserende ridning.

Har sluppet følelsen af skyld

I dag er Suzanne Overgaard meget afklaret i forhold til, at hendes ældste datter bor hjemme. Men sådan har det ikke altid været. ”I de professionelle kredse, hvor jeg også færdes, var det ikke noget, jeg talte ret meget om!” Suzanne var og er lærer i specialundervisningen. Men så skete der et eller andet:

”For 5-7 år siden begyndte jeg at hvile i, at det er sådan, det er, og jeg kan ikke gå og bekymre mig resten af mine dage og forpeste mit og resten af familiens liv. Jeg vil ikke gå og være flov over det. Det er ikke vores skyld. Og havde det rigtige tilbud været der, havde hun også boet der,” siger Suzanne Overgaard, der ud over Julie har to andre børn, som forlængst er flyttet hjemmefra.

Den accept har gjort, at Suzanne Overgaard har kunnet slippe noget af den skyld, hun har haft i forhold til, om de gjorde det rigtige ved at tage Julie hjem.

”Jeg tænker egentlig bare, at det går fint nu. Det er simpelthen det nemmeste. Hun er jo i en kategori, hvor det vil være meget svært at overbevise nogen kommune om, at de ikke har et tilbud, der passer til hende. Det vil være utopi at tro, at vi kan flytte hende i et tilbud, som måske lå i Hammel, Aarhus eller Sønderborg. Kommunen vil sige, at de godt kan dække Julies behov.” Og det tilbud kommunen har er så der, hvor Julie har boet engang.

En generation der stiller krav

Om det at have et kritisk blik på udbuddet af botilbud siger Suzanne Overgaard:

”Vi tilhører en generation, der ikke er duperet over de tilbud, der er stillet op. Tidligere var mange forældre måske tilfredse, når deres barn fik sin egen lejlighed. De var jo enormt taknemmelige, men vi har været vant til mange gode tilbud i skolesystemet. Så vi vil ikke stille os tilfredse med noget, som minder om en institution,” siger Suzanne Overgaard. Hun nævner en episode tidligere i år, hvor hun og hendes mand var sammen med nogle venner. En af vennerne, der arbejder med visitering i en kommune, siger: ”De skal have det så godt, som de nu kan få det.” Det får Suzannes mand op i det røde felt. Han siger: ”Nej, de skal have det godt!”

”Hele det der institutionsbegreb!” siger Suzanne Overgaard med frygt i stemmen. ”Vi taler om et helt liv i et botilbud! Måske 60 år. Det er lang tid.”

Hun oplever, at det, de har gjort for Julie, også sker mange andre steder. Mange af Suzannes gamle elever bor således også fortsat hjemme.
Den dag kommer, hvor Julie ikke kan blive boende hos sin mor og far. Det er Suzanne Overgaard heller ikke blind for.

”Ja, det kan jeg godt frygte, for hvor skal hun flytte hen? Det kan blive i morgen eller om ti år. Måske er jeg naiv. Det kan være, at jeg gør hende en frygtelig bjørnetjeneste. Jeg ved det ikke.”

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 6 2021

 

Læs også: