Af Arne Ditlevsen | Foto: Rasmus Laurvig/Byrd og Niels Henrik Dam

En Porche i indkørslen, et hus på 270 kvadratmeter, en tv-skærm på 75 tommer og en barstue med sorte lænestolsflydere. Det kører for Johnny Hansen. Rent bogstaveligt. Omkring 200 koncerter og 100.000 kilometer på landevejene bliver det til om året. Det er, hvad der skal til for at holde forretningen Kandis i gang.

Johnny og resten af bandet har lige fra starten i 1988 været klar over, at deres største force er det helt særlige forhold, der er mellem dem og publikum.

”Vi har altid brugt meget krudt og energi på vores publikum. Vi går altid ned af scenen foran og taler med folk. På Sølund bruger vi gerne 1½ time på at skrive autografer, og vi stopper først, når alle har fået,” fortæller Johnny Hansen.

Johnny med fans - Foto: Niels Henrik Dam

Musik i øjenhøjde

Kandis spiller for alle, der har lyst til at bruge et par timer med Danmarks største danseband. Men ikke mindst for mange med udviklingshandicap er Johnny gud. Kandis er da også et fast indslag på Sølundfestivalen og spiller en bunke koncerter i Lev-regi, eksempelvis Kulturfestivalen i Skjern til foråret: ”Jeg tror, det er fordi, at vi sætter showet ned i øjenhøjde. Mange kører deres normale shows, og det går bare hen over hovedet på det publikum. Vi siger og gør nogle andre ting. Jeg tager dem altid op på scenen, og det elsker de simpelthen.

Når vi spiller i Skjern, er der nogle gange flere på scenen end nede på gulvet,” griner Kandis-frontmanden.

”Når vi spiller den slags koncerter topper de ret hurtigt. Normalt bygger man jo op til klimaksen til allersidst. Her er der fuldt smadder på fra starten af. De elsker sang og musik, gerne dansk, som de kan stå og synge med på.”

Musikken redder liv

Samværet med gruppens fans er fyldt med fis og ballade, og der er mange, der er kommet til deres koncerter år efter år, fortæller Johnny Hansen. Men nogle gange bliver det også mere alvorligt:

”Mange kommer jo og fortæller deres personlige historie. Jeg lytter gerne til dem, tager en snak, men jeg er også nødt til at parkere det, for jeg kan ikke rumme alle historierne. Selv om vi er meget åbne, er der også en usynlig grænse, som de er gode til at respektere.”

Hvor dedikerede, deres fans kan være, gik for alvor op for Johnny Hansen i forbindelse med dokumentarfilmen ”Kandis for livet”, der havde premiere her i efteråret. Filmen, som følger en håndfuld dedikerede Kandis-fans, har fået fremragende anmeldelser og har åbnet en dør til mange, der måske ikke er fans af bandet, men kun kender det af omtale. Og så har den altså også været lidt af en øjenåbner for Johnny Hansen:

”Først med udsendelse af filmen fandt jeg ud af, hvor meget musikken betyder for de her fans. En var ved at tage sig selv af dage, og han sidder og lytter til en af vores sange sammen med sin hund. Det gør så, at han ombestemmer sig alligevel. Man tænker jo ikke over i det daglige, hvor stor betydning det egentlig har. Det risler ned ad ryggen at høre de historier.”

Popdreng med succes

Er det godt at være Johnny? Johnny Hansen er ikke i tvivl: ”Det er fantastisk! Det er det her liv, jeg har drømt om, siden jeg var en lille dreng og sad på nogle transportkasser og hørte min far (Bjørn Hansen fra Bjørn & Okay, red.) spille musik. Det er det, jeg har kæmpet for altid,” siger Johnny Hansen og tilføjer: ”Jeg savnede meget min far, da jeg var dreng. Da jeg begyndte at spille, fik vi en connection, vi havde noget fælles, vi kunne dele.”

”Min mor syntes, jeg skulle have noget at falde tilbage på, så jeg er uddannet elektriker og har også installatør-eksamen. Men jeg ved ikke hvorfor, for på det tidspunkt havde min far levet af at spille i 25 år.”

”Vi var mega heldige. Da vi havde lavet de tre første plader startede Dansktoppen op igen i ’93. Vi var med som nogle af de første og fik nogle sange, der lå der i 33 uger og 28 uger. Vi sprøjtede cd’ere ud. Dengang solgte vi 100.000 styk. Og der kom en masse tv. Nu er vores publikum måske også ’last movere’, men mange vil stadig gerne have noget fysisk i hånden, så vi sælger 10.000 eksemplarer af en cd i et marked, der ikke findes. Vi har været så privilegerede,” siger Johnny Hansen næsten vantro over egen succes.

Kandis-sangeren kalder sig selv en rigtig popdreng. Hans første LP købte han, da han i 1978 havde fået sit første stereoanlæg. Pladen var med Suzy Quatro, og nummer to var Arrival med ABBA. I dag hører han gerne Elton John og Elvis og, hvis det skal gå vildt for sig, Bon Jovi.

Toppen af poppen?

Om fremtiden for Kandis siger Johnny Hansen: ”Jeg drømmer om, at vi kan køre videre på det her niveau så lang tid, vi har lysten til det. Vi nyder at komme afsted, og vi har det sjovt i bandet. Jeg vil være ked af, hvis vi skulle ned og spille i forsamlingshuse og små kroer.” Når Kandis spiller på Sølundfestivalen er det for 10.000 begejstrede fans. De har også spillet opvarmning for Status Quo for 5.000 publikummer og store koncerter i Boksen i Herning og mange andre steder. Det kunne lyde som toppen af poppen. Men er han egentlig blevet spurgt, om han vil være med i det populære program på TV2?

”Nej, det er jeg ikke.” Er du ikke toppen af poppen? ”Det kommer an på, hvem du spørger,” svarer Johnny Hansen med et skævt smil. ”Så jeg har heller ikke sagt nej til ”Toppen af poppen” – og heller ikke til ”Vild med dans”. Men det sidste ville jeg helt sikkert sige nej tak til. Jeg har set millioner af mennesker danse, men jeg hader det selv. Jeg er mere ham, der står i baren og griner og siger noget dumt.”

Johnny i baren med hunden Bailey - Foto Rasmus Laurvig/Byrd

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 6 2021