Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Fire hurtige skal forbedre retssikkerhed på handicapområdet

Retssikkerheden for mennesker med handicap skal forbedres. Det var der bred enighed om da Folketinget den 4. maj behandlede #enmillionstemmers borgerforslag ”Handicapområdet skal væk fra kommunerne”

NYHED

Her er fire hurtige, og helt konkrete, bud på forbedringen af retssikkerheden for mennesker med handicap. Lige til at tage ned og lægge på forhandlingsbordet.

  • Den eksisterende varslingsbestemmelse på 14 uger bør gælde flere afgørelser end i dag. Det drejer sig blandt andet om socialpædagogisk bistand, aflastning, beskyttet beskæftigelse og aktivitetstilbud og ledsageordning. Alle ydelser, som er helt afgørende for den enkelte modtagers hverdag, og som der skal skabes større tryghed omkring.
  • De årlige (og nogle gange endnu hyppigere) revurderinger af for eksempel, hjælpemidler, tabt arbejdsfortjeneste, merudgifter, hjælperordninger, ledsageordninger, med videre erstattes af en ret til at benytte tro-og-love erklæring, hvis borgeren ikke oplever væsentlige ændringer i funktionsniveau eller behov.
  • En stærkere, mere opsøgende og uafhængig Ankestyrelse. Styrelsen skal være en hjørnesten i sikringen af borgerens rettigheder på socialområdet – også for de ekstra sårbare borgere, som ikke har ressourcer til selv at tage kampen i klagesystemet. Det drejer sig om langt flere praksisundersøgelser og om systematisk genbehandling af forkert afgjorte sager fra disse undersøgelser. Men også om en mere håndfast håndtering af tilsynssager over for kommunerne, nedbringelse af sagsbehandlingstider og styrket faglighed.
  • Oprettelse af en retssikkerhedsfond, der fjerner kommunernes økonomiske tilskyndelse til at trække sager i langdrag. Kommunens økonomiske gevinst ved langstrakte klagesagsforløb skal indbetales til en landsdækkende retssikkerhedsfond. Midler i fonden kan for eksempel anvendes til styrket retssikkerhedsbistand eller anden støtte til mennesker med handicap.

 

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne

Elses tur

Hvorfor er det Elses tur?

Hvis Else havde klaget over kommunens afgørelse, er der stor sandsynlighed for, at Ankestyrelsen havde givet hende medhold. Men Else ved ikke hvad en social afgørelse er– eller hvad Ankestyrelsen er. Hun har ingen til at hjælpe sig med at klage og derfor får hun mindre hjælp end hun har ret til – og behov for.