Af Thoms Gruber, politisk konsulent i Lev

De årlige økonomiforhandlinger mellem KL og regeringen, som typisk indledes i maj, er traditionelt præget af stor spænding. Det er ved disse forhandlinger, at kommunerne får fastlagt deres økonomiske rammer, og hvor der indgås aftaler om, hvilke områder der særligt skal prioriteres, hvor der skal udvikles og investeres osv.

Forhandlingerne har stor betydning for velfærdsområderne i kommunerne – ikke mindst for udviklingen på handicapområdet. Det så vi tydelige eksempler på i forbindelse med skiftende regeringers forsøg på reform af serviceloven i 2015 og 2017. Linjerne i begge disse reformforsøg blev forudgående defineret i økonomiaftalerne i den periode.

2021 forhandlinger handler igen om handicap

Også her i 2021 ser det ud til, at økonomiforhandlingerne kommer til at handle om handicapområdet – og om socialområdet generelt. Og også denne gang skal vi være meget opmærksomme på, hvad der kommer på papir, når forhandlingerne er afsluttede.

Dette års aftale indgås i en situation, hvor der allerede er et betydeligt landspolitisk fokus på handicapområdet. Det skyldes især en vedvarende reformdiskussion i tilknytning til evaluering af det specialiserede socialområde, og at Folketingets partier for nyligt behandlede #enmillionstemmers borgerforslag om at fratage kommunerne ansvaret for handicapområdet.

Dette landspolitiske fokus ser ud til at have lagt et betydeligt pres på kommunerne og deres interesseorganisation, KL. Et pres, som KL tydeligt har svaret på, ved at gøre handicap- og socialområdet til hovedprioriteten i deres forhandlinger med regeringen – og ved at søge dialog med handicaporganisationerne om udfordringerne med retssikkerheden for mennesker med handicap.

Uforpligtende KL-udspil

I dagene, hvor forhandlingerne blev indledt, offentliggjorde KL således en plan for socialområdet med en prioritering på fem milliarder kroner over tre år. Planens hovedoverskrifter var styrket kvalitet i sagsbehandlingen, styrket kvalitet og større kapacitet på de specialiserede tilbud og styrket forskning og viden.

Kigger man nærmer på de forskellige initiativer i KL-planen, er der tale om meget vage og uforpligtende tilkendegivelser om alt det gode, kommunerne vil gøre, hvis de får de ekstra penge til området. Trods KL’s engagement i retssikkerhedsalliancen er planen renset for forslag til forbedring af borgernes retssikkerhed – bortset fra det sædvanlige ønske om mere enkle regler. Grundlæggende synes beskeden til regeringen at være – ’send os en masse penge, og hold så i øvrigt op med at kritisere os for de store problemer på handicapområdet, og drop jeres overvejelser om at fratage kommunerne en del af ansvaret for området’.

Det er selvfølgelig positivt, at kommunerne efterspørger flere penge til handicapområdet og det øvrige socialområde. Handicapområdet har været massivt underfinansieret i et årti, og der er brug for bedre økonomi, hvis den nødvendige genopretning skal kunne gennemføres. Men ekstra penge gør det ikke alene, og slet ikke hvis det blot sker ved at forhøje bloktilskuddet til kommunerne uden nogen ’modkrav’ i form af styrkede rettigheder til borgerne.

Derfor er der fortsat behov for en ny og klogere struktur på handicapområdet, som kan sikre, at øgede midler rent faktisk anvendes på området, og at det reelt fører til højere kvalitet og specialisering i indsatsen.