Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Inklusionsprojekt skaber gode resultater til gavn for mennesker med udviklingshandicap i Ghana

Lev, Danske Handicaporganisationer og Spejderhjælpen har et succesfuldt samarbejde om at skabe mere inklusion i de ghanesiske lokalsamfund for mennesker med udviklingshandicap

NYHED

Alle børn fortjener en ven! Sådan lyder mantraet for det fælles projekt i Ghana, som Lev og Danske Handicaporganisationer sammen med Spejderhjælpen kører på tredje år. Formålet med projektet er at fremme inklusion og skabe nye fællesskaber for børn med udviklingshandicap i de ghanesiske lokalsamfund. Og der er masser af positive takter i Ghana, hvad det angår, pointerer Sune Barker, der er ansvarlig for Levs internationale projekter og som selv flere gange har været i Ghana.

- Det er et meget omfattende og tidskrævende arbejde at skabe forståelse og anerkendelse af mennesker med udviklingshandicap i Ghana. Det kræver en masse oplysningsarbejde, der skal skabe en holdningsændring i de ghanesiske lokalsamfund, der skal munde ud i, at mennesker med udviklingshandicap bliver inkluderet i fællesskabet frem for at blive udstødt, som desværre er meget almindeligt i mange af de afrikanske lande, hvor vi har arbejdet tidligere eller er tilstede i dag.

Spejderkorps er gået forrest 

Levs søsterorganisation Inclusion Ghana har allieret sig med to ghanesiske spejderkorps, der i forbindelse med projektet, gik i gang med at skabe fællesskaber mellem spejderne og unge med udviklingshandicap – blandt andet ved at lave en masse fælles aktiviteter sammen.  Det har haft en positiv effekt at lade de ghanesiske spejderkorps gå forrest i dette projekt – det har nemlig bidraget til at skabe den nødvendige holdningsændring over for mennesker med udviklingshandicap i Ghana, da spejderbevægelsen i Ghana nyder stor respekt ude i de ghanesiske lokalsamfund. Projektet har også afledt uventede resultater. For eksempel tog spejderne i Ghana selv initiativ til at mødes med unge med udviklingshandicap den 1. maj og lavede små donationer.

 

En helt nødvendig indsats

Levs formand, Anni Sørensen, rejste i 2020 til Ghana sammen med Hanne Friis Kaas fra Spejderhjælpen for ved selvsyn at opleve forholdene for mennesker med udviklingshandicap i Ghana og for at bakke op om projektet. Og her blev Anni Sørensen bekræftet i, at der er et stort behov for, at mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende får mere støtte og hjælp til at blive inkluderet i de ghanesiske lokalsamfund.

- Besøget i Ghana sidste år gjorde et stort indtryk på mig. Det var skræmmende at opleve, hvor triste vilkår mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende lever under i Ghana. Derfor er jeg selvfølgelig glad for, at Lev og DH sammen med Spejderhjælpen har bidraget til at skabe mere forståelse og inklusion i Ghana for mennesker med udviklingshandicap. Sammen med Inclusion Ghana og de ghanesiske spejderkorps har vi trods Corona-epidemien skabt større forståelse og anerkendelse for mennesker med udviklingshandicap. Det er meget positivt.

Alle børn fortjener jo en ven uanset, hvor i verden de befinder sig

Anni Sørensen, landsformand i Lev

Potentiale for mere samarbejde

Til efteråret vil danske spejdere i Spejderhjælpsugen indsamle midler til, at projektet kan køre videre. Herefter vil Lev løbende følge op på inklusionsprojektet i Ghana. Ifølge Anni Sørensen er der masser af potentiale for et fortsat samarbejde mellem Lev og Spejderhjælpen.

- Vi har haft en rigtig godt samarbejde med Spejderhjælpen i forbindelse med projektet, og det var en stor fornøjelse at rejse sammen med Hanne Bach Kaas til Ghana forrige år. Jeg håber, at vi kan fortsætte samarbejdet både nationalt og internationalt om at skabe gode fællesskaber og inklusion for mennesker med udviklingshandicap både nationalt og internationalt. Alle børn fortjener jo en ven uanset, hvor i verden de befinder sig, pointerer Anni Sørensen.

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.

Karma og ubetinget kærlighed

På en hed tur i Cambodia oplever Gustav, Levs projektkonsulent, livsvilkår, som er totalt fremmedartet fra det, han selv kender fra sin søster med udviklingshandicap. Alligevel kan han genkende fordomme, bekymringer og kærlighed på tværs af kontinenterne