Af Arne Ditlevsen

Hvis du som person med udviklingshandicap gerne vil bo sammen med din kæreste, så sørg for, at I har samme handicap, samme brug for hjælp, og at I bor i samme kommune. Sådan lyder en gammel vittighed i ULF, Udviklingshæmmedes Landsforbund.

Sort humor kunne man kalde det, men det er også dødsens alvorligt, for sådan er vilkårene for rigtig mange beboere i botilbud. Støtte og bolig kædes sammen i stor stil. Det giver begrænset indflydelse på eget liv og det forhindrer den af-institutionalisering, som man ellers for mange år siden besluttede på Christiansborg.

- Mange ægtefæller bor ikke sammen, kærester mødes på cafeer, sex foregår på toiletter og kopirum, for det er umuligt for dem at være sammen, fortæller Jane Jensen, mangeårig medarbejder i sekretariatet hos ULF.

- Dem, der bor i egen bolig, kan flytte sammen, som de vil. Men bor du i botilbud, så kan du ikke. Må ikke. Du kan ikke få hjælp til at flytte og heller ikke støtte.

Jane Jensen har efter mange år i ULF og mange ture rundt i landet for at holde kurser for ULF’s medlemmer et indgående kendskab til, hvor skoen trykker.

Sammenblandingen af støttebehov, kommunens udbud af ledige boliger i botilbud, den enkelte persons egne ønsker mm. – og hvad det betyder for, hvor den enkelte får tilbudt en bolig - er nu dokumenteret i en undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder (IMR). I den svarer 96 procent af de adspurgte sagsbehandlere, at det i høj eller meget høj grad er tilfældet, at borgerens støttebehov har afgørende indflydelse på, hvor han eller hun kommer til at bo.

- Det er et meget tydeligt signal om, at den ambition og intention, der er indskrevet i lovgivningen om at adskille støttebehov fra botilbud, ikke er ført ud i praksis, siger Nikolaj Nielsen, ligebehandlingschef i IMR.

Det har en masse afledte konsekvenser. Nikolaj Nielsen siger:

- Dit handicap definerer dermed, hvor du kan bo, og hvordan du kan bo. Og det har også betydning, hvis dit støttebehov ændrer sig, så skal du måske til at skifte botilbud. Samtidig gør det det svært for folk at vide, hvad de egentlig er visiteret til, hvis man ikke har fået udmålt sin støtte individuelt. Og man risikerer, at folk ikke bliver opmærksomme på, at der skal træffes individuelle afgørelser over for borgeren.

Nikolaj Nielsen, ligebehandlingschef i IMR

Institutionerne burde være fortid

Et af hovedmålene for undersøgelsen fra IMR var at se på intentionerne i lovgivningen kontra praksis i hverdagen. Begrebet ’institution’ i forbindelse med botilbud for voksne med handicap blev officielt afskaffet med vedtagelsen af serviceloven i 1998, og der kom krav om, at man skal have udmålt støtte individuelt. ”Problemet er bare, at institutionerne ikke forsvandt, da man lavede loven om,” som Nikolaj Nielsen udtrykker det. Siden er der også kommet en handicapkonvention, ratificeret af Danmark i 2009, med et klart mål om, at mennesker med handicap skal have mulighed for selv at vælge deres bopæl.

Nikolaj Nielsen siger:

- Der har været en meget behersket udvikling. Og det har ikke været sådan, at da man underskrev handicapkonventionen, så gav det et ryk. Måske er udviklingen faktisk gået den anden vej. Hvis man for eksempel ser den her tankegang med socialtilsyn, der tilser det enkelte tilbud, det er jo på en måde en institutionaliserings-tankegang, der ligger til grund for det.

Ifølge IMR-rapporten så svarer lidt over hver tredje sagsbehandler, at borgere med en funktionsnedsættelse i deres kommune i ”lav grad eller meget lav grad” har mulighed for at vælge mellem forskellige botilbud. Og det samme gælder muligheden for at kunne vælge den boform, man ønsker at bo i (botilbud, egen bolig, opgangsfællesskab, plejehjem m.v.). 19 procent mener heller ikke, at det er tydeligt, hvilken individuel støtte, der er blevet udmålt til den enkelte beboer i forbindelse med visitation til botilbud.

Undersøgelsen siger imidlertid ikke noget om, hvorfor en pæn stor del af socialrådgiverne mener, at mange borgere har så lidt indflydelse på eget liv, om det eksempelvis skyldes pres ovenfra i systemet på at vælge billigste model og fylde kommunens egne tilbud op.

- I teorien burde det være fuldstændig uden betydning – der er jo frit valg. Men det viser vores undersøgelse altså, at sådan er det ikke. Vi kan ikke sige, hvad årsagen til det er, vi kan bare se, at kommunegrænserne spiller en rolle på en anden måde, end de gør for folk, der ikke skal bo i botilbud.

Jane Jensen fra ULF er imidlertid ikke i tvivl om, hvad en af årsagerne er til det manglende frie valg: handle- og betalingskommunereglerne. Reglerne blev indført i 2010 og indebærer, at samme kommune er både handle- og betalingskommune for personer, der modtager ydelser efter serviceloven.

- Den daværende socialminister, Karen Ellemann (V), lovede, at man ikke blev stavnsbunden af de nye regler. Men det var lige det, der kom til at ske. En kommune vil ikke betale til en anden kommune end deres egen. Og man lytter ikke til ønsker fra borgerne, der gerne vil bo i en anden kommune. Der er ikke frit valg, og det er værst for dem, der har brug for meget støtte, siger Jane Jensen.

Hun fortæller videre, at hun har oplevet borgere sidde og græde, fordi de mere eller mindre er tvunget til at bo i nogle af de store bofællesskaber, der er opført i en del kommuner. Boligen var måske stor og fin, men den lå langt ude på marken, hvor der kun var en Harald Nyborg og en Jysk at handle i.

- Der kan være mange måder at sikre sig samtykke fra en kommune til, at en borger siger ja til et botilbud. Resultatet er bare, at når du mister friheden til at kunne gå i biffen eller til købmanden, så gør det nogle borgere mere afhængige af hjælp.

 

Ambitionerne mangler

Hvad kan man så ifølge Nikolaj Nielsen gøre for at give valgmuligheder og mere frihed til dem, der har behov for megen hjælp og støtte i dagligdagen? For det er jo et område med stor vanetænkning – både hos pårørende og myndighederne, men også med stor økonomisk betydning for kommunerne.

- Der er nogle ting i loven, man bør ændre. Man kan sagtens forestille sig nogle principper om, at et selvstændigt liv indebærer, at man ikke får al sin hjælp dækket fra samme institution. Det er i sig selv en skrøbelig situation at være fuldstændig afhængig af det sted, man bor. Det princip, at man har indflydelse på, hvem der hjælper en, det hører med til et selvstændigt liv. Hvis man har et stort hjælpebehov, men ingen indflydelse på, hvem der hjælper en, er det svært at sige, at man har et selvstændigt liv. Men der er også brug for nogle eksperimenter, som viser vejen. Nogle af de gode eksempler skal fremhæves, så man får det ind, hvordan en afinstitutionalisering egentlig ser ud. Som det er nu, er ambitionen der ikke engang. Der er ikke nogen, der opfatter det som galt, at ”jeg har et stort støttebehov, og jeg har ingen indflydelse på, hvem der hjælper mig”, siger Nikolaj Nielsen.

IMR har i rapporten lavet fire anbefalinger til, hvordan mennesker med udviklingshandicap, der bor i botilbud, kan få styrket deres selvbestemmelsesret. Dem kan du se i boksen her på siden.

Borgerne er ikke spurgt

Undersøgelsen fra IMR viser kun myndighedernes side af sagen. Det er Nikolaj Nielsen helt på det rene med:

- Jeg tror godt, man kan sige, at den her undersøgelse afspejler, hvordan myndighederne selv opfatter deres praksis. Det ville formentlig være anderledes, hvis man havde spurgt borgerne om de her beslutninger, som er så afgørende for deres liv.

IMR har fået mod på at lave nye undersøgelser om livsvilkår for mennesker, der bor i botilbud:

- Det er et af de steder, hvor vi stadig er udfordret i Danmark. Handicapkonventionen som sådan indeholder et forbud imod institutioner, men det er ikke gjort med at skrive under på konventionen. Man må presse på for, at de her rettigheder også bliver til virkelighed, siger Nikolaj Nielsen.

I mennesker med udviklingshandicaps egen organisation, ULF, er man enig:

- Man har ret til at bestemme selv, det går vi meget ud og fortæller vores medlemmer. Vi arbejder med selvbestemmelsesret hele tiden. Det er værdigt selv at bestemme, hvor man vil bo, siger Jane Jensen.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 5 2021

 

Læs også: