Af Karin Ditlevsen, freelancejournalist | Foto: Kasper Løjtved/Byrd

Anne Fabricius Murmann er, med egne ord, ikke særlig aktivistisk indstillet. Og hun er aldrig gået specielt meget op i politik. Før nu.

- Tidligere ville jeg hellere have trukket ti tænder ud end at stille op som politiker! Når jeg nu gør det alligevel, så kan du næsten regne ud, hvor vigtigt, det er for mig, at jeg gør det.

Det siger Anne Fabricius Murmann, som stiller op ved det næste kommunalvalg for de konservative. Hun vil kæmpe for, at der sker en gennemgribende ændring af den måde, det politiske arbejde på handicapområdet foregår på.

Anne Fabricius Murmann er mor til Jakob på tre år, som har Downs syndrom, og Anne er træt af de mange groteske og helt vilkårlige udlægninger af handicaplovgivningen, hun har oplevet.

- Handicapforældre bevæger sig reelt i et område uden retssikkerhed.

Så kontant er Annes beskrivelse af den måde, lovgivningen på handicapområdet bliver forvaltet på.

Jakob og storesøster Karla på fire år. - Foto Kasper Løjtved/Byrd

Forlanger meget af forældre

- Som udgangspunkt er lovgivningen på området i orden - der er selvfølgelig plads til forbedringer! - men det er fortolkningen af den, der er problemet, siger Anne Fabricius Murmann.

- Det er jo ikke sådan, at der i loven står: ”Du må kun tildele X til Y”. Tværtimod står der, at du er berettiget til ”det nødvendige. Men kommunerne ser loven som en elastik i metermål, som de kan fortolke og fordreje efter, hvad der passer dem bedst. Men det er jo ikke hensigten. Jeg kan ikke udtrykke dybt nok, hvor katastrofal en organisering handicapområdet har. Alt for meget bliver lagt op til tilfældigheder, og at borgere, til en vis grad, selv skal finde løsninger for at få dækket deres behov for hjælp, siger Anne Fabricius Murmann.

- Der ligger nærmest en forventning om, at forældre til handicappede børn har læst og forstået serviceloven på forhånd, når de møder op i forvaltningen i deres kommune. Jeg vidste selv ingenting om Downs syndrom, da jeg blev mor til Jakob. Jeg er ikke professor i forvaltningsret. Jeg ved ikke, hvad jeg har krav på af hjælp. Jeg er en helt almindelig borger, som rækker ud til kommunen, fordi jeg har et barn, der har brug for ekstra hjælp. Jeg ønsker ikke at hænge nogen kommune ud. Jeg bliver altid behandlet pænt af min egen kommune. Jeg har kun mødt høflige og kompetente medarbejdere. Men jeg kan bare se, at der er en voldsom forskel på, hvordan de forskellige kommuner fortolker lovgivningen. Der er også stor forskel fra sagsbehandler til sagsbehandler. Nogle af dem ved meget lidt om området, imens andre måske ikke kan agere anderledes, hvis de skal holde sig indenfor de rammer, som kommunen handler efter.

Brug for en Handicapstyrelse

Hvordan kan vi forbedre vilkårene for mennesker med handicap? Anne Fabricius Murmann mener, at vi skal reorganisere hele området og oprette en helt ny særskilt styrelse.

- Jeg mener, at vi bør oprette en Handicapstyrelse. En styrelse for hele handicapområdet, med nogle tilhørende regionale tilsyn. Styrelsen skal dække alle ressortområder med relevans for borgere med handicap. Indtil der sker en reorganisering, skal kommunerne have klare kvalitetsmål, og de skal arbejde efter nogle helt dokumenterede faste processer, når de sagsbehandler en borger med handicap. Det er jo det, man gør i alle andre erhverv, hvor der er forskelligartede standarder at leve op til.

Ikke født politiker

Anne er ikke idealist. Snarere hard-core realist. Hendes forhold til politik er helt pragmatisk.

Hvis man spørger hende, hvorfor hun har valgt at stille op for et borgerligt parti, får man et meget kort svar.

- Fordi jeg kan regne.

Den fyndige melding kommer tørt og kontant. Anne Fabricius Murmann uddyber:

- Jeg ved godt, at pengene ikke vokser på træerne. De skal tjenes. Og som selvstændig (it-konsulent, red.) ved jeg, hvor hårdt det er at tjene penge. Der er ikke noget her i livet, der er gratis. Det hele handler om politiske prioriteringer, siger Anne. Jeg betaler min skat med glæde. Men så skal pengene også bruges fornuftigt og tilkomme dem, der har mest brug for dem. Jeg mener, at de, som har allermest behov for - og krav på - velfærdsstatens hjælp og beskyttelse, skal prioriteres i langt højere grad.

Og Anne føler, at tiden for hende og for Jakob løber stærkt, og i den forkerte retning.

- Hvis rammerne for min søn, når han bliver voksen, skal være i orden, så er jeg nødt til at starte med at arbejde for det nu. Han er kun tre år - men jeg er måske allerede sent på den. Så langsomt kører systemet!

Hårdt at være afhængig

At blive mor til Jakob har pirket alvorligt til to af Annes grundtræk. Hendes utålmodighed og hendes trang til at være uafhængig af andre og klare alting selv.

- Jeg hader at være afhængig af andres afgørelser! Det er ikke med min gode vilje, at jeg skal sidde skoleret i en kommunal forvaltning og retfærdiggøre, at jeg har brug for det og det til Jakob. Jeg har allermest lyst til at sige: ”Hør her - hvis ikke det var bydende nødvendigt, så sad vi to altså ikke sammen her!” Før jeg fik Jakob, vidste jeg ikke noget om handicapområdet. Som alle andre kunne jeg snakke med om, at det her, det er da godt nok også forfærdeligt, og så ellers vende det blinde øje til og gå videre. Det kan jeg ikke mere. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig, at jeg stadig kunne. Men det kan jeg bare ikke. Nu er jeg tvunget til at planlægge alt - for jeg har fået et barn, der aldrig nogensinde kommer til at kunne klare sig selv, siger Anne Fabricius Murmann.

At spille spillet

Hvis Anne Fabricius Murmann får en plads i kommunalbestyrelsen i Roskilde - hvad vil hun så gerne opnå?

- Jeg håber, at jeg kan sandsynliggøre, hvorfor det er vigtigt, at der bliver truffet nogle lidt klogere beslutninger på de her områder. Jeg vil gerne gøre handicapområdet mere vedkommende for folk. Mennesker med særlige behov skal integreres i samfundet i højere grad og ligestilles med alle andre borgere. Debatten foregår alt for tit på et distanceret ’ah, men det er også synd-for dem-agtigt’-plan.

Men om Annes naturlige utålmodighed kan tæmmes og forenes med lange debatter og utallige kompromiser, er en anden sag.

- Ja, det er jeg faktisk også spændt på. Jeg vil arbejde hårdt for sagen og spille spillet. Men omvendt ved jeg, hvad jeg kan, og hvad jeg kæmper for - og jeg skal kunne se mig selv i øjnene.

Anne Fabricius Murmann med Jakob. - Foto Kasper Løjtved/Byrd

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 5 2021