Af Arne Ditlevsen | Foto: Kasper Løjtved/Byrd

Susanne Nielsen har mange gange været desperat og fortvivlet over sin søn, Jespers, boligsituation. Jesper, der nu er 39 år, er født og opvokset på den københavnske vestegn – og det er her, hans familie bor. Men efter han på et tidspunkt flyttede til Fyn, er det nu en fynsk kommune, der betaler for den støtte, Jesper modtager, og det er den kommune, der i en del år har bestemt over, hvor Jesper har boet og med hvilken støtte.

Susanne Nielsen fortæller, at det har haft store negative konsekvenser for Jesper, at han har fået tilbudt boliger, som socialt ikke har passet til ham, og at hjælpen ofte har været meget knyttet op på selve botilbuddet.

- Jesper har haft svært ved at finde fodfæste på grund af de mange flytninger. Og når der blev ændret i hjælpen, så endte det ofte med, at Jesper måtte flytte igen, fordi han fik det dårligt, blev ensom og utryg.

Konsekvensen af denne skæbnesvangre afhængighed af botilbuddet har for Jesper blandt andet været mange indlæggelser på psykiatriske afdelinger.

Susanne Nielsen og Jesper. Hun har i en årrække næsten desperat forsøgt at hjælpe sin søn. Foto: Kasper Løjtved/Byrd

Nedturen starter

Jesper flyttede i 2013 til en lejet bolig på Fyn. Før det havde han en lejlighed i Brøndby, hvor han boede med lidt støtte fra kommunen. Jesper havde arbejde og var generelt ved godt mod. Men en af hans gode efterskole-kammerater boede på Fyn, så en dag besluttede Jesper, at der ville han også bo.

Det gik slet ikke. Boligen var i elendig stand. Og der gik ikke længe, før Jesper fik det meget skidt. Efter et stykke tid fik Susanne Nielsen Jespers gamle kommune, Brøndby, til at kontakte den kommune, hvor Jesper nu boede, for at få lavet noget opfølgning på Jesper. I første omgang fik han tildelt nogle støttetimer. Og senere også en anden bolig i et botilbud. Han var nu registreret som en person med sociale ydelser visiteret af den fynske kommune. Den blev dermed – og er fortsat – hans handle- og betalingskommune.

- Det første botilbud var rigtig godt. Jesper var glad og kom sig oven på livet i den faldefærdige villa. Men så besluttede kommunen at skære i bemandingen. Og det kunne Jesper slet ikke klare. Han blev ensom og urolig. Det var svært for ham at være der. Ikke mindst om natten.

Jesper røg derfor ind og ud af psykiatrisk, og efter et stykke tid var løsningen, at Jesper måtte flytte.

”Vi kender ingen tilbud på Sjælland”

- Kommunen skulle finde ud af noget andet. Det skulle være et sted med døgnbemanding, sagde de til mig, men de havde ikke et botilbud, der kunne rumme Jesper. De havde dog kendskab til et tilbud i Region Syddanmark, og derfor sendte de Jesper til et botilbud i Sønderjylland.

- Min oplevelse var, at kommunen ikke lyttede til henvendelser om en borger, der havde det svært. Jesper ønskede at komme til Sjælland, men blev ikke hørt. Det var fremmed land for kommunen at se andre steder hen end i første omgang kommunens egne tilbud og dernæst regionen, hvor kommunen ligger.

- Vi, Jesper eller hans værge havde ingen indflydelse på flytningen. Og det gik ikke godt. Der var en del dømte på det pågældende tilbud, og Jesper begyndte at gå sammen med dem. Han blev reelt deres stikirenddreng. Hentede øl og hash til dem. Personalet fandt ud af det, men Jesper gjorde det alligevel. Og Jesper begik selv kriminalitet.

Susanne Nielsen spurgte nu kommunen, om Jesper ikke kunne flytte til Sjælland, for det var tydeligt, at han ikke havde det godt, hvor han var. Svaret var: ”Vi kender intet til botilbud på Sjælland, og vi har ikke ressourcerne til at undersøge det.”

- Så de spurgte faktisk mig, om vi kunne finde et botilbud til Jesper på Sjælland.

Susanne Nielsen begyndte nu desperat at undersøge mulighederne. Hun så på Tilbudsportalen, på LOS’ (Landsorganisationen for sociale tilbud) hjemmeside og kørte Sjælland tyndt for at se på botilbud. Mange steder måtte hun ikke komme ind, da hun var en privatperson. Hvis kommunen ville noget, måtte de selv reagere.

Råb om hjælp

Det endte dog med, at kommunen fandt et sted i Nordsjælland, hvor Jesper flyttede hen i 2017. I første omgang blev han placeret i et midlertidigt botilbud i Birkerød, fordi hans nye fremtidige tilbud var under ombygning. Her boede han 1½ år.

- Det var fremragende. Han får støtte 1-1 i 62 timer om ugen. Og det var, hvad Jesper havde brug for. Han trivedes, selv om han ikke havde noget specielt at gøre med sine fæller i botilbuddet.

Efter de 1½ år flyttede han så ind i sin rigtige bolig. Uden nogen forklaring røg 1-1-støtten nu ned på 30 timer om ugen. Timer, der i øvrigt skulle deles med to andre, som havde omfattende handicap. Jesper fik det igen dårligere. Han blev ensom – og i perioder indlagt på psykiatrisk.

- Til sidst kunne Jesper ikke mere, og han satte ild til verandaen ved botilbuddets administrationsbygning. Han ringede selv efter brandvæsenet, men der kører nu en sag ved domstolene. Jesper venter på sin dom, han vil ikke tilbage til botilbuddet og har boet på psyk i flere måneder. Det var et desperat råb om hjælp fra ham, siger Susanne Nielsen.

Hvad kan man lære af Jespers historie? Susanne Nielsen er ikke i tvivl:

- Der tages for lidt hensyn til den enkelte. Støtten til den enkelte går op og ned med den konsekvens, at vedkommende risikerer at blive nødsaget til at flytte ofte. Sammenblanding af støtte til den enkelte og boligen kan dermed have store negative konsekvenser. Desuden er det svært for udviklingshandicappede at blive hørt, når vi som pårørende ikke bliver det, og når kommunerne har fokus på at fylde egne tilbud op, som måske slet ikke er det rigtige for borgeren.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 5 2021

 

Læs også: