Af Thomas Gruber, politisk konsulent i Lev

Lad mig kort indlede med fortællingen om Erik.

Erik er 41 år og blev for næsten 15 år siden visiteret til et botilbud. Her skulle Erik bo sammen med 11 andre, der ligesom Erik har et udviklingshandicap, der betyder, at de har behov for støtte og hjælp i hverdagen.

Erik har ikke noget verbalt sprog og kan ikke færdes på egen hånd uden socialpædagogisk ledsagelse. De behov var da også beskrevet, da Erik i sin tid blev visiteret til botilbuddet, og han modtog i årene efter indflytningen hjælp til nonverbal kommunikation fra pædagoger med specialkompetencer. Desuden modtog han hjælp til pædagogisk ledsagelse til besøg hos venner og familie, fritidsaktiviteter, den årlige ferietur mv. Erik trivedes og blev gradvist bedre til at klare flere og flere ting i sin hverdag på egen hånd.

Men de seneste cirka otte år har der været mange nedskæringer i Eriks botilbud. Det er sket ved årlige forringelser af budgettet i tilbuddet – 2, 3 eller 4 procents beskæringer af rammen – og nu er økonomien i botilbuddet forringet med mere end en fjerdedel i forhold til, dengang Erik blev visiteret. Beboergruppens behov er de samme. Alligevel er der nu ansat fire færre medarbejdere, og omkring halvdelen af de ansatte er nu uden pædagogisk uddannelse.

Derfor er der ikke længere tid – eller kvalificeret personale – til at understøtte Eriks nonverbale kommunikation, og hans mulighed for at få ledsagelse er også beskåret til et minimum. Omfanget og kvaliteten af den sociale indsats, som Erik (og de øvrige i botilbuddet) modtager, er med andre ord ændret fundamentalt. Nogen ny afgørelse og klagevejledning fra den kommune, der i sin tid visiterede, har Erik dog aldrig modtaget. Hjælpen er bare blevet ringere og ringere med store konsekvenser for Eriks trivsel.

Hul i retssikkerheden

Fortællingen om Erik er baseret på nogle af de mange henvendelser, som Lev modtager i sin telefon- og netrådgivning. Det er et helt almindeligt billede, der tydeliggør en af de helt grundlæggende retssikkerhedsudfordringer, som mange voksne med udviklingshandicap lever med – men som samtidig er overset i den aktuelle retssikkerhedsdebat på handicapområdet.

Fokus i den aktuelle retssikkerhedsdebat retter sig således først og fremmest mod beslutninger om omfanget og karakteren af hjælpen til den enkelte, som træffes på myndighedsniveau i kommunerne: Behovet for bedre klagemuligheder, opsættende virkning, regelforenkling, en mere opsøgende ankestyrelse mv. Vigtige og helt relevante tiltag, der er nødvendige, hvis retssikkerheden skal styrkes på handicapområdet – også for mange børn, unge og voksne med udviklingshandicap.

Men som historien om Erik illustrerer, så handler retssikkerhed om andet og mere end kvaliteten af kommunernes myndighedsafgørelser, fejlprocenter, borgerens klagemuligheder mv. Den tyndslidte retssikkerhed på socialområdet kommer nemlig også til udtryk i hverdagen, hvor den enkelte borger med handicap reelt ikke længere modtager den indsats, som myndigheden har visiteret til. Hjælpen udhules i kraft af løbende og tilbagevendende nedskæringer i tilbuddene, men uden at borgerne i tilbuddet modtager en ny myndighedsafgørelse, der kan påklages til Ankestyrelsen.

På dagsordenen nu

Dette særlige retssikkerhedsproblem opstår i et samspil mellem to styringsmodeller, som er meget fremherskende i forhold til især voksne med udviklingshandicap: Dels den officielle myndighedsstruktur, hvor sagsbehandleren vurderer individuelle behov og matcher med en indsats – og dels en traditionel institutionsstyring.

Erik og de andre i botilbuddet har – formelt set – ret til at klage over, at de ikke modtager den hjælp, de er visiteret til. Men i praksis er denne klagemulighed stort set umulig at anvende. Dels forudsætter en klage et omfattende dokumentationsgrundlag, dels har borgerne i målgruppen stort set aldrig forudsætningerne for at starte en sådan klagesag.

Når regeringen og Folketingets partier her i dette efterår skal forhandle om den såkaldte socialreserve, hvor der indtil videre er afsat 140 millioner kroner til styrkelse af retssikkerheden på handicapområdet, så skal dette oversete, men væsentlige, retssikkerhedsproblem på dagsordenen.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 5 2021