Af Thomas Gruber, politisk konsulent i Lev

Statsminister Mette Frederiksen lancerede i sin nytårstale et ambitiøst projekt. Bureaukratiet på ældreområdet skal væk. Tavlen skal vaskes ren, og der skal startes helt forfra, så vi ender med en “en ny, kort og præcis ældrelov”, som Mette Frederiksen udtrykte det.

Umiddelbart lyder det jo meget besnærende at skære ned på det bureaukrati, der er i kommunernes forvaltning af hjælp og støtte til ældre. Og med slægtskabet mellem ældre- og handicapområdet kunne man godt forestille sig, at nogle gik med overvejelser om at udstrække ’afbureaukratiseringen’ til hele socialområdet, herunder ikke mindst handicapområdet. Og hvordan skal vi egentlig forholde os til det?

Bureaukrati på socialområdet har mange ansigter. Noget stammer direkte fra krav i lovgivningen – andet fra kommunernes egne procedurer. Noget handler om styring og ledelse, hvor medarbejderne sættes til at levere dokumentation, der kan optimere ressourceanvendelsen.

Andet handler om dokumentation af sagsbehandlingen, høring af borgeren, klageforløb eller kontrol med kvaliteten i de ydelser og indsatser, som borgeren modtager.

Derfor er det vigtigt at være ekstra opmærksom på detaljerne, når der tales om afbureaukratisering og større rum til den enkelte medarbejders prioritering osv.

Kontrol med borgerne

Der er ingen tvivl om, at der også er vigtige potentialer for afbureaukratisering på handicapområdet. Mange børn og voksne med handicap og deres familier lever en hverdag med alt for meget unødvendigt administrativt bøvl. Det gælder eksempelvis kommunernes håndtering af reglerne om handicapkompenserende merudgifter eller tabt arbejdsfortjeneste eller de hyppigt tilbagevendende revurderinger af den visiterede hjælp, som desværre er blevet en fast praksis i mange kommuner.

En stor del af dette bureaukrati afspejler i virkeligheden en dyb og helt uretfærdig mistillid til mennesker med handicap og deres pårørende. Den underliggende forestilling er tilsyneladende, at borgerne generelt er ude på at tilrane sig en masse hjælp og kompensation, som de slet ikke har behov for. Og konsekvensen er et ressourcekrævende bureaukratisk helvede for mennesker, der ofte er rigeligt belastede i forvejen.

Kontrol med myndigheder

Men i andre tilfælde handler bureaukrati ikke om kontrol med den enkelte borger. Det handler i realiteten om kontrol med myndighederne – i denne sammenhæng kontrol med kommuner og sociale tilbuds forvaltning af reglerne og de rettigheder, som loven giver borgeren. Alt det vi ofte samler under betegnelsen retssikkerhed.

Her er bureaukratiet også ressourcekrævende og i nogle tilfælde bøvlet for både myndigheder og involverede parter. Men formålet er et andet, nemlig at sikre, at myndigheder i størst muligt omfang opfylder de rettigheder, som borgerne har ifølge lovgivningen. Det formål må siges at være helt fundamentalt på et område, hvor borgerne både er helt afhængige af den hjælp, de ydes, og hvor mange ikke har ressourcer til at tage store og langstrakte kampe med myndighederne for at blive behandlet ordentligt og få opfyldt deres rettigheder.

Det gælder ikke mindst – men langt fra kun – mennesker med udviklingshandicap.

Derfor fortsætter Lev også kampen for at styrke retssikkerheden på socialområdet. Det gør vi, selvom en styrket retssikkerhed også i nogle tilfælde indebærer flere forpligtende krav til kommunerne og mere kontrol – altså hvad man i en hvis forstand godt kan kalde mere bureaukrati.

Med den seneste politiske aftale om den såkaldte socialreserve lykkedes det faktisk at komme et skridt i den rigtige retning, når det gælder retssikkerheden på handicapområdet. Som en del af forliget blev det aftalt, at Ankestyrelsen skal have større fokus på retssikkerheden for de mennesker, som ikke klager over kommunens afgørelser på socialområdet. Under overskriften ”Skærpet opfølgning og tilsyn med kommunerne” er det således aftalt, at Ankestyrelsen får flere penge til en mere opsøgende kontrol med kommunernes overholdelse af lovgivningen.

Den øgede kontrol med kommunerne indebærer naturligvis ’bureaukrati’. Men det er kontrol og offentlig forvaltning, som gerne skulle bidrage helt konkret til en bedre beskyttelse af sårbare mennesker med handicap i deres samspil med kommunen. Og det er både helt nødvendigt og relevant.

Forliget om reserven betyder langt fra, at vi er i mål med den nødvendige styrkelse af retssikkerheden. Men vi skal glæde os over, at man blandt partierne på Christiansborg har lyttet til og anerkendt et alvorligt retssikkerhedsproblem, som Lev har kæmpet med i en årrække.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 2 2022