Lev Magasinet 2 2022
- Portræt: Et venskab spirer i Aarhus
- Tema: IQ-test brug og misbrug gennem 100 år
- Ukraine: Tusindvis med handicap efterladt
Man kan sagtens have en masse tilfælles til trods for forskellige udgangspunkter. Det er Freja Emilie og Cecilie beviser på. De to unge kvinder er blevet matchet gennem Lev-venner, og de har allerede lagt planer for, hvordan deres relation skal komme godt fra start
Freja Emilie og Cecilie er blevet venner gennem Lev-venner. For begge er det dejligt at have nogen at være sammen med. Og at gå i byen med.
Af Arne Ditlevsen | Foto: Rasmus Laurvig
20-årige Freja Emilie Munck har en fast og nøje udvalgt rute gennem Aarhus. Den går fra hendes mors lejlighed i latinerkvarteret, forbi butikker og caféer og med endepunktet Bruuns Galleri, inden turen går hjem igen. Tidligere har hun været vant til at gå ruten alene eller med sin mor, men for nylig gik hun sammen med 19-årige Cecilie Porsdal, som hun er blevet matchet med gennem Lev-venner.
”Det var rigtig hyggeligt, og jeg vil jo gerne have nye venner, så det var dejligt at have Cecilie med,” lyder det begejstret fra Freja Emilie Munck.
”Det endte med, at vi gik på café og drak varm kakao. Der var en masse, vi skulle tale om undervejs, selvom man jo godt kan være lidt genert, når det er et nyt menneske, man skal lære at kende. Heldigvis tyder alt på, at vi passer godt sammen,” supplerer Cecilie Porsdal.
Projektet Lev-venner matcher mennesker med udviklingshandicap med mennesker uden udviklingshandicap for at skabe nye venskaber. Selv har Freja Emilie Munck det meget sjældne Williams syndrom, som skyldes en kromosomændring. Det er dog ikke noget, hun skænker mange tanker, når hun færdes med sin nye veninde, Cecilie Porsdal.
”Nej, jeg ville ønske, at jeg ikke havde det, men når jeg er sammen med Cecilie, så tænker jeg ikke på, at jeg er født sådan. Så glemmer jeg det, og det betyder bare ikke så meget,” fortæller Freja Emilie Munck.
Cecilie Porsdal læser andet semester på ergoterapeutuddannelsen på VIA University College, og det var årsagen til, at hun flyttede til Aarhus fra København ved studiestart i sommeren 2021. Tidligere har den 19-årige ergoterapeutstuderende været besøgsven for en ældre dame, og da hun tilfældigt faldt over et opslag på sit studie, der omhandlede Lev-venner, vidste hun, at det var et projekt, hun gerne ville være en del af.
”Vi havde netop haft et forløb på min uddannelse om unge med udviklingshandicap, hvor det blandt andet handlede om, hvor få tilbud der findes til dem. Det satte endnu flere tanker i gang, da jeg så opslaget om Lev-venner. Ret hurtigt besluttede jeg mig for at melde mig til,” siger Cecilie Porsdal.
Foto: Rasmus Laurvig
Men hvordan får man som studerende i en ny by tid til at presse endnu mere ind i sit program? For Cecilie Porsdal har det handlet om skarpe prioriteringer.
”Det har hjulpet, at jeg er tidligere konkurrencesvømmer, så derfra har jeg været vant til, at man må se på, hvad man bruger sin tid på, og hvad man gerne vil nå i sit liv,” forklarer hun.
Ét af de aspekter, som tiltalte hende allermest ved Lev-venner, var, at projektet lægger op til, at man indgår i en ligeværdig relation.
”Det er vigtigt for mig, at det ikke er en ledsagerordning. For så tror jeg, at det ville føles som et arbejde, og det kan man jo finde så mange steder,” lyder det fra Cecilie Porsdal.
For to år siden afsluttede Freja Emilie Munck et efterskoleophold, og det faldt sammen med coronaperiodens begyndelse. Omstændighederne satte tanker i gang hos både hende selv og hendes mor.
”Freja Emilie kom hjem og boede hos mig, og det nød jeg meget, men jeg kunne også mærke, at hun var ensom, og at det var svært at opretholde kontakt til andre på hendes alder. Der kommer jo også tidspunkter, hvor det måske ikke er det fedeste at hænge for meget ud med sin mor,” lyder det fra Cecillie Bandelow, Freja Emilie Muncks mor.
”Ja, jeg kunne godt mærke, at jeg blev lidt ensom. Nogle gange kunne jeg ikke lide at gå alene ude på gaden, for jeg følte mig utryg, og at jeg hele tiden skulle kigge mig over skulderen. Der er det altså rarere at have en ven at gå med,” tilføjer Freja Emilie Munck.
Allerede for to år siden forsøgte hun sammen med sin mor derfor at række ud til Lev-venner, men corona besværliggjorde det.
”Derfor er det bare så godt, at det lykkedes nu, for det er lige præcis det her, hun har brug for og har efterspurgt. Jeg kunne mærke det allerede første gang, vi mødte Cecilie. Og at Cecilie kaster sig ind i det her, det er fantastisk, og jeg kan blive helt rørt over at tænke på det,” siger Cecillie Bandelow.
Der var en masse, vi skulle tale om undervejs, selvom man jo godt kan være lidt genert, når det er et nyt menneske, man skal lære at kende.
Cecilie Porsdal
Når de i Lev-venner matcher vennepar, har det høj prioritet, at der er et sammenfald i interesser.
”Jeg forventede at møde én, der selv kom med idéer til, hvad vi skal lave, og hvor vi har nogle af de samme interesser, så det er super godt, at det er tilfældet. Vi har allerede aftalt, hvornår vi skal ses næste gang: Jeg har inviteret Freja Emilie hjem til mig, hvor vi skal spise burgere og se Melodi Grand Prix. Det kunne vi hurtigt blive enige om var en god konstellation,” fortæller Cecilie Porsdal.
I begyndelsen af et nyt venskab er Lev-venners venskabsmatchere med på sidelinjen. De sætter blandt andet nogle rammer for, hvordan de nye venskaber kan komme godt fra start: At man mødes to gange om måneden og ellers holder ugentlig kontakt på anden vis. Foretrækker et vennepar en anden model, er det også helt okay. Nanna Lau-Jeppesen, venskabsmatcher i Lev-venner, uddyber:
”Målet er selvfølgelig, at venskaberne skal blive så selvkørende som muligt, så der hen ad vejen ikke er brug for, at vi involverer os. Men opstår der noget undervejs, så kan de altid ringe. Vi har også en række fællesarrangementer for alle, der er med i Lev-venner: Eksempelvis julehygge og sommerfester, som planlægges af den lokale Lev-venner- afdeling. Vi har også netop fået billetter til Tivoli Friheden, og der ved jeg, at Freja Emilie og Cecilie allerede har udset sig, at de sammen skal høre musik til Fed Fredag.”
Det ser det nymatchede vennepar frem til.
”Jeg glæder mig meget til Fed Fredag, for det er rigtig god musik. Og jeg glæder mig også til at se Cecilie igen, være sammen med hende og få gode oplevelser. Jeg håber, at hun kommer til at sætte pris på det ligeså meget som mig,” afslutter Freja Emilie Munck, mens Cecilie Porsdal nikker bekræftende.
Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 2 2022
Freja Emilie Munck (20 år) skal snart begynde i et dagtilbud på værkstederne i Hertha. I sin fritid går hun op i musik, teater, gåture og træning.
Cecilie Porsdal (19 år) læser til ergoterapeut. Hun bruger sin fritid på cykling, musik og brætspil.
Lev-venner er et projekt, som danner venskaber mellem personer med udviklingshandicap og personer uden udviklingshandicap. Man skal dog være 16 år for at blive en del af projektet.
Gennem Lev-venner kan du få en ven, som giver en helt ny indsigt i livet. Ved at blive venner kan vi alle sammen hjælpe og støtte hinanden.
Lev-venners lokalafdelinger - i Holstebro, Horsens og Aarhus - er drevet af frivillige koordinatorer, der lægger et stort stykke arbejde i at få de lokale afdelinger til at køre.
Du kan læse meget mere på Lev-venner.dk – også hvordan du selv kan blive Lev-ven.
På billedet fra venstre er det de tre koordinatorer i Aarhus Milena Sejr Skovsgaard, Nanna Josephine Lau-Jeppesen og Sandra Høivang Mathiesen.