Lisbeth Jensen, tidligere formand for ULF, er ikke begejstret for intelligenstest. Man bliver en massebetegnelse i stedet for et individ, synes hun
Af Arne Ditlevsen
Lisbeth Jensen passerede de 60 år for nogle år siden. Som barn blev hun placeret på et børnehjem. Hun har dog aldrig boet på en af de store anstalter. På spørgsmålet, om hun har fået taget en intelligenstest, svarer hun:
- Det har jeg nok, for jeg var jo under åndssvageforsorgen.
Og her var testning en fast formel for indplacering i systemet. Lisbeth Jensen fik for en del år siden aktindsigt i sine papirer og kunne blandt andet her se, at hun ikke ville egne sig til at have børn. Så det får hende til at tænke, at der nok har været en intelligenstest inde over på et tidspunkt. En del af oplysningerne var dog streget over med sort farve, blandt andet oplysninger om familieforhold.
- Det var nok også en test de brugte til at finde ud af, at jeg skulle gå på Bygholmskolen, der var en specialskole. Men da jeg skulle på efterskole fik jeg at vide, at jeg skulle vælge en fra normalområdet. En specialefterskole ville ikke være egnet til mig.
Hvorfor skal man have et stempel? For man er jo et almindeligt menneske
Lisbeth Jensen, tidligere formand for ULF
Tanken om at have gennemgået en intelligenstest, og hvad det har medført i forhold til, at hun kom ind i og blev en del af et særligt system, har ikke fyldt meget for Lisbeth Jensen, der i en menneskealder var formand for ULF (Udviklingshæmmedes Landsforbund).
- Jeg har aldrig tænkt over det personligt, men vi har talt meget om det i ULF. Mange af vores har været igennem det. Nogle af de spørgsmål, de fik, synes jeg ikke var gode. Eksempelvis hvor mange medlemmer der er i Folketinget. Hvis man ikke interesserer sig for politik, kan man jo ikke vide det. Der har været en alt for firkantet vurdering. Man skulle bare have et stempel, så man kunne passe ind.
Giver det mere mening i dag, hvor testene også er blevet bedre?
- Hvorfor skal man have et stempel? For man er jo et almindeligt menneske.
Lisbeth Jensen nævner også hele aspektet med, at man begyndte at sende enormt mange i arbejdsprøvning for nogle år siden, hvis de havde fået en diagnose som udviklingshandicappet:
- Lige pludselig skulle alle udviklingshandicappede testes, fordi det var for dyrt, at de skulle have pension. Hvorfor skulle så mange igennem dette nederlagssystem? Igen sætter man folk i nogle båse, og det kan jeg ikke lide. Alle skal have en diagnose i dag, men så bliver det igen en massebetegnelse. Man lægger ikke vægten på det enkelte menneske, slutter Lisbeth Jensen.
Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 2 2022
Læs også:
Erling Frederiksen blev allerede kort efter fødslen i 1941 overgivet til et børnehjem, og han var stadig en lille dreng, da han blev udsat for en intelligenstest. Hans intelligenskvotient (IQ) blev målt til 81, hvilket var lidt over den grænse på IQ 75, som De Kellerske Anstalter, Danmarks største anstalt for åndssvage, arbejdede efter.
Ingen ordentlig udredning var i mange år med til at gøre Najas liv til et helvede. Først som 20-årig blev hun endelig udredt. Hendes far er ikke i tvivl om, at det har været en stor hjælp, som de godt kunne have brugt langt tidligere
Psykiater Kurt Sørensen har i mange år arbejdet med at lave intelligenstest af blandt andre mennesker med udviklingshandicap. Ikke fordi man kan, men fordi det kan være afgørende for at få den rette hjælp og støtte, at der ligger en præcis diagnose. I virkeligheden bliver for få testet, mener psykiateren
I Danmark begyndte man at systematisere brug af intelligenstest til udskilning af åndssvage i starten af det 20. århundrede
Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.
