Af Anni Sørensen, Levs landsformand

Umiddelbart inden dette magasin gik i trykken, offentliggjorde Rigsrevisionen en såkaldt beretning om kommunernes forvaltning af handicapområdet – og ikke mindst om Social- og Ældreministeriets overvågning og opfølgning over for kommunerne.

Man kan ikke beskylde Rigsrevisionen for at lægge fingrene imellem: Der er krads kritik af kommunernes håndtering af handicapområdet nærmest hele vejen rundt. Og Social- og Ældreministeriet får betydelig kritik for ikke at følge tilstrækkeligt op over for kommunerne, selvom ministeriet i årevis har haft kendskab til alvorlige problemer på området.

Rigsrevisionen konstaterer blandt andet, at antallet af kommunale afgørelser på socialområdet, som bliver omgjort af Ankestyrelsen, er meget højt, og at det tilmed er steget over en årrække. Revisionen har også fokus på de mange kommunale afgørelser, der aldrig når til Ankestyrelsen, fordi borgeren ikke klager – og her konstaterer man tilsvarende, at antallet af fejl er skyhøjt.

Rigsrevisionens analyse får også kommentarer med på vejen fra de politisk udpegede Statsrevisorer. Statsrevisorerne har til opgave at vurdere, hvilken kritik revisionsberetningerne giver anledning til, og her er meldingen klar: Man finder således de høje fejlprocenter særligt bekymrende ”… da det øger risikoen for, at udsatte borgere med psykiske eller fysiske handicap ikke modtager de ydelser, som de er berettigede til”.

Med baggrund i rigsrevisionens rapport konstaterer Statsrevisorerne desuden, at de forskellige initiativer, som skiftende regeringer har taget for at rette op siden 2013, ikke har haft tilstrækkelig effekt. Revisorerne opfordrer derfor Folketinget til at overveje, ”om der er strukturelle problemer bag de åbenbart tilbagevendende problemer på handicapområdet, trods mange års indsats for at rette op”.

Beretningen fra Rigsrevisionen er jo kendt viden for os, som løbende har fulgt udviklingen på handicapområdet de seneste mange år. Lev og resten af handicapbevægelsen har igen og igen påpeget, at retssikkerheden hænger i laser, og at vi i årevis har befundet os i en nedadgående spiral på handicapområdet. At vi nu får Rigsrevisionens og Statsrevisorernes entydige opbakning er mere end velkomment.

Statsrevisorernes opfordring til at overveje, om vi har at gøre med mere ’strukturelle problemer’, ligger ligeledes helt i forlængelse af handicapbevægelsens konsekvente tilgang til den evaluering af det specialiserede socialområde, som regeringen igangsatte i sommeren 2020. I dialogen i den nedsatte følgegruppe – og i en række af de debatindlæg, som jeg og andre har haft i medierne – har vi hver gang understreget, at der er brug for en mere konsekvent tilgang. En tilgang som ikke blot fokuserer på introduktionen af en specialeplan, men i høj grad også på de bagvedliggende mekanismer, der afgør, om mennesker med særlige behov rent faktisk visiteres til den hjælp, som de har behov for.

I skrivende stund venter vi fortsat på den endelige rapport om evalueringen af det specialiserede socialområde – og på regeringens udspil. Jeg har tidligere udtrykt bekymring for, om regeringens ambitionsniveau lige så stille er dæmpet over det seneste års tid.

Men med beretningen fra Rigsrevisionen er den brændende platform endnu engang blevet bekræftet – og det må nødvendigvis afspejle sig tydeligt i både regeringens udspil og i de politiske forhandlinger, som skal finde sted henover foråret.

Leder i Lev Magasinet 2 2022