Af Karin Ditlevsen, freelancejournalist | Foto: Alex Tran og privat

De fleste forældre vil deres børn det bedste. Og de fle­ste forældre kommer i situationer, hvor de er usikre på deres valg. Og lige så sikkert er det, at forældre også begår fejl. Familien Larsen fra Slagelse har haft større udfordringer end de fleste, når de har skullet træffe de rigtige valg under børnenes opvækst.

”Vi har haft -og har -et rigtig godt liv. Et til tider hårdt liv, især da børnene var små, men det har også været et fantastisk og lærerigt liv,” fortæller Gitte Larsen.

Gitte Larsen er mor til tvillingerne Mia og Camilla. Døtrene er 28 år, men de har i dag helt forskellige liv. Camilla bor på et bosted i Slagelse, og Mia er uddannet som interaktiv designer og bor i en lejlighed i Brønshøj.

”Nogle har i årenes løb sagt ”Hvor er det synd for jer, at I har fået et handicappet barn”. Nej, det er ikke synd for os. Ja, det er en kamp, man aldrig slipper, hvis man har et handicappet barn. Men det har ikke forhindret os i at have et dejligt liv. Vi har fra begyndelsen valgt ikke at tage ’særlige hensyn’ til Camilla. Vi har vægtet at have et normalt liv, hvor vi som familie ikke gik glip af ting,” fortæller Gitte.

”Der er selvfølgelig grænser for, hvad hun kan, men Camilla har været med i næsten alt det, vi har foretaget os. Ferier, familiemiddage, cafe-ture og rejser. Vi har stillet krav til hende, lige som vi også har stillet krav til Mia,” siger Gitte.

Tvillingerne Mia og Camilla har et meget tæt forhold. De følges ad til mange ting - som her, hvor de fejrer deres 27-års fødselsdag. - Foto: Privat

Det rigtige valg

Camilla har boet hjemme i hele barndom­men, og hun og Mia har dannet et helt særligt bånd. De vil meget nødigt undvære hinanden, og først da Mia flyttede hjemme­fra som 21-årig, flyttede Camilla også ud.

Men pigernes tætte bånd har krævet me­get af Mia. Hun har ofte stået med et ben i hver lejr, når hun trods alt ikke kunne have Camilla med i alle aftaler med veninderne, og Camilla så blev ked af det. Og så blev Mia også ked af det. Hun fik dårlig samvit­tighed over at være ”den heldige tvilling”, som hun kalder sig selv. Hende som ikke var handicappet fra fødslen.

”Mia er på sin vis vokset op som et halvt skilsmissebarn. Hun fik sjældent opmærk­somhed fra min mand og mig på samme tid. Det har tit været sådan, at jeg var om Camilla, og min mand så lavede ting med Mia eller omvendt. Det har Mia nok lidt lidt under,” funderer Gitte.

”Men jeg ville tage de samme beslutnin­ger om igen og leve på samme måde, hvis vi skulle, for vi har altid gjort, hvad vi følte var det rigtige for vores familie. Jeg valgte for eksempel at blive på arbejdsmarkedet, fordi jeg ikke følte, at jeg kunne undvære mit job. Jeg havde behov for at være udenfor huset og have mit eget rum. Det kunne lade sig gøre, fordi vi har nogle bedsteforældre, der har hjulpet meget, og mit arbejde har været meget forstående, når jeg for eksempel skulle bruge tid på i en periode at passe Camilla hjemme,” forklarer Gitte.

Hun har dog en lille tilføjelse.

”Der er kun én ting, jeg måske fortryder i dag. Vi skulle måske nok have ladet Camilla få en aflastningsplads lidt tidligere. For hele familiens skyld – men især for Mias skyld.”

”Men det nytter ikke noget at tænke på det nu. Sådan er det; det kan vi ikke lave om. Og alle forældre begår jo fejl!”

En pagt i ægteskabet

Da Camilla var omkring seks år, fandt Gitte et aflastningshjem, hvor Camilla boede hver tredje weekend. Det tog noget tid, men efterhånden vænnede Camilla sig til at være på aflastningsstedet og blev tryg ved det. Og i de weekender, hvor Camilla var afsted, kunne familien nyde hinanden på en anden måde.

”De weekender, hvor Mia har været alene herhjemme med os, har givet hende noget helt særligt. Hun nød det -selv om hun faktisk savnede Camilla og var glad, når hun kom hjem igen,” fortæller Gitte.

Gitte påpeger, at det samtidig også er vigtigt, at man helt fra begyndelsen passer på sit parforhold.

”Man kan godt sige, at min mand og jeg indgik en form for pagt, da vi fik pigerne. Vi ville klare det, og vi ville klare det hele – sammen,” fortæller Gitte.

”Vi har prioriteret at tage ud at spise og sige ja tak, når venner inviterede os hjem til sig. Med Camilla. Selvfølgelig er der græn­ser for, hvad Camilla kan, men vi har aldrig mistet venner på, at de også skulle kunne rumme Camilla.”

Klump i halsen

Mia har altid, fra helt lille, været utroligt omsorgsfuld overfor Camilla.

Mia har på mange måder sat Camilla før sig selv. Hun har altid taget et stort ansvar for, at Camilla havde det godt. Et ansvar, hun ikke har bedt om at påtage sig, men som hun aldrig vil kunne lægge fra sig.

Det afslørede hun, da hun holdt et oplæg ved et arrangement for Lev, hvor hun fortalte om sin opvækst som søster til en handicappet tvilling. Først her gik det op for Gitte, hvor stort et pres, Mia har følt.

Mia fortalte, at hun altid har følt, at hun har skullet leve et liv for to. Leve sit eget liv, men også sin søsters liv, når Camilla nu ikke selv kunne. Hun skulle være den store og overbærende og fik dårlig samvittighed de gange, hun ikke orkede at være sammen med Camilla.

Mia udtrykte dog samtidig stor forståelse for sine forældre og de svære valg, de havde truffet.

”Det gav mig en klump i halsen. Vi har altid talt meget om tingene med Mia. Men meget af det, Mia sagde, kom bag på mig. Det anede jeg ikke,” siger Gitte.

Nu er det Mias tur

I dag har familien to unge døtre, som lever hver deres meget forskellige tilværelse.

Camilla har det rigtig godt på sit bosted.

”Camilla er stærk som en klippe. Hun er altid i godt humør og har en god humor. Hun fylder meget i et selskab, på den posi­tive måde. Hun kan ikke stave, og hun ved ikke, hvad en krone er – men hun tror på sig selv,” forklarer Gitte.

 Foto: Alex Tran

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 6 2022