Klumme af Nynne Billesbølle Tworek | Foto: Hans Juhl

Min storesøster Lea har Downs syndrom samt autisme. Hun er i år fyldt 33 år, og jeg selv blev 30. Vi er nu begge kommet i en alder, hvor spørgsmålet om vores fælles fremtid, også uden forældre, begyn­der at rumstere. Men det er heldigvis en fremtid, hvor vi ved, at vi har hinanden. Fremtiden har alligevel sat tanker i gang i mig om, hvordan vores relation de næste ti år kommer til at forme sig. Og hvordan vil hun tage det, når først den ene og siden begge vores forældre er borte?

Det er svært at forestille sig lige nu. Nok mest fordi, at selvom vores forældre er oppe i årene, så har de mange gode leveår tilbage. Men jeg tænker over, hvordan jeg får skabt de bedste rammer for både min søster og mig. Særligt når jeg engang selv får stiftet en familie. Jeg ved med mig selv, at det vil være svært for mig at være sammen med en partner, som ikke vil have noget med Lea at gøre.

Så det, at hun ikke bliver en del af familien, kommer under ingen omstæn­digheder til at ske. Det at blive en del af min familie vil indebære, at hun kommer på besøg. Det næste bliver, hvordan mine børn skal møde deres moster. Især at jeg skal forklare, at Lea ikke er helt som de fleste mostre.

Jeg har også tænkt på, om Lea selv har en form for ønske om at stifte familie. Ikke nødvendigvis at være mor, men have en kæreste eller en god ven. For jeg kan fornemme, at når hun ser min kæreste og mig sammen, så udtrykker hun, at hun synes om den måde, han og jeg har en tæt relation sammen. Det er den måde, hun spørger ind til min kæreste på; men også hvordan hun har omtalt en mand fra sit bosted, der faktisk har kaldt Lea sin kære­ste, uden hun har gjort indvendinger.

Min kæreste kommer fra Sydtyskland. Noget af det allermest værdifulde for ham er hans familie. Han vægter relationen til dem utroligt højt og tager uden større overvejelse den lange vej for en enkelt fødselsdag eller lignende. Hans relation til sin familie har fået mig til at tænke på mit forhold til min egen familie – nærmere sagt mine kusiner, fætre, deres børn og partnere

Det er virkelig vigtigt for mig at fasthol­de de relationer, jeg har til min familie, ud over mine forældre og Lea. Det har også en stor værdi for Lea, og de gange, hvor hun har været til julefrokost eller til vores årlige familietræf, har hun også nydt det. Jeg vil sørge for, at Lea om muligt bliver ved med at deltage. I øvrigt også med det perspektiv for os begge, at når en af os selv går bort, vil den anden ikke stå alene.

At pleje familien er krævende. Jeg må indrømme, at jeg ikke mestrer den disciplin endnu, men jeg har tiltro til, at når mine forældre, mostre og morbror engang ikke er her mere, så vil vi, den nye generation, tage over med de forudsæt­ninger, vi hver især har. Jeg har tiltro til, at jeg får skabt en familie, som vil værdsætte Lea med alt, hvad hun kommer med. Lea skal vi ikke glemme.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 6 2022