Man kan roligt sige, at der var højere til loftet, da ’Malenes’* far først stiftede bekendtskab med hendes bosted:

”Det er nu godt 13 år siden, vores datter skulle flytte hjemmefra og i egen bolig. Det var en nyetableret unge-afdeling i et bofællesskab i Skanderborg, hvor hun flyttede ind som en af de første. Der var et godt forberedende samarbejde mellem bosted og os pårørende. Ret hurtigt følte vores datter det som sit hjem. Snart kom nye beboere til. Fem i alt. Og det blev et godt fællesskab. Samværet med små aktiviteter i dagligdagen gav et sammenhold. De var opmærksomme og drog omsorg for hinanden. Betød noget for hinanden. Vi følte os altid velkomne som pårørende. Når der var lejrtur, blev vi inviteret til at komme på besøg. Til fødselsdage i gruppen blev vi inviteret med til spisning.”

Siden er beboersammensætningen ændret, fortæller Malenes far. Plejebehovet og de pædagogiske udfordringer er vokset. Der er et større arbejdspres, som skal klares indenfor de samme rammer. Aktiviteter er blevet færre, og bostedet har ikke længere sine egne busser, da brugerbetaling af busser viste sig at være ulovlig. Busserne gjorde det muligt at komme på ture, men uden busserne er transport blevet alt for dyrt.

Også hendes hjemmedag hver anden uge er væk:

”Det var en dag, der betød ualmindelig meget. Det var hendes dag. Hun kunne gå til forskellige ting, handle, få en frokost i byen. Vi kan mærke, at hun savner den. I stedet er der ’bostøttetimer’, som er sjældnere og mere begrænsede,” forklarer Malenes far

Kritik peger opad

Deres kritik går dog ikke så meget på selve bostedet og personalet, mere på de rammer, der udstikkes fra kommunen:

”Vores frustrationer går på følgevirkningerne af de politiske beslutninger. Der bliver ikke taget højde for, at beboerne generelt er blevet mere plejekrævende. Der bliver konsekvent lagt alt for lave budgetter. Der er for stor afstand mellem regneark og virkelighed.

Fra toppen i kommunen lægger systemet et hårdt pres på ledelsen, og det pres løber videre ud til medarbejderne. Det har givet stor ustabilitet på vores datters bosted med tre skift af ledelse siden 2019 og enorm udskiftning blandt personalet. Vi er meget bekymrede for beboerne, men faktisk lige så bekymrede for personalet, for de er under stort pres. Der er kommet mange ’sten i skoene’ for pædagogerne i form af ændringer af krav om dokumentation, medicinbehandling, svagere beboere. Udover den oprindelige diagnose kan man for mange også tilføje mistrivsel, ensomhed og depression.”

”Samtidig er kravene til medarbejderne blevet skærpet. Tilsynet for patientsikkerhed var på besøg, og kom med en meget kritisk rapport. Det rystede alle, fra den øverste ledelse og ned til medarbejderne. Det medførte et helt nyt system for medicinhåndtering, som nu fungerer. Fokus på tavshedspligt har desuden gjort det vanskeligt for personalet at tale med pårørende.”

Den store personalegennemstrømning har også haft betydning.

”I vores datters afdeling forsvandt først alle fem medarbejdere, og siden er tre af de nyere væk. En, der havde været der knap et år, fortalte, at hun havde været utrolig glad for at arbejde med beboerne og takkede for det gode samarbejde med os pårørende. Hun havde ingen ide om, hvad hun skulle efterfølgende.”

En kedelig oplevelse

Et privat bosted kunne måske være en mulighed. Og det har familien faktisk erfaringer med. Bare ikke særligt gode. For da Mikkel var 26 og frem til marts i år boede han nemlig ude.
”Det første halve år gik det rigtig godt. Men så troede de, at de kunne lave Mikkel og hans autisme om. De manglede bare de pædagogiske redskaber. Det vendte bøtten. Han begyndte at blive udadreagerende, og han blev faktisk sendt hjem, efter der var en episode, hvor han slog en. Så nu bor han her.”

Mikkels autisme er ret omfattende. Men man er ifølge Trine Transen nødt til at indordne sig under hans betingelser. Så kan man til gengæld også sagtens flytte ham med den rigtige pædagogik. ”Det formåede de ikke,” konstaterer hans mor.

Frustrationer og dårlig tone

Som pårørende kan det være svært at vide, hvordan man skal sætte ord på en kritik af, hvad der er foregået i bostedet. Og hvem kritikken skal rettes til:

”Systemet er utroligt følsomt. Mange pårørende er i klemme, men kommer ikke med kritik, og når kritikken endelig kommer, kan den virke voldsom. Vi har talt meget om ’forråelse’. Der har været en meget dårlig tone fra begge sider. Og det udspringer alt sammen af frustration. Der. er for mig ikke tvivl om, at personalet har været udsat for et urimeligt hårdt pres, hvor ledelse på alle planer ikke har kunnet hjælpe nok.”

Siden sidste sommer er der kommet en ny leder, der har måttet starte helt forfra på en kæmpe opgave, siger Malenes far. Og der er kommet mange nye medarbejdere. Det ser dog ud til nu, at der er ved at blive opbygget en holdbar struktur, og at der lyttes til medarbejderne.

”Vi som pårørende har et håb om samarbejde. Vi har haft et kaffemøde med to pædagoger (selv om det tog flere måneder at få det planlagt). Opgaven er nu at genskabe den vidensbank, der er gået totalt tabt; Finde de muligheder, der ligger gemt i et menneske; Finde de færdigheder, som tidligere var med til at gøre dagligdagen rig; Skabe trivsel og indhold i hverdagen. Det er en meget lang proces, men vi har et håb.”

*Malene er ikke hendes rigtige navn, men redaktionen kender både Malenes navn og hendes forældres.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 1 2022

 

Læs også: