Af Thomas Gruber, politisk konsulent i Lev

”Der er ikke tid. Forskellige vikarer hele tiden. Min lillebror får mange negative tanker af sin ensomhed. Jeg kan se, han ældes hurtigt af mangel på samvær og humør.”

Sådan lyder et enkelt – ud af rigtig mange - udsagn fra pårørende til voksne med udviklingshandicap, som deltog i en rundspørge gennemført af Lev i december måned. Flere end 700 besvarede skemaet, og foruden de mange specifikke kommentarer, så tegner tallene et dystert billede af situationen for alt for mange voksne med udviklingshandicap i botilbud, som du kan se på de foregående sider.

Rundspørgen er blot det seneste vidnesbyrd om årevis med forringelser på handicapområdet. I rundspørgen fokuserer vi på udviklingen over de seneste fem år, men der er næppe tvivl om, at resultatet ville have været nogenlunde tilsvarende, hvis vi havde spurgt til en længere periode. Helt siden kommunalreformen i 2007 og krisen i kommunernes økonomi fra omkring 2010 har vi set den ene kommunale besparelse på hjælpen til mennesker med udviklingshandicap efter den anden. Besparelser, som har ført til udhuling af specialviden og faglighed i tilbuddene – og til dårligere vilkår for nogle af de mest sårbare borgere i Danmark.

Evaluering – men uden at se på fortiden

Det var i høj grad en bred politisk erkendelse af den gradvise afspecialisering siden kommunalreformen i 2007, som var baggrunden for regeringens (og dens støttepartiers) løfte om at igangsætte en evaluering. Den skulle danne grundlag for at sikre ”kvalitet og retssikkerhed i tilbuddene til mennesker med handicap og funktionsnedsættelser”, og sikre indsatser ”… præget af en høj faglighed og den nødvendige specialisering” (Forståelsespapiret, 2019).

Evalueringen af det specialiserede socialområde, som den betegnes, har nu pågået i halvandet år. I den periode er der produceret et væld af rapporter med kortlægninger af det aktuelle ’landskab’ på handicapområdet og det øvrige specialiserede socialområde: Antallet af sociale tilbud; fordelingen på forskellige ejerformer; kommunernes køb af pladser i tilbud uden for kommunen; udredninger af lovgrundlaget, den formelle fordeling af myndighedskompetencer – og en hel masse andet.

De mange rapporter har selvfølgelig gjort os klogere. Men det er samtidig vigtigt at være opmærksom på en helt afgørende svaghed ved de forskellige analyser fra evalueringsarbejdet. Et tværgående kendetegn er således, at der stort set udelukkende er tale om beskrivelser af den aktuelle situation. Analyser og data, som kan give et billede af udviklingen over tid, findes der nærmest intet af.

Det problem er paradoksalt! En evaluering må i sin helt grundlæggende natur siges at være en vurdering af, om noget ’er gået godt eller skidt’ – i dette tilfælde, om det er gået godt eller skidt med kvalitet og specialisering på handicapområdet siden kommunalreformen i 2007.

Svaret på dette spørgsmål giver de over 700 pårørende i Levs rundspørge et ganske tydeligt input til med deres vurderinger af udviklingen over de seneste fem år. En relativt lille andel af de pårørende synes ikke, at det er gået tilbage med kvalitet og faglighed og er tilfredse med den indsats, der ydes til deres pårørende i botilbud. Det er super positivt. Men det kan ikke overskygge, at det store flertal har oplevet tilbagegang over hele linjen – og at de er frustrerede vidner til en udvikling, hvor trivsel, livskvalitet, udviklingsmuligheder og tryghed forringes år efter år.

Den nedadgående spiral skal vendes

Rundspørgen viser således et handicapområde, hvor kvalitet, faglighed og specialviden i en årrække har befundet sig i en nedadgående spiral. Over årene er der taget diverse enkeltstående nationale initiativer, der skulle styrke kvalitet og faglighed: Udviklingsprojekter, task force på handicapområdet, National Koordination i Socialstyrelsen og en del andet.

Min konklusion er, at disse initiativer har haft ingen eller meget lidt betydning i den virkelige verden. Skal spiralens retning vendes, så der sikres ”kvalitet og retssikkerhed i tilbuddene til mennesker med handicap og funktionsnedsættelser”, samt ”… høj faglighed og den nødvendige specialisering” er der brug for langt mere grundlæggende forandringer.

Levs rundspørge er et vigtigt input til de politiske forhandlinger, som Social- og Ældreministeren snart indleder med regeringens støttepartier og det øvrige Folketing. Lev – og en række andre aktører på området – har ved talrige lejligheder givet vores bud på de nødvendige forandringer med en national specialeplan understøttet af en ny fordeling af myndighedsansvar og en ændret finansieringsmodel. Vores perspektiv har fra starten været, at de enorme udfordringer, som mennesker med handicap oplever i samspillet med kommunerne, ikke løses med kosmetiske justeringer på et fejlkonstrueret system. Det perspektiv holder vi fast i, og det vil også være målestokken for vurderingen af de konkrete forslag, som regeringen forventes at komme med i løbet af de kommende par måneder.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 1 2022