Af Arne Ditlevsen | Foto: Levs arkiv

Midt i april offentliggjorde Socialministeriet rapporten ”Historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner 1933-1980”, udarbejdet af Forsorgsmuseet i Svendborg.

Rapporten behandler ’særforsorgen’ i det knap halve århundrede, den eksisterede - fra dens etablering med Socialreformen i 1933 og frem til dens udlægning til amtskommuner og kommuner i 1980. Tanken bag særforsorgen var at udskille en række grupper med særlige behov fra den almene forsorgspolitik, og den omfattede: Blinde og svagtseende, Døve og hørehæmmede, Epileptikere, Talelidende, Vanføre (datidens sprogbrug for mennesker med fysiske funktionsnedsættelser) og Åndssvage (datidens sprogbrug for mennesker med udviklingshandicap). Åndssvageforsorgen omfattede langt den største gruppe anbragte.

Det var mennesker med vidt forskellige handicap, hver sin historie både før og efter 1933 og i øvrigt også underlagt forskellig lovgivning. Men som man kan se i rapporten, er der også en del lighedspunkter i, hvordan livet som anbragt formede sig. Det var udredningens opgave at fokusere på de generelle forhold på særforsorgens institutioner, livsforholdene for de anbragte, statens tilsynsforpligtigelse og praksis samt en afdækning af anbragtes oplevelser og traumer.

Og det er netop den del af rapporten med ’oplevet særforsorg’, som vi ser på her. Hvad var det for følelser, der var forbundet med at være anbragt? Beretningerne er hjerteskærende, og de 20 sider, de udgør, taler i virkeligheden for alle rapportens cirka 400 sider. Helt grundlæggende kan man sige, at de anbragtes beretninger handler om at blive betragtet og behandlet som undermennesker, næsten som en ting.

Foto: Levs arkiv

Overflødiggjort

Forsorgens umenneskeliggørelse ses blandt andet i betragtninger om de anbragtes privatliv. En anbragt under åndssvageforsorgen fra 1966 beskriver det således: ”Vi havde ikke rigtig nogen dør. Jeg er glad for, det ikke er gamle dage mere (…) gudskelov, det er jeg glad for”.

En anbragt på Ebberødgård fortæller: ”Vi skulle i seng klokken syv, for vi skulle tidligt op. Allerede klokken fire var der nogle, der kom i seng, men jeg kom i seng klokken syv. Der var også nogle, der var i sengen hele dagen, så lå man bare der og snakkede og kiggede på hinanden, og så klokken 11 så kom nattevagten og så efter, om der var noget.”

En beretning fra en forælder viser, hvor overflødige også børn med udviklingshandicap blev anset for at være: ”Vi kommer ned til en overlæge. Da vi var færdige med undersøgelsen, tog han min mand med ud. Da han [lægen] kommer ud til mig, så siger han: ’Det er jo en nitte. Prøv igen. Og hvis det er det samme, så lad være’.

Isolationen fra det øvrige samfund ses af denne beretning: ”Nogle skulle gå i række og holde hinanden i hånden. Nøj, hvor folk gloede. Det føltes nedværdigende. Vi måtte heller ikke snakke med nogen, når vi var ude at gå tur. Så fik vi sgu en skideballe. Så skulle vi have snore om armene. Det var ligesom at have håndjern på. Folk de gloede på os.”

Alle sider af livet blev berørt af institutionsanbringelsen. En tidligere anbragt fra Andersvænge fortæller: ”Det var koldt bad, vi fik dengang (…) koldt brusebad. De var rigtig ondskabsfulde. Vi sad på en bænk og blev bruset over med koldt vand”.

Måtte spise sit eget opkast

Ubehagelige oplevelser omkring kost og måltider går igen i flere beretninger fra forskellige forsorgsgrene frem til 1960’erne.

En anbragt fra åndssvageforsorgen i 1950’erne fortæller om maden: ”Det var noget hundeæde. Man kunne risikere at finde hæfteplaster i gullaschen og ølkapsler i øllebrøden. Vi blev tvunget til at spise op”. Spisningen foregik desuden i fuldstændig ro. ”Det var en stilleleg. Hvis der ikke var ro, eller hvis der var nogen, der legede med bestikket, risikerede man, at hjælpepigerne kom og samlede tallerkenerne sammen. Når man så fik en tallerken igen, var det tilfældigt, hvilken tallerken, man fik. Man kunne få noget mad, som en af de andre havde siddet og rodet rundt i”.

Foto: Levs arkiv

Krænkende og nedværdigende behandling af de anbragte under hverdagens måltider kendetegner også erindringerne fra særforsorgens andre grene. Anbragte på døvstummeinstituttet i København og blindeinstituttet Refsnæs fortæller om tvangsfodring, opkastninger og om bagefter at blive tvunget til at spise sit opkast.

For mange anbragt under særforsorgen blev det et liv med bøjet nakke og frygt. En anbragt i åndssvageforsorgen husker særligt frygten for en bestemt medarbejder:

”Der var én, der arbejdede hos de store, der kunne finde på at give lussinger, en plejer. Han kunne godt finde på at slå, og det var ikke kun på den ene side af hovedet, nej det var på begge sider af hovedet, og så med begge hænder og så… løftede han en op, og man blev smidt ned på gulvet. Han arbejdede på afdelingen i mange år, og jeg var utryg ved ham. Hvis forstanderinden havde set det, så havde det været farvel og tobak til ham. Men vi turde ikke sige det.”

Undskyld

Udredningen om de anbragte i særforsorgen er igangsat af regeringen og skal ses i lyset af, at statsministeren har tilkendegivet, at det bør undersøges, om der er grundlag for en officiel undskyldning til denne gruppe tidligere anbragte. Statsministeren har tidligere givet officielle undskyldninger til de såkaldte Godhavnsdrenge og de grønlandske eksperimentbørn. Når man læser de anbragtes egne udsagn om livet som anbragt, burde man ikke være i tvivl.

Der er ved deadline på dette magasin ikke fremlagt nogen plan for, hvordan regeringen agter at gå videre med undersøgelsen.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 3 2022