Af Thomas Gruber, politisk konsulent i Lev

Egentlig er det en diskussion, som har stået på i mere end et årti: Skal mennesker, som var anbragt i Åndssvageforsorgen, have en officiel undskyldning af den danske stat for den behandling, de blev udsat for? Eller giver det ingen mening, at nutidens politikere siger undskyld for fortidens politikeres handlinger eller undladelsessynder?

Tilbage i 2010 kaldte vores nuværende statsminister, Mette Frederiksen, som dengang var socialordfører i Socialdemokratiet, den daværende socialminister Benedikte Kiær i åbent samråd. Samrådet handlede om, hvorvidt der skulle igangsættes en officiel undersøgelse af forholdene i Åndssvageforsorgen – og om ministeren var indstillet på, at forsorgens anbragte skulle have en undskyldning.

Benedikte Kiær syntes ikke, at en undskyldning var oplagt. Forholdene var forfærdelige og gjorde et dybt indtryk på hende, men som ministeren sagde dengang: ”… vi skal ikke glemme, at fortiden ses med nutidens briller. Der er desværre ingen tvivl om, at indsatsen i forsorgen overordnet afspejlede den politik, man dengang ønskede for området.”

Samrådet i 2010 endte ikke med en undskyldning, men med en videnskabelig undersøgelse og en række formidlingsprojekter, der skulle give vores samtid bedre viden om forholdene i datidens forsorg.

Udredningen

Nu ti år senere har diskussionen om en undskyldning fået nyt liv. Og igen er Mette Frederiksen en del af historien – om end på en noget anderledes måde. Socialordføreren er nu blevet statsminister, men hun har tydeligvis holdt fast i dagsordenen fra dengang.

Da Mette Frederiksen kort efter sin regeringstiltrædelse i 2019 gav Godhavnsdrengene en officiel undskyldning på vegne af den danske stat, indeholdt hendes tale også en hilsen til andre, som er blevet svigtet igennem den nyere velfærdsstatshistorie.

”I børnehjemsbørn, der er her i dag, er ikke de eneste, som blev udsat for svigt og overgreb. Desværre. Det blev andre også. For eksempel mennesker med handicap. Til alle jer andre vil jeg sige: I har også krav på at få jeres historie frem. Ligesom børnehjemsbørnene har fået det med Godhavnsrapporten. Samfundet skulle passe på jer. Men der skete det modsatte – I blev gjort fortræd,” sagde statsministeren dengang.

Det er baggrunden for den udredning af forholdene for børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner, 1933-1980, som regeringen igangsatte i januar 2020. Og som vi nu har en endelig afrapportering af fra Forsorgsmuseet i Svendborg.

Kildematerialet er meget omfattende og består dels af en lang række skriftlige kilder, arkivmateriale, medieomtaler, lovgivning og vejledninger mv., dels af interview med helt personlige beretninger fra tidligere anbragte i forsorgen, pårørende og tidligere medarbejdere. Et udsnit af de personlige beretninger kan du læse her i magasinet på side 28.

Udredningen viser, at omfanget af svigt af anbragte i forsorgen var omfattende, groft og udbredt gennem hele den undersøgte periode. Særligt i Åndssvageforsorgen var der tale om meget indgribende foranstaltninger, voldelig og nedværdigende behandling og meget udbredte overgreb.

Statens tilsyn med institutionerne i særforsorgen – og igen, særligt i Åndssvageforsorgen – var meget mangelfuldt gennem hele perioden. Man vidste hos de ansvarlige myndigheder, at vilkårene var helt uacceptable. Alligevel skete der intet – eller det skete meget, meget langsomt.

Bør erkende svigt

I Lev er vi ikke et øjeblik i tvivl: Også de tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen har krav på en officiel undskyldning fra statsministeren. Også med datidens øjne var forholdene helt uacceptable – og staten svigtede sin tilsynsforpligtelse på det groveste.

Det var også den helt centrale pointe i et debatindlæg, som Levs landsformand Anni Sørensen havde i Dagbladet Politiken den 8. maj i år. I indlægget redegør landsformanden for udredningens dokumentation af de barske forhold og for de ar på sjælen, som har mærket de tidligere anbragte.

Anni Sørensen oplister tre centrale grunde til, at spørgsmålet ikke kan være om den officielle undskyldning skal gives, men måske mere hvordan det sker.

For det første fremhæver hun hensynet til de konkrete mennesker, som har været udsat for uret og svigt i den helt grove ende af skalaen. De har ”krav på, at staten anerkender, at det, de blev udsat for, var krænkende og et brud på deres grundlæggende rettigheder og værdighed. Og at der tages ansvar for, at myndighederne svigtede dem ved at lade stå til gennem årtier,” skriver Anni Sørensen blandt andet i indlægget.

Men hun lægger også vægt på, at en undskyldning er en måde, vi som samfund kan erkende, at vi svigtede nogle af de mest sårbare og udsatte børn, unge og voksne. En erkendelse der er vigtig for at forhindre en udvikling med nogle af de samme kendetegn som dengang blot i en mere moderne udgave.

Endelig henviser Anni Sørensen til statsministerens hidtidige undskyldningspraksis. ”Det vil mildest talt være grotesk, hvis forsorgens tidligere anbragte ikke får en officiel undskyldning svarende til den, som blev givet til Godhavnsdrengene og de grønlandske eksperimentbørn. En manglende undskyldning vil være et signal, der ikke er til at bære.”

Svendborg Forsorgsmuseums udredning blev offentliggjort på en lidt besynderlig måde. En fredag op til påskeferien oversendte Social- og Ældreministeriet rapporten til Folketingets socialudvalg – helt uden bemærkninger om, hvad den videre proces tænkes at blive. Og klarheden om den videre proces mangler vi fortsat!

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 3 2022