Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Frivillighed giver smil og gode oplevelser

Ægteparret Lisbeth Krogh Hansen og Karl Erik Clausen er frivillige i Levs venskabsprojekt MINven for at give mennesker med udviklingshandicap sjove oplevelser, der bryder med dagligdagen på bostederne

NYHED

Af Emma Borello I Foto: Alex Tran

Solen skinner fra en blå himmel og ægteparret Karl Erik og Lisbeth er endnu en gang mødt smilende og overskudsagtige op i haven på Bostedet Jagtenborg i Nyborg. I aften har de meldt sig som frivillige til en bålaften for beboerne på nabobostederne Hjørnehuset og Skrænten. Et par uger forinden var ægteparret ligeledes frivillige til et lignende arrangement.

For Lisbeth og Karl Erik betyder det meget, at de kan være med til at give beboerne nogle sjove oplevelser, der bryder med dagligdagen på bostederne. Deres egen søn, Rasmus, bor selv på et bosted, og de kan mærke, hvordan udflugter og sociale arrangementer gennem tiden er blevet færre.

”Det kan godt være, at man har nogle fine lejligheder, men det er ikke nok at have en stor lejlighed med et stort fjernsyn. Det er vigtigt, at man stadigvæk er en del af det, der sker uden for sit bosted,” siger Lisbeth.

Frivillige skaber liv

Travlheden blandt bostedernes personale er stor, og det er derfor, ifølge Lisbeth og Karl Erik, helt afgørende, at der er frivillige, der kan træde til og lave aktiviteter, der giver beboerne et mere aktivt liv. Det kræver selvfølgelig, at personalet bakker op om arrangementerne, og at der er frivillige, der viser interesse for målgruppen.

”Der er mange, der ikke kender til målgruppen og måske er de endda lidt bange for dem. De har måske set udsendelser i fjernsynet og tænker ”det er ikke noget for mig”. Der skal være mere synlighed, og der er tabuer, der skal brydes for at få flere frivillige med ombord,” siger Lisbeth.

Det er ikke nok at have en stor lejlighed med et stort fjernsyn. Det er vigtigt, at man stadigvæk er en del af det, der sker uden for sit bosted

Lisbeth Krogh Hansen

Men når de frivillige er ombord, er Karl Erik ikke i tvivl om, hvilken betydning arrangementerne har for beboerne.

”De her oplevelser giver de unge mennesker en bedre livskvalitet. De oplever noget mere i hverdagen.”

Gæsterne til aftenens bålaften er så småt begyndt at dukke op, og Karl Erik og Lisbeth går sammen med de andre frivillige i gang med at gøre middagsbuffeten klar. Stemingen er i top og samtalerne er allerede i gang på kryds og tværs. Der bliver grint, joket, og hverken Lisbeth eller Karl Erik er i tvivl om, at de vil fortsætte deres frivillige arbejde.

”Jeg kunne virkelig godt lide alle de år, jeg var pædagog, og nogle gange kan jeg godt mærke, at jeg savner de pædagogiske udfordringer. Det får jeg brugt i mit frivillige arbejde,” siger Lisbeth, og Karl Erik tilføjer:

”Jeg vil helt klart fortsætte som frivillig. Jeg glæder mig gang på gang over, at de unge mennesker er glade og taknemlige og synes, at de her arrangementer er fede.”

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 3 2022

BLÅ BOG

Karl Erik Clausens og Lisbeth Kroghs blå bog

Karl Erik Clausen er pensionist og har tidligere undervist på handelsskolen. Lisbeth Krogh Hansen er ligeledes pensionist og har arbejdet mange år som pædagog inden for specialområdet.

Sammen har de sønnen Rasmus, der bor på et bosted i Nyborg. I deres fritid kan Lisbeth og Karl Erik godt lide at dyrke motion og gå i biografen og i teateret.

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.

Lev Magasinet 3 2022

- Portræt: Emmy er rollemodel
- Tema: Vejen til et sundt liv
- Særforsorgens øjenvidner: Bundet, tæsket og nedgjort

Kender du en ildsjæl?

Kender du en, der skal være ildsjæl i Lev Magasinet, så skriv til os på redaktion@lev.dk.

Det er vigtigt, at det handler om ildsjælens fritid og ikke hans eller hendes professionelle arbejde.