Af Anni Sørensen, Levs landsformand

De sidste 10-12 år har vi ikke været forvænt med regeringer med ambitiøse og positive visioner på handicapområdet. Derfor var vi også håbefulde, da den nytiltrådte regering og dens støttepartier i et forståelsespapir i 2019 lovede, at nu ville man tage langt mere grundlæggende fat på de omfattende problemer, som mennesker med handicap oplever i mødet med kommunen og med den mangelfulde hjælp, de modtager.

Starten på den opgave skulle være en evaluering af det specialiserede socialområde, som socialministeren igangsatte i sommeren 2020. Evalueringens kommissorium var bredt og ambitiøst og angav, at der både skulle ses på socialområdes struktur og opgavefordeling, på finansieringen og kommunernes økonomiske incitamenter, på visitationen og på kvaliteten i indsatsen.

Det var en ambitiøs dagsorden – og derfor valgte vi også i Lev at lægge kræfter og energi i arbejdet i den følgegruppe, som Socialministeriet nedsatte med interessenter på området. Vi var helt klar over, at der ikke var nogen garanti for et positivt resultat. Men chancen var der for første gang længe. Og den skulle naturligvis gribes.

Nu har vi så fået regeringens politiske udspil oven på evalueringen. Og lad det være sagt med det samme: Der er mange fine mål og hensigter – men i realiteten har udspillet et ambitionsniveau, der ligger milevidt fra det oprindelige udgangspunkt, og som er helt utilstrækkeligt i forhold til at løse de omfattende problemer på området. Her er et par centrale nedslag i udspillet:

Den såkaldte nationale specialeplan skal med udspillets egne ord ”definere og skabe overblik over målgrupper og leverandører” i hele landet og derved forbedre de kommunale sagsbehandleres muligheder for at visitere borgeren til sociale tilbud og indsatser.

Det foreslås desuden, at der etableres specialfunktioner med særlige kompetencer i forhold til højt specialiserede indsatser og rådgivningsfunktioner for borgere med komplekse behov. Det skal ses som en hjælp til kommunerne, som vi i dag kender det fra VISO.

Det lyder jo egentlig fint, men min klare vurdering er, at specialeplanen, special- og rådgivningsfunktionerne mv. er helt utilstrækkelige, hvis vi skal sikre, at mennesker med handicap får den rette hjælp – og at de får den første gang.

Og det er der to helt afgørende grunde til. For det første indeholder udspillet ikke et eneste reelt krav til kommunernes visitation. For det andet lægger udspillet ikke op til ændringer af finansieringsmodellen på området – de økonomiske hensyn vil fortsat trumfe de faglige, og hensynet til sårbare borgere vil komme i anden række.

Derfor er min konklusion, at udspillet er helt utilstrækkeligt. Måske får vi med udspillet en specialeplan med tilsyneladende fine tilbud med høj kvalitet og faglighed. Men når der ikke ændres på kravene til kommunernes visitation og på de økonomiske modeller, så vil alt for mange kommuner fortsat undlade at visitere borgere til det rette tilbud. Og derfor vil borgernes skrøbelige retssikkerhed være uændret.

Men slaget er ikke tabt endnu. Vi fortsætter vores dialog med partierne, der skal forhandle med regeringen, og argumenterer for en reform, der i langt højere grad skaber de nødvendige forbedringer for mennesker med handicap.

Leder i Lev Magasinet 3 2022