Af Thomas Gruber, politisk konsulent i Lev

Folketingsvalget i 2019 var kendetegnet ved et noget større fokus på handicapområdet, end vi sædvanligvis har været vant til. Og også større end vi kan regne med i den igangværende valgkamp.

Den daværende Lars Løkke-regerings udspil til en omfattende sundhedsreform var i høj grad med til at sparke gang i en debat om kvalitet og specialisering på handicapområdet. Den nedlæggelse af regionerne, som udspillet indebar, ville nemlig betyde en fuld overdragelse af regionernes handicaptilbud til kommunerne. En overdragelse, som mange forudså ville sætte ekstra skub i den allerede igangværende afspecialisering og generelle forringelse af indsatserne for mennesker med handicap.

Afspecialiserings-dagsordenen blev grebet af flere af de politiske partier i valgkampen. Det senere regeringsparti, Socialdemokratiet, lancerede blandt andet et handicap-udspil med løfter om, at ’det ikke skal være en kamp at få hjælp’ og om indførelse af en national specialeplan på handicapområdet. Andre partier meldte tilsvarende ud om behovet for styrket retssikkerhed på handicapområdet.

Troen på, at nu skete der noget

2019-valget endte som bekendt med en socialdemokratisk regering og med et forståelsespapir mellem regeringen og dens støttepartier. I forståelsespapiret blev det blandt andet aftalt, at der skulle gennemføres en stor evaluering af det specialiserede socialområde, ”… med henblik på at styrke indsatsen, den nationale vidensdeling og sikre den mest hensigtsmæssige opgavefordeling mellem kommuner og regioner.” (Forståelsespapiret, 2019)

Den melding tog vi positivt imod i Lev og i resten af handicapbevægelsen. Signalet var en klar erkendelse af væsentlige problemer på handicapområdet og en vilje til at se på løsninger med mere grundlæggende og strukturelle forandringer – ikke mindst i forhold til kommunernes fulde myndigheds- og finansieringsansvar.

Lev var repræsenteret i evalueringens følgegruppe gennem hele det næsten to år lange evalueringsarbejde og bidrog undervejs med konstruktive input til både evalueringens analyser og til diskussionen om de nødvendige løsninger. Det har selvfølgelig trukket en del ressourcer, men det har samtidigt givet mulighed for at følge arbejdet tæt undervejs og påvirke ministeriets arbejde med evalueringen.

Sideløbende har Levs landsformand taget aktiv del i den offentlige debat om behovet for grundlæggende forandringer på handicapområdet. Og vi har opretholdt en løbende og tæt dialog med de politiske partier på Christiansborg og andre centrale aktører. Her har vores tilgang været konkrete forslag til realistiske ændringer med potentiale til at styrke kvalitet og specialisering i visitationen og i de konkrete indsatser, som borgerne modtager.

Skuffelse

Her ved folketingsvalgets udskrivelse må vi imidlertid konstatere, at bestræbelserne fra Lev og den øvrige handicapbevægelse ikke har båret frugt. Endnu i hvert fald.

I maj 2022 offentliggjorde regeringen således sit politiske udspil oven på evalueringen. Det var et flot indpakket udspil med fine intentioner, men ser man lidt bedre efter, så var det helt utilstrækkeligt. Hjørnestenen var en såkaldt national specialeplan for handicapområdet, men der var ingen reelle bud på ændringer af hverken finansieringsmodel eller kommunernes visitation til de specialiserede tilbud og indsatser.

Vi havde godt på fornemmelsen, at det var den vej, det gik, men det var alligevel en stor skuffelse, at regeringen alene valgte at fokusere på rammer for sociale tilbud – og ikke på den helt afgørende visitation. For, som Lev har tydeliggjort igen og igen, så hjælper det ikke meget med fine beskrivelser af tilbud i en specialeplan, hvis kommunernes økonomiske incitamenter fortsat modarbejder, at borgeren visiteres til de rette tilbud. De sociale tilbud er fuldt takstfinansieret, og derfor vil den tiltagende afspecialisering fortsætte, medmindre der sættes ind i forhold til kommunernes visitation og den bagvedliggende finansieringsmodel. Specialeplan eller ej.

Siden regeringsudspillet har der været politiske forhandlinger om specialeplanen, særligt mellem regeringen og dens støttepartier. Omdrejningspunktet i disse drøftelser har netop været behovet for at ændre på opgavefordelingen, finansieringsmodellen og visitationen. Og det er tydeligvis også de spørgsmål, som har gjort, at det ikke lykkedes at nå en aftale inden udskrivelsen af folketingsvalget.

Derfor står Lev og den øvrige handicapbevægelse med en stor og vanskelig opgave på den anden side af valget. Vi skal påny sparke gang i en politisk proces med fokus på et nødlidende handicapområde og på nødvendigheden af løsninger, der ikke blot kradser i overfladen.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 5 2022