Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Pædagogerne lavede reglerne - så gik ULF i aktion

Demokratiske rettigheder og medbestemmelse er kerneområder for Udviklingshæmmedes LandsForbund. Det handler ganske enkelt om at få mest mulig indflydelse på eget liv. Og her er dagliglivet i botilbuddene og de beskyttede værksteder og deltagelse i demokratiet to sider af samme sag

NYHED

Af Arne Ditlevsen

Næstformand i Udviklingshæmmedes LandsForbund (ULF), Jette Tastesen, tøver ikke, når hun skal nævne eksempler på, at indflydelsen på eget liv halter i mange forskellige daglige situationer for mange mennesker med udviklingshandicap:

”Vi oplever, at pædagogerne bruger vores fællesrum som deres kontor, og man derfor ikke har medbestemmelse i forhold til, hvordan vi ønsker fællesrummet skal indrettes. Et andet eksempel er, at da vi begyndte at arbejde med selvbestemmelse, medbestemmelse og medindflydelse, var der intet demokrati på bostederne, de kendte ikke til selvbestemmelse og medbestemmelse. Pædagogerne lavede reglerne i botilbuddet, så beslutningerne blev truffet hen over hovedet på borgerne. Derfor besluttede vi i ULF at arbejde med selvbestemmelse, medbestemmelse og indflydelse på eget liv.”

Det har man nu gjort i en årrække ved helt lavpraktisk at hjælpe med at skabe demokratiske organer i bo- og beskæftigelsestilbud.

”Vi hjælper beboerne/brugerne med at stifte en bestyrelse og få nedskrevet vedtægter. Vi underviser også personalet i at hjælpe bruger- eller beboerbestyrelsen med referater og breve til kommunen. Personalet kan nemlig være behjælpeligt med at bistå, hvis der er noget svært, som borgerne ikke forstår.”

Et vigtigt udkomme af det arbejde ligger imidlertid uden for botilbuddet eller det beskyttede værksted:

”Det at deltage i demokratiet og borgernes rettigheder, så man kan få indflydelse i kommunen og andre steder, må gerne være et vigtigt resultat af oprettelsen af et bruger- eller beboerråd,” siger Jette Tastesen.

Elevråd kan være en god demokratisk træningsbane for de unge. Derfor er vi i ULF-ungdom begyndt at hjælpe STU-skoler med at få et elevråd op at stå

Rikke Sørensen, formand for ULF-ungdom

Elevråd er nyeste tiltag

Nyeste initiativ fra ULF vedrørende brugerindflydelse er oprettelse af elevråd på STU’erne. ULF-ungdom tilbyder at hjælpe med at oprette elevrådene, for, som ULF-ungdom skriver, så har ”alle ret til at blive hørt, også dem der går på en STU-uddannelse”. Formand for ULF-ungdom, Rikke Sørensen, tilføjer:

”Elevråd kan være en god demokratisk træningsbane for de unge. Derfor er vi i ULF-ungdom begyndt at hjælpe STU-skoler med at få et elevråd op at stå eller kickstarte et eksisterende. Samtidig får elevrådene mulighed for at blive en del af ULF-ungdoms elevrådsnetværk. Netværket er tiltænkt at skulle være en sammenslutning for STU-elever i Danmark, hvor eleverne kan få en fælles stemme i den offentlige debat og skal give eleverne mulighed for at ’komme med rundt om bordet’, når der skal træffes beslutninger om deres uddannelse. Her er det eleverne selv, der er eksperterne.”

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 5 2022

 

Læs også:

Alle har ret til at blive hørt

Andelen af mennesker med udviklingshandicap, der stemmer til folketingsvalg og andre valg er meget lille.

"Vi har fået mere indflydelse"

Valgflæsk, mærkesager, repræsentation, demokrati, indflydelse på eget liv. Brugerbestyrelsen på Job-, Aktivitets- og Kompetencecenteret i Gentofte sætter mange demokratiske tanker og handlinger i spil. Men hvor langt rækker ens personlige rettigheder egentlig?

Mennesker med udviklingshandicap stemmer mindre

Undersøgelse dokumenterer sort på hvidt lavere valgdeltagelse. ”Et demokratisk problem” kalder Institut for Menneskerettigheder det.

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.

Lev Magasinet 5 2022

- Portræt: Vi skal lære at tro på os selv
- Tema: Demokrati - Alle har ret til at blive hørt
- Gode råd: En verden af lyd - 8 spændende podcasts