Tekst og foto: Keld Hvalsø Nedergaard, kredskonsulent i Midtjylland

Da Niels blev født i 1964, vidste hans far, Anders Munk Nielsen, med det samme, at Niels var mongol (tidligere benævnelsen for mennesker med Downs syndrom). Det vidste Anders, fordi han som ung mand hjemme på gården hos forældrene havde oplevet, at de havde en ’mongol’ ansat. Mitte, som hun hed, lavede forefaldende arbejde. Hun startede som ’hønsepige’, men senere var hun også med til at passe børnene på gården.

Så grundstenen til at engagere sig i vilkårene for mennesker, der var anderledes og havde andre evner, blev lagt hos Anders i den tidlige ungdom.

Det var derfor helt naturligt, at Niels blev og fortsat er en ligeværdig del af familien. Det har også betydet, at Niels har deltaget i arbejdet på gården i den udstrækning, han har kunnet.

Træner Niels derhjemme

I dag er Anders pensionist, gården er solgt for længe siden, og Niels bor for sig selv på et bosted i Hadsten. Men hver weekend er Niels, der er blevet alderdomssvækket og har fået Parkinson, hjemme. Som Anders siger: ”De har placeret ham i en kørestol deroppe (på bostedet), så vi skal have ham hjem, så vi kan træne ham.” Anders virker lettere forarget over, at Niels ikke får hjælp til at være fysisk aktiv, nu hvor hans fysiske tilstand tiltagende forværres.

Anders har kendt til Lev fra før, han blev far til Niels, for hans forældre havde ’en eller anden’ tilknytning til det gamle Evnesvages Vel på grund af Mitte. Han har derfor været medlem af Lev siden Niels blev født – dog med periodevise afbrydelser. Han husker, hvordan verdenen for mennesker med udviklingshandicap så ud, da Niels var lille: ”Dengang var alting præget af de store institutioner.”

For Anders Munk Nielsen har det at være aktiv altid været forbundet med selv at gå til forstander eller leder, hvis der var noget, som var galt eller manglede, når det drejede sig om sønnen Niels.
Foto: Privat

Aktiv hele livet

Niels har haft et godt liv, men Anders har båret kampen for mennesker med udviklingshandicap i sig hele livet. Han har således ikke kun været aktiv i Lev, hvor han stadig er med i bestyrelsen for Lev Favrskov/Skanderborg. Han har også været en vigtig del af DH i lokalområdet. Anders var tidligere formand for DH i Favrskov, ”men da jeg blev 80, så syntes jeg, at jeg var ved at være for gammel. Men der gik da et års tid inden, der var en anden, som kunne overtage posten.” Anders sidder også som suppleant i Handicaprådet, som han blev medlem af, da det blev etableret.

”Dem med handicap skal have samme muligheder som vi andre. Det har de ikke i dag,” siger Anders og nævner også det fællesskab, der i gamle dage var på gården. Det findes ikke længere. Derfor er han heller ikke i tvivl, da jeg spørger ham om, hvad det vigtigste er for Lev og andre organisationer, der kæmper for mennesker med udviklingshandicap:

”Det er at holde politikerne til ilden”. Og tilføjer: ”De ved ingenting om, hvordan det er at have et handicap.”

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 5 2022