Af Arne Ditlevsen | Foto: Anita Graversen

Rikke Nielsen står i håndboldhallen.

”En mor kommer hen til mig med sit barn, en almindelig pige, der går i 6. klasse. Pigen har dog lidt med fingrene, og fødderne sidder også lidt skævt. Moren kigger rundt i hallen og derefter på mig. Så siger hun: ”Der er nogle med Downs syndrom og nogle i kørestol. Det er ikke noget for min datter, hun går jo i en almindelig folkeskole.” Så kan man bare mærke pigen tænke, at så er det heller ikke noget for mig, og de bakker næsten ud af hallen.

Men jeg synes jo, at det er barnet selv, der skal bestemme, om det er noget for hende.

Så jeg siger, at hvis du kan lide at være her, så kom og prøv det et par gange. Pigen giver det en chance og løber lidt frem og tilbage, og efter en halv time kommer hun hen til sin mor og siger: ”Jeg elsker at være her, for der er ikke nogen, der kigger på mig.”

Jeg tror ikke, at det var det, moren havde tænkt på… der er for mange begrænsninger, som vi voksne tænker for meget over.”

Rikke Nielsen med sine tre piger Nynne, Tilde og Magda på familiens egen lille håndboldbane i kælderen.
Foto:  Anita Graversen

Historien om moren og barnets første oplevelser med Lykkeliga-håndbold er en af mange fra Rikke Nielsen. Hun er leder af og initiativtager til håndboldfællesskabet Lykkeliga og Lykkeligas ansigt udadtil.

Det lykkelige liv var væk

En del af Rikkes historier handler om fordomme og frygt for noget ’anderledes’. Men også om at overkomme den frygt, man næsten bliver vaccineret med ved barnets fødsel som forælder til et barn med handicap. Rikke Nielsen husker selv tilbage på sin første tid med datteren Magda med gru. Bekymringerne fyldte det hele, og tankerne om det lykkelige liv, som hun havde drømt om, var langt væk.

”Det var jo det vildeste chok, at Magda dumpede ned hos os. Jeg troede, at det var den største katastrofe, der nogensinde var sket… fik hun venner, og kom hun nogensinde til at være en del af noget?” Og da Rikke Nielsen taler med en socialrådgiver på hospitalet, bliver det kun værre:

”Hun var supersød, men jeg kan huske, at hun siger, at når hun (Magda, red.) bliver seks år, kan det være rigtig fint med et specialtilbud, og senere kan hun komme i klub… det var simpelthen så alvorligt. Bagefter var jeg inde og google bosteder, hvor Magda skulle bo, når hun blev 18. Det er også på samme tid, at jeg husker Jes Dorph Pedersen sige i nyhederne, at ”så er vi nede på 17, der er født med Downs syndrom i 2009”, og de her børn koster faktisk det her om året eller sådan noget. Man bliver tæsket med begreber, og man bliver bare så bekymret, når man går og tænker – kan man godt det her, må man godt det her? Jeg blev virkelig voksen dér fra at have haft sådan et simpelt liv.”

”Er du ikke blevet scannet?”

Og godt det samme, for de ugennemtænkte og ubehagelige kommentarer blev lidt af en følgesvend i Magdas tidlige år. I forhold til at blive scannet for eventuelle kromosomafvigelser hos fosteret sagde en for eksempel: ”Jamen, er du ikke blevet scannet?”

”Altså seriøst, sagde hun det? Jeg stod næsten og forsvarede, at jeg faktisk var blevet scannet, men så så jeg på Magda og tænkte, ”har hun ikke lov til at være her? Lige så meget lov?” Så det var svært. En anden sagde: ”Hvor er det også bare flot, at du giver hende sådan noget flot tøj på, Rikke”. Jeg tænkte bare – skal handicappede have pagehår og hinkesten eller hvad? Men det var svært, for jeg var jo heller ikke klogere selv.”

Det var ikke bevidst, men man kan godt sige, at der går en lige linje fra de oplevelser, Rikke Nielsen havde og stadig har som mor til et barn med handicap, til dannelsen af Lykkeliga i 2017. For Lykkeliga handler ikke bare om håndbold for Magda og de andre børn og unge, men i høj grad også om Rikke Nielsen selv og de øvrige forældre.

”Forældrene har lige så meget brug for, at deres barn går til noget. Da vi snakkede med Nøvling (klubben, hvor det første Lykkeliga-hold blev etableret, red.), spurgte de, hvad kontingentet skulle være - skulle det overhovedet koste noget? Ja, selvfølgelig skulle det koste noget, som forælder til et barn med handicap så elsker jeg at betale kontingent, for det er så normalt!”

Vi skal lære at være lykkelige

Og alle – både børn og forældre – har brug for et skud selvtillid. Som tidligere håndboldlandsholdsspiller ved Rikke Nielsen en del om, hvor vigtigt det er at tro på sig selv:

”Det er også derfor, at vi har fokus på det positive fællesskab og positiv formidling. Vi ved det, for alt det andet ligger lige under. Vi ved jo godt, at vi har brug for Lev, vi har brug for alle de her rundt omkring os, der kan hjælpe os, men vi vil fandeme også bare være lykkelige. Det er virkelig noget, jeg prøver at give videre til alle vores tre børn – tro på sig selv, det der med, at hvis ikke du kan det, kan du lære det, brug lidt tid på det og lær det og øv.”

”Det med at man har selvtilliden til at tro på, at man kan hjælpe udviklingshandicappede og deres familier til at blive lykkeligere – det er måske sat lidt højt på spidsen, men det er jo det, vi tror på, at vi kan. Bevægelse og motion er en god ting, men det er jo lige så meget, at forældrene får et fællesskab og en tro på, at tingene godt kan lykkes.”

Magdas selvtillid er i hvert fald helt i top. Rikke Nielsen fortæller, at datteren har fået en planche med hjem fra skolen, hvor de skulle skrive, hvem de er. På Magdas står der: ”Jeg hedder Magda, jeg er 13 år, og jeg elsker mig selv.”

”Det er jo noget, vi andre godt kan lære noget af.”

Til LykkeCup i juni deltog 662 spillere, 265 trænere og 2700 tilskuere.
Foto:  Lykkeliga

Ikke ’dem og os’

Lykkeliga er på ganske få år blevet til en stor organisation med p.t. 78 tilknyttede klubber. En af måderne at fastholde interessen og ekspandere er ved kontinuerligt at fortælle historierne om det gode fællesskab:

”Al det der positiv formidling gør vi, fordi jeg tror på, at det bliver nemmere for forældrene at have et handicappet barn, men det bliver også nemmere for børnene, hvis der er noget forståelse. Jo mere vi bliver ved med at fortælle de der lokale historier videre, jo mere kan vi være med til at ændre opfattelsen af ’dem og os’.”

En anden måde at lave positiv formidling på har været etablering af fanklubber.

”Da vi startede Lykkeliga, prøvede vi at sige til klubberne, at de skulle lave en fanklub. Nogle af forældrene var bare sådan, en fanklub? Det er sådan noget Barcelona har! Så sagde jeg: Det skal vi da også have. Og nu kan du bare se de der fanklubber på Facebook, for onkler og tanter og bedsteforældre elsker jo at sidde og sige ej, hvor er du dygtig til håndbold, eller det er min nevø, der løber der”.

Rikke Nielsen er til gengæld meget opmærksom på, at Lykkeliga skal holde sig uden for politik.

”Vi har taget en ikke-politisk beslutning, for det kan hurtigt blive betændt. Men jeg insisterer på, at vi er med alle de steder, vi kan. Da vores målgruppe på Lykkeliga-holdene begyndte at komme på håndboldskolerne, skrev nogle til skolerne: Tusind tak fordi I giver vores børn den oplevelse at være sammen med de andre børn. Men jeg er træt af at skulle sige tak. Jeg vil vove at påstå, at vores børn bidrager lige så positivt til fællesskabet.”

Hedder du ikke Hørlykke?

Fra 2003-2006 spillede Rikke Nielsen 54 håndboldlandskampe. Hun var blandt andet med til at vinde EM-sølv i 2004. ”Jeg er helt bevidst om, at jeg bare misbruger det fuldstændig vildt. Men kan jeg bruge mit ansigt i en eller anden positiv betydning, vil jeg gerne det - for fællesskabets skyld.”

Og at kendisgraden har sine begrænsninger er Rikke også klar over:

”Nogle gange, hvor jeg kommer ud og holder et oplæg, så siger de ”tusind tak for i dag Rikke Hørlykke”! De ved ikke helt, hvem man er alligevel, og hvis jeg siger til børnene, at jeg selv har spillet håndbold, så siger de ”ja, ok, du er på min mors alder. Det gider jeg sgu da ikke høre om”.”

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 5 2022